Sidste gang Danmark gik i krig med flyvende faner og marcherende soldater på gammeldags vis, var i 1864.
Det gav os et nationalt traumatiserende nederlag, som på lang sigt forvandlede landets krigsministerium til et forsvarsministerium. Det gjorde den danske hær defensiv og Danmark til en beredt fæstning, som skulle holde ud, indtil hjælpen kom.
Men så skete der noget i 1990’erne.
Vi kommer aktivt med i Balkan-krigen efter Jugoslaviens sammenbrud. Da de to fly støder ind i Twin Towers den 11. september 2001 i New York, går der endnu mere hul på en dansk krigsengel.
Nu kommer Danmark i krig side om side med amerikanske og britiske soldater. Først i Irak siden i Afghanistan.
Det er denne moderne danske 30-års-krig, som DR’s Velkommen til frontlinjen skildrer i seks afsnit på en times tid hver. Det gør den mageløst ubehageligt, medrivende realistisk, modebydeligt vedkommende og mesterligt rørende.
Instruktøren Anders Riis-Hansen og hans medinstruktører, Laurits Nansen og Amalie Dally Hovøre, har orkestreret 300 timers materiale med et hav af medvirkende og dirrende billeder af de største kamphandlinger siden 1864.
Den retrospektive bondeanger er gennemgående. Hvad skulle vi dog på den galej?
I dag er vi klogere. Og med krigen i Ukraine er den danske hær igen mest til at forsvare eget territorie – ikke lege krigsherre fjernt fra Danmark.
Den dramatisk røde tråd i Velkommen til frontlinjen er major Anders Storrud, hvis officerskarriere fra hans kommunistiske hjem til opstigningen i graderne igennem alle tre krige vi følger.
Det er udlagt og fortalt af hans mor Liv Storrud, som gribende skildrer sønnens græske tragedie. En kæk og rap dansk Achilleus, hvis usårlighed holder brat op, da Taleban rammer hans hæl den 16. oktober 2007.
Vejsidebomber og miner bliver den moderne soldats mareridt og nederlag. Vejen til vor fejlslagne aktivistiske udenrigspolitik fortælles sideløbende af diverse soldater og officerer.
De bliver sat ind i tableauer og montager i en episk kronologi, som veksler med optagelser fra arkivet, klip af danske politikere, som forsvarer deres krigsgejst, samt generaler på sporet af den tabte krig.
Den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen er den tavse mand, som ikke vil kommentere sit heftige engagement på nationens vegne i amerikanske inventioner og invasioner.
Han skifter undervejs alibi for at gå i krig og virker velsmurt og målrettet som et fabriksnyt missil. Men serien kunne dog godt have fortalt om baggrunden for hans sindelag for danskere i kaki og kampvogn.
Nemlig Foghs revanchistiske og nationalistiske opfattelse af, at Danmark svigtede demokratiet ved ikke at forsvare sig heftigere den 9. april 1940. En holdning, som virker underligt anakronistisk, men ikke desto mindre er æg i ikke så få andre danske høges rede.
Fogh Rasmussen var ikke den eneste, som mente at have sendt Danmark ud i en nødvendig krig i Irak og siden Afghanistan. Men på den anden side står den standhaftige statsleder last og brast med sine fortidige valg. Men med tavshed.
Andre stemmer langt fra skriveborde og direktionsgange fortæller om krigerens omkostninger. Det at slå uskyldige ihjel, aldrig føle sig tryg og leve med døden konstant som sin nabo.
Vi får nok desværre aldrig en kommission om alle de nationalistiske motiver, den gustne statsraison og de realpolitiske rævekager, som tragisk gjorde Danmark til en krigsførende nation med drab på civile, tortur, destruktion og forråelse.
Moralen i Velkommen til frontlinjen er, at man ikke med vold og magt, hær, flåde og luftvåben kan indføre vestlige værdier og demokrati.
Men man kan måske i dette eksemplariske lærestykke om menneskelig dårskab se en vis optimisme, når en sejrende Taleban-kriger træder frem i en eller anden form for dialog med fjenden, den danske Jens. I modsætning til Anders Fogh Rasmussen.
Kommentarer