Biografanmeldelse
24. okt. 2024 | 10:12

Venom: The Last Dance

Foto | Columbia Pictures

Rumparasitten Venom er blevet forbavsende gode venner med mennesket Eddie (Tom Hardy), som den bor i og giver mørke superkræfter. 

Tredje film om en mand og hans overjordiske parasit er fyldt med slidte superheltekonventioner, men er også en bedårende road movie og en rørende flygtningefortælling med referencer til E.T.

Af Frederik Hoff

Sony Pictures’ første filmatisering af Marvel-tegneserien om manden Eddie og den menneskeædende rumparasit Venom, som giver ham superkræfter, er en kedelig og langtrukken affære.

Efterfølgeren Venom: Let There Be Carnage fra 2021 er en mere løssluppen og komisk vellykket film. Nu kommer så Venom: The Last Dance, somer sit helt eget bæst og rummer det bedste og værste ved superheltefilmgrenren anno 2024.

Vi starter med det værste i en sekvens, hvor Eddie og Venom er på ferie i Mexico. For at forstå, hvad der foregår, er man nødt til at kende detaljer fra flere af de Marvel-film, der laves af Sonys rival Disney, og til begrebet multiverser.

Med andre ord føles indledningen af den nyeste Venom-film lige så indspist som alle de andre superheltefilm, der stadig pølses ud i en evig og tiltagende selvoptaget spiral.

Man bliver træt bare ved synes af endnu en lysende dimensionsportal, men heldigvis er begyndelsen misvisende for resten af filmen.

Venom: The Last Dance viser sig at være en sært charmerende superheltefilm, forankret i jordbundne følelser, der bygger videre på forgængerens humor og lander et overraskende rørende sted.

Eddie og Venom kommer i problemer, da en skurk fra Venoms hjemplanet sender enorme, udødelige dræberøgler til jorden for at dræbe Venom og hans artsfælder. Som om det ikke var nok, får de to venner også myndighederne på nakken.

Det bliver til en underholdende road movie om venskabet mellem en mand og hans id, mellem Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

En salut skal lyde til Tom Hardy, der spiller både Eddie og Venom. I løbet af de tre film har de oparbejdet en øm og humoristisk kemi mellem sig, som når sit højdepunkt nu.

Venoms voldsomme trang til chokolade og menneskehoveder er stadig en faktor, men drifterne er nu så tøjlede, at den bryske alien er decideret bedårende selskab med sin barnlige umiddelbarhed.

Selvfølgelig er der også masser af generisk action-smadder, primært i mødet med kæmpeøglerne. De har trods alt det opfindsomme træk, at når de spiser folk, så sprøjter blodet ud af baghovedet på dem, som var de blodige græsslåmaskiner.

Den gakkede humor kammer over i en frustrerende dansescene, der lægger navn til filmen, og vi må også leve med et irriterende upbeat coverversion af David Bowies Space Oddity.

Men undervejs finder filmen et tematisk holdepunkt som flygtningefortælling.

Instruktøren Kelly Marcel, der også har skrevet samtlige Venom-film, kipper kækt med hatten til Steven Spielbergs E.T., der ligeledes handler om et menneskes forhold til en alien med ordensmagten efter sig.

Blandt andet stikker Eddie og Venom flere gange deres pegefingre sammen i homage.

Men E.T. go home, for Venom: The Last Dance går meget længere i sin udlændingemetafor.

Det viser sig nemlig, at den amerikanske stat har et underjordisk laboratorium, hvor de undersøger Venoms artsfæller. En chefforsker, spillet af Juno Temple, har sympati med rumvæsnerne, der har brug for beskyttelse fra det diktatoriske styre på hjemplaneten.

Stedet militære ansvarlige (Chiwetel Ejiofor) mener derimod, at rumvæsnerne ikke er flygtninge, men blot indvandrere, der vil blive boende på jorden permanent og – hører man ham næsten sige – stjæle vores job og ægtefæller.

Venom drømmer om at se frihedsgudinden, der i New York byder landets nye borgere velkommen, men nutidens USA er langtfra venligt stemt over for illegale immigranter (på engelsk: illegal aliens). Især når det drejer sig om en helt bogstavelig parasit.

Det sorte væsen kan transformere sig selv og Eddie om til hvad som helst, men han kan ikke tilpasse sig nok til at blive en integreret borger i USA eller på planeten Jorden.

Det hele munder ud i en forfriskende oprigtig og rørende slutning, hvor de store violiner spiller, uden at melodien opleves ironisk. En værdig afslutning på historien om Venom og Eddie, der bruger superheltegenrens storhed til at sige noget stort.

Men pludselig viser tidens superheltekonventioner sig igen fra værste side, for i den obligatoriske ekstrascene midt i rulleteksterne lægges der op til endnu en film.

I superhelteland skal der desværre altid være plads til mere, selv i en film, der decideret har ordet ”sidste” i titlen.

Trailer: Venom: The Last Dance

Kommentarer

Titel:
Venom: The Last Dance

Land:
USA

År:
2024

Instruktør:
Kelly Marcel

Manuskript:
Kelly Marcel

Medvirkende:
Tom Hardy, Juno Temple, Chiwetel Ejiofor, Rhys Ifans, Peggy Lu

Spilletid:
109 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
24. oktober

© Filmmagasinet Ekko