Det mandlige ego er en sær og skrøbelig størrelse.
Det kan få stolte familiefædre til at køre en bil med deres kære på afveje frem for at stoppe op og spørge om vej. Og det kan få unge brushaner til at prale med deres overdrevne seksuelle bedrifter, hvor tommelfingerreglen er at dividere antallet af partnere med tre.
Men det kan også gå meget mere voldsomt for sig. Det kan man se i anden sæson af komedieserien Vice Principals.
Her bliver den ene af titlens amoralske viceinspektører, Lee Russell (Walton Goggins), som i mellemtiden er blevet øverste chef på skolen, omsider fanget i sit spind af ondsindede løgne. Mens den anden, Neal Gamby (Danny McBride), prøver at opklare, hvem der forsøgte at myrde ham i slutningen af første sæson.
De to startede serien som ærkefjender, men slog sig succesfuldt sammen for at afsætte skolens nye rektor, den sorte kvinde Belinda Brown.
Vice Principals kan i anden sæson føles formålsløs efter Browns afgang. Indtil man forstår den politiske allegori bag jagten på magt, kontrol og hæder i en strøm af bandeord. Selv om serien blev optaget, før Donald Trump blev commander-in-chief i USA, er den et præcist billede på landets vrede, hvide mænd, der stemte på ham.
Seriens komiske offer er nemlig mænds stolthed, og angrebene på den turneres ofte skarpslebent. Eksempelvis lever Lee Russells kønsdelsfiksering stadig i bedste velgående, og den får faktisk en slags forklaring i anden sæson.
”Jeg får pikke i munden af lærerne og bliver bollet i røven af eleverne,” beskriver han udfordringerne som rektor.
Hvervet har dræbt hans popularitet blandt kollegerne, hvilket kommer til udtryk, da en karikaturtegning af ham med en mini-diller pludselig hænger på skolens væg.
Det er mere, end det skrøbelige ego kan tåle, og det bliver ikke bedre, da Lees mandhaftige søstre bogstavelig talt trækker bukserne af ham ved farens begravelse. Man forstår, at hans ondskab er født af et faderkompleks grundet manglende maskulinitet, men det gør ikke Lee sympatisk. Tværtimod.
Faktisk bliver han efterhånden selveste djævlen, om end han er en sølle én af slagsen.
Det går efterhånden op for hans smukke og elskelige kone Christine (Susan Park), hvis gode job sikrer den lille familie en behagelig hverdag.
Til sammenligning er Neal Gamby nærmere en falden engel.
Han har godhed i sig og prøver at gøre det rigtige, men usikkerhed, jalousi og stolthed spiller ind, når han hjælper en tidligere elev eller tager sin datter med på strandferie. Han lyver mere for at beskytte sig selv end for at bedrage sine medmennesker.
Han skubber selv den tiltrækkende lærer Amanda (Georgia King) væk. ”Held og lykke med at såre mine følelser,” siger han med stoisk mine og propper hjertet tilbage under jernskjorten, mens smerten funkler i øjenkrogen.
I stedet kæmper den voksne mand infantilt og morsomt for at blive ”den mest populære dreng i skolen”.
I forhold til, at Vice Principals fra start er lavet som en serie i to sæsoner med ni afsnit hver, er historien ikke specielt stramt fortalt.
Neal Gambys jagt på sin attentatmand går i glemmebogen i sæsonens første afsnit og genoptages først i det syvende, som er det sidste, denne anmelder har haft til rådighed. I øvrigt er man aldrig i tvivl om, hvem manden bag mordforsøget er (men man kan selvfølgelig blive overrasket i de sidste to afsnit).
Og så er atten afsnit nok også for mange for de fleste, hvis man hurtigt trættes af vulgære vittigheder. Den sproglige opfindsomhed er ikke lige så stor som i den åndsbeslægtede Eastbound & Down, som Danny McBride og Jody Hill lavede inden Vice Principals.
Men idéen med at blotlægge det mandlige ego i en tid, hvor kønsmønstre er i opbrud og en verden fuld af vrede, forvirrede mænd, er fremragende.
Kommentarer