Det er, når kvinderne begynder at tale, at man for alvor bliver suget ind i universet. Man kan stadig se gnisten i deres øjne og høre holdningernes kraft bag ordene.
Det er kvinder, som har prøvet lidt af hvert og ikke været bange for at træde ved siden af. Nu sidder de gråhårede tilbage og reflekterer over en periode af deres liv, som har haft store konsekvenser for resten af Danmarks befolkning.
Instruktør Mette Knudsen er selv en af de berygtede rødstrømper, der i starten af 70’erne vendte op og ned på kønsrollerne i Danmark. Heldigvis blev hun også tidligt interesseret i filmmediet og har derfor filmet mange af de skelsættende begivenheder på nært hold.
Vejen er lang er Mette Knudsens personlige beretning om kvindekampen i 70’erne. Men den er også en skildring af de forskellige kvindebevægelser, der gennem de sidste hundrede år har formået at ændre forholdene for kvinder rundt omkring i verden.
Som der så rigtigt bliver sagt: ”Frihed er ikke noget, man får – frihed er noget, man ta’r!”
Fra de engelske suffragetter i starten af 1900-tallet til kvinder i Rwanda og FN’s kvindekonferencer får vi fortalt kvindeoprørets historie i en skøn pærevælling. Begivenhederne forsøges bundet sammen af en ubehjælpeligt tegnet rød tråd, der ligner noget, som er kreeret i Microsofts håbløse Paint-program.
Det samme kan siges om de iscenesatte billedsekvenser, hvor røde tekster kommer flyvende ind på lærredet – direkte fra 80’erne.
Men så begynder rødstrømperne at tale.
Om slumstormere, besættelser, politiske kampe, aktioner – og kvindelist. Som da forslaget om en ølejr bliver afvist af kulturministeren, og de handlekraftige kvinder passer kulturministeren op: ”Da havde vi aftalt, at hvis han afslår, så græder Karen, for hun kunne græde på kommando!”
Man aner det skælmske blik i øjnene på de gamle aktivister, der i modsætning til deres rygte ikke tager sig selv så pokkers højtideligt. Der er plads til smil og grin, og de mange talking heads er interessante at høre på.
Langsomt går det op for én, hvor stor en indflydelse disse søde og rare damer har haft på ens eget liv.
Instruktør Mette Knudsen kommer hele vejen rundt om de forskellige aspekter af kvindekampen fra fødsel til grav. Om barselsordninger og arbejdsliv, fri abort og fri forskning, ligeløn og ligeværd.
Arkivmaterialet minder os om, at det ikke er så forfærdeligt mange år siden, at den fremherskende holdning var, at kvinder hører til i hjemmet. Som eksempelvis i en debat mellem Suzanne Brøgger og psykiateren Thorkil Vanggaard, der tvivler på kvinders intellektuelle formåen.
Mette Knudsen fortæller også personligt om en abort, hvor hun ligesom datidens andre kvinder var nødsaget til at finde alternativer. På køkkengulvet hos en rengøringskone får hun sprøjtet sæbevand op i livmoren for at komme fostret til livs, men hun ender på hospitalet, hvor en sygeplejerske lugter lunten og hiver hende ned i vaskerummet om natten. Her må hun vandre omkring, indtil hun får fremprovokeret aborten.
I de personlige fortællinger ser vi de politiske ændringer, som man ofte tager for givet. Hvor tåbelige nogle af aktionerne end forekommer i dag, gav de umådeligt vigtige, politiske resultater, som ændrede Danmark radikalt.
Men rødstrømperne er gledet ud af historiebøgerne, og selve betegnelsen ”feminist” er blevet en forhadt ord i dagens Danmark. Rødstrømperne nedgøres og negligeres, og som kvinderne selv siger, er det en forfærdelig fornemmelse at blive lagt for had. Især undrer de sig over, hvorfor der ikke er unge kvinder, er taget kampen op.
Det er her, Vejen er lang for alvor kommer til sin ret. 70’ernes kvindesange er gedigne ørehængere, og man får helt lyst til at gå ud og råbe i gaderne og fortsætte kampen mod ulighed. Kom med, søster!
facebook
twitter
Kommentarer