Serieanmeldelse
15. juli 2016 | 09:41

Vice Principals

Foto | hbonordic.com
Fjender bliver til venner, når de to viceinspektører Neal Gamby (Danny McBride) og Lee Russell (Walton Goggins) slår sig sammen om få chefen fyret.

Opfølgeren til Eastbound & Down er endnu en mørk komedieserie med usikre facademænd og en grænseoverskridende tone, som dog ikke når de helt samme højder.

Af Nicki Bruun

”Hun lugter sikkert af gennemkneppede røvhuller.”

De knap så pæne ord kommer ud af munden på viceinspektørerne Neal Gamby (Danny McBride) og Lee Russell (Walton Goggins), der arbejder på en high school i den amerikanske South Carolina. 

Ordene er møntet på kvinden, der fik det job, som de begge havde sat næsen op efter.

Derfor indgår de ellers naturlige ærkerivaler en uhellig alliance af et gennemført usympatisk projekt: At få den nye skoleleder Belinda Brown (Kimberly Hebert Gregory) fyret lige så hurtigt, som hun blev ansat.

I den proces lyder der ikke så få eder og forbandelser, og ovenstående beske replik hører faktisk til i den blødere ende af spektret. Komediefans vil hurtigt genkende den grænseoverskridende tone fra Eastbound & Down, som da også er det forrige hjertebarn af skaberne bag Vice Principals, Jody Hill og hovedrolleindehaveren Danny McBride.

Ligesom Eastbound & Down – der berettede sin antihelt-historie om Kenny Powers over fire forrygende, men korte sæsoner – er Vice Principals en lille, kompakt sag. Den kommer kun til at bestå af to sæsoner med hver ni afsnit, som alle blev optaget samtidig.

Det er en usædvanlig måde at producere tv-serier på, men det betyder også, at den får en meget klar struktur, der mere ligner en lang film. Således fungerer de seks afsnit (en tredjedel af serien), som anmeldere har fået lov til at se, som en første akt, der sætter scenen og slutter med det første vendepunkt, hvor alt ramler sammen, samtidig med at nye muligheder viser sig.

På det tidspunkt er man begyndt at fatte en sær form for sympati med ikke bare det usikre røvhul Neal Gamby, men også den psykopatiske Lee Russell. Den første er en simpel drengerøv, for hvem det sjovest tænkelige er at skide i et springvand. Samtidig vil han bare gerne have, at datteren ser op til ham i stedet for den seje motocross-stedfar, men det er svært, når hans sociale evner ikke engang rækker til at blive venner med kollegerne på skolen.

Anderledes socialt anlagt er den mere flamboyante Russell, som til gengæld ikke besidder en tøddel af Gambys skoleånd, men kun tænker på egen vinding.

Hver især skiller de sig lidt ud i seriens machounivers af pik- og pruttevittigheder, som man nok skal være særligt disponeret for. Personligt grinede jeg højt, da Gamby irriteret sagde følgende til sin eneste ”ven”, skolekokken Dayshaun (Sheaun McKinney): ”Hold op med at anklage mig for at bolle mænd i skoven!”

Men muligvis vil alle andre ikke helt se humoren i den sætning.

Der er selvfølgelig også den obligatoriske, romantiske udfordring. Gamby er vild med den attraktive unge lærer Amanda Snodgrass (Georgia King), men hans kærlighedserklæringer bliver afværget og lander i stedet utilsigtet hos den mere tilgængelige frøken Abbott (Edi Patterson), der efter et blowjob tørt bemærker: ”Nogen har spist jordbær.”

Seriens centrale duo er dog hade-bromancen mellem Gamby og Russell, som får troværdigt liv af Danny McBride og Walton Goggins’ skarpe spil. Hvad enten de fyrer platte linjer af om hinandens overskæg og slips eller bliver blæst på syre og pløkker hovedet af folk med fingerpistoler, er samspillet mellem dem herligt.

McBride har finpudset sin komiske shtick af overfusningshumor i Eastbound & Down og film som Pineapple Express og This Is the End. Han lægger ikke nye brikker til her, men hvorfor ændre noget, der fungerer? Til gengæld er det en fornøjelse at se Goggins – der har leget med det komiske i Tarantinos The Hateful Eight og især som den veltalende Boyd Crowder i serien Justified – give den fuld gas med tossehumoren. 

Det bliver desværre aldrig helt så absurd og hysterisk morsomt som i Eastbound & Down, men mindre kan også gøre det. Vice Principals er ikke bare et sjovt, men også sært menneskeligt bekendtskab om underlige mænd på sammenbruddets rand.

Trailer: Vice Principals

Kommentarer

Titel:
Vice Principals

Land:
USA 

År:
2016

Serieskabere:
Jody Hill, Danny McBride 

Medvirkende:
Danny McBride, Walton Goggins, Kimberly Hebert Gregory, Georgia King, Sheaun McKinney, Edi Patterson 

Spilletid:
Ni afsnit af 30 minutter 

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
18. juli på HBO Nordic

© Filmmagasinet Ekko