”Vi vil have vores fair andel!”

Dele af den kreative klasse, hvoraf mange i ungdommen selv skrålede med på Bob Dylans 1964-klassiker The Times They Are a-Changin’, er ramt af bekymring over et fremtidsscenarium på kønsfronten.

Det har professor i idrætshistorie Hans Bonde, assisteret af en erfaren statistiker og epidemiolog Torsten Skov, sat ord og grafer på i en velskrevet og gennemresearchet bog på 387 sider.

På omslaget står retfærdighedens gudinde, Justitia, med sværdet hævet og titlen: ”Vi vil have vores fair andel!” – på vej mod fifty-fifty-kulturen.

Det er os kvinder, der er titlens ”vi”.

Citatet tilskrives nemlig tyske Ursula von der Leyen, som i sin kampagne for at blive EU-kommissionsformand i 2019 agiterede for, at kommissionsposterne skulle besættes med 50 procent kvinder.

I dag er der elleve kvinder i en gruppe på 22 udvalgsformænd, mens otte ud af 14 næstformænd er kvinder. Altså to flere næstformandskvinder end næstformandsmænd, og her er vi ved kernen af Bonde og Skovs debatoplæg.

Med eksempel efter eksempel inden for prestigefyldte områder som film, forskning, kultur, kunst, erhvervsliv og politik med videre gennemgås, hvordan toneangivende, veluddannede feminister – applauderet af enkelte woke, mandlige beslutningstagere – kræver en favorisering af kvinder. I nogle tilfælde på kant med lovgivningen.

Fifty-fifty-nøglen
Da denne anmeldelse bringes i Ekko, lad mig så kort strejfe filmbranchen: I Filminstituttets direktion sidder for eksempel alene mænd, der støtter den såkaldte kønsselvangivelse. Den tilsigter ifølge Bonde en fifty-fifty-fordeling af kvinder og mænd i alle ansættelser.

Det er dog – med et Hans Bonde-citat – ”ikke deres egne stillinger, de ledende mænd sætter i spil, men derimod stillinger for mænd i det øvrige filmsystem lige fra skuespillere til producenter”.

En fotografassistents illustrative Facebook-opslag citeres: ”I fremtiden vil producenten sige til fotografen: ’Omkring dig står tre personer. Lysmester, grip og b-foto. Én af dem skal være kvinde.’ Der er meget få kvindelige lysmestre, der er ingen kvindelige grips, men der er mange, der vil kunne erstatte mig, så denne regel kommer til at tage livet af mig.”

Og fifty-fifty-nøglen, som en af konsulenterne arbejder efter, åbner tilmed for, at filmstøtten til kvinder, i manglen på et tilstrækkeligt antal kvindelige ansøgere, i et vist omfang uddeles til de samme kvindelige instruktører. Således har én kvindelig ansøger fået støtte til fire projekter på forskellige stadier, mens to andre hver har modtaget støtte til hver to projekter i udvikling.

Hans Bonde konkluderer derfor, at ”skønt Filminstituttet priser mangfoldighed, medfører dets fifty-fifty-støtte-principper altså mindre mangfoldighed”. Plus at særbehandling af kvinder ”hviler på en omfattende ’videnskabelig’ manipulation i den gode sags tjeneste”.

En kold tyrker
Jeg har været hele følelsesregistret igennem under læsning af Hans Bonde og Torsten Skovs bog.

Fra at tænke: Kvoter? Særbehandling? Bvadr! Kvinder skal naturligvis alene opnå chefposter og støttemidler på grund af deres kvalifikationer og ikke deres køn.

Over: Heller ikke efter vedtagelse af Ligestillingsloven i 1976 lever vi i den ideelle verden. Vi ambitiøse kvinder har ofte måttet overtage mænds spilleregler og er endt med at bruge deres lingo og attituder for at blive one of the guys.

Hørte vi ikke for nylig en moden, anerkendt kvindelig dokumentarfilmproducent citeret for at råde en ung medsøster på assistentniveau til, at hun måtte ”toughen up” i stedet for at lade sig intimidere af en selvfed prinseinstruktørs klamme bemærkninger?

Og har kvindelige chefer overhovedet vist sig at være hurtigere end deres mandlige kolleger til at tage affære i de myriader af krænkelsessager, der nu vælter ud af skabene? Matriarkatet er ikke en pind bedre end patriarkatet.

Til sluttelig at vende argumentationen på hovedet: Det er næppe retfærdigt, men briste eller bære, der er brug for en kold tyrker!

Stoppe tidevandet med en skovl
En del mennesker vil se deres uro for køns(u)balancen i den privilegerede del af samfundet forstærket i skæret fra Bonde og Skovs advarselslampe og elske bekræftelsen af deres værste anelser.

Men altså ikke jeg.

”Livet består af valg, der indebærer fravalg. Frihed er at have denne mulighed,” skriver Hans Bonde.

Det er rigtigt, men samfundets normativ er stadig maskulint i de besluttende lag. Næsten 100 procent, også mentalt.

Hans Bonde accepterer ikke den såkaldte ubevidste bias, som jeg tror, alle kvinder på et tidspunkt i deres liv har mærket. Så hvad der for år tilbage havde været en bombe i kønskampen, bliver i mine øjne lidt af en fuser her i 2020.

Timingen er forkert.

The Times They Are a-Changin’.

En denne gang mere kollektivt end individuelt inkluderende ligeværds- og ligeretsfølelse har slået rødder i fortroppen af de unge generationer, som skal bære vores samfund videre.

Det må og skal det indrettes efter.

Som Susanne Brøgger skrev i sin kronik i Politiken (5. oktober): ”En visionær feminisme, for mænd såvel som kvinder, vil i bund og grund altid være optimistisk, fordi tanken er, at verden kunne være anderledes. Ikke bare random anderledes, styret af autonome algoritmer, men forvandlet i forhold til køn, klima og race.”

Sorry, guys, der er no country for old men. At prøve at bremse den udvikling er som at ville stoppe tidevandet med en skovl og en spand.

Men tak Hans Bonde og Torsten Skov for at have skærpet min bevidsthed og fået mig til at ændre holdning. Måske kan vi blive enige om, at den dag, hvor alle piger, som bedst kan lide at klatre i træer, ikke bliver kaldt ”drengepiger”, men blot piger, som bedst kan lide at klatre i træer, den dag er vi ved at være i mål?