Veep – sæson 7

Efter ekspræsident Selina Meyers (Julia Louis-Dreyfus) gigantiske nedtur i forrige sæson, hvor hun blandt andet måtte på spaophold (læs: depressionsklinik) for at tackle livet væk fra magtens tinde, er det en anderledes Meyer i fuldt vigør, der entrerer Veeps afsluttende sæson. Hun har endda fået et nyt slogan: New.Selina.Now.

Der er dog ikke noget, der tyder på, at Selina har ændret attitude. Da hun læser sin tale i privatflyet på vej til offentliggørelsen af sit kandidatur, bliver hun usikker på en linje, som proklamerer, at hun vil være præsident for alle amerikanere.

”Vil jeg virkelig det?” spørger Julia Louis-Dreyfus med perfekt tempereret, åbenlys afsky. ”Alle amerikanere?”

Pressechefen, der nu hedder Leon i stedet for Mike, foreslår at ændre det til ”real Americans”, hvilket Selina accepterer. ”Så kan vi altid finde ud af, hvad det betyder senere,” siger hun henkastet.

Da hun senere mangler at betale en af de ”virkelige” amerikanere for en sceneopsætning, så Meyer-staben står perplekse på en græsplæne med en sammenklappet scene, er hun ikke sen til at bruge et masseskyderi til sin fordel. Ligesom sit nylige sorte barnebarn, som hun kun gider holde sine arme i pr-øjemed.

Meyer er og bliver narcissismens moder.

I 2012 var der premiere på to sylespidse komedieserier med kvinder i front, der begge vil blive stående som monumenter i serielandskabet. Lena Dunhams Girls spiddede millennial-generationens navlebeskuende verdenssyn, mens Julia Louis-Dreyfus i Veep udstillede samme navlebeskuelse i verdens mest magtfulde embede.

Det var et hysterisk morsomt kig bag gardinet, som man inderst inde bad til var løgn og latin, mens virkelighedens politikere hyldede serien for dens ærlighed. Da Julia Louis-Dreyfus fik brystkræft, måtte serien imidlertid holde pause, og her to år efter, er det et markant anderledes politisk landskab, som Veep skal forsøge at satirisere over.

Trump har trukket gardinet fra.

Det forbudte stirrer os nu direkte i ansigtet, og vanviddet i administrationen er synligt for enhver. Det gør det unægteligt sværere for Veep-ensemblet, men det er tydeligt i de første tre afsnit, at de har taget handsken op.

Ulidelige Jonah Ryan (Timothy Simons) i bogstavelig forstand. Han står med boksehandskerne på i en valgvideo og tæsker løs på papskabeloner af sine modkandidater: Selina, Tom James (Hugh Lauries grå eminence er tilbage!) og den nye, fremadstormende sorte kvinde, Kemi.

Da Ryans nye kampagnechef og tidligere overgrebsmand (Patton Oswalt) pointerer, at fokusgruppen ikke kunne lide at se en hvid mand sparke en sort kvinde i vaginaen, responderer Ryan ufortrødent: ”Jeg ser ikke vagina-farve!”

Ligegyldigt hvad Ryan foretager sig, stiger den imbecile idiot i meningsmålingerne. I en omvendt #MeToo begynder kvinder at frasige sig at have datet Ryan i en #NotMe.

Den mest kostelige replik kommer fra altid elskelige Splett (Sam Richardson), da kampagnelederne diskuterer Ryans nye kone, som de mener menneskeliggør ham. ”Som solbriller på en hund,” tilføjer Splett.

Men det er ikke kun åbenlys Trump-satire, som Veep leverer. Seriens force har alle dage været at spidde magtliderligheden uanset politisk ståsted, og der er noget meget Hillary Clinton’sk i Meyers svar på, hvorfor hun vil være præsident: Fordi det er hendes goddamn tur!

Der stikkes også til den politiske korrekthed under en debat, hvor den nye, sorte kvinde partout skal pointere, at hun er kvinde hvert andet sekund.

”Man Up!” lyder Selinas svada til stor applaus, og Selina kan forundret forlade scenen som vinder af debatten: ”God bless America for at hade kvinder lige så meget, som jeg gør,” siger hun med et smørret smil.

Og det er måske den største styrke ved den sidste sæson af Veep, der har blikket stift rettet mod valget i 2020. Showrunner David Mandel vender – som i en slutbemærkning – blikket mod befolkningens eget ansvar. ”Hele dette land bliver klammere per sekund,” siger Selina, hvortil talknuseren Kent tørt svarer: ”Det er en demografi, vi prøver at ramme – mest på Facebook.”

I syv sæsoner har vi grinet af inkompetente politikere. Det sidste grin er møntet på inkompetencen i os selv.