Biografanmeldelse
13. nov. 2019 | 10:21

Victim of Love

Foto | Mathias Tegtmeier
Charly (Rudi Køhnke) mindes i blodrøde billeder kæresten Amy (Louise Cho), som han nu leder efter i et dystert København.

Historien kan slet ikke leve op til Rudi Køhnkes forrygende præstation i spillefilmdebut af populær Ekko Shortlist-instruktør.

Af Claus Nygaard Petersen

Badet i rødt med pulserende synthesizermusik står han og holder nænsomt, men bestemt om hende. Hendes hoved ligger på hans brystkasse som to elskende fanget i et favntag, de ikke vil eller tør forlade.

De hårde toner intensiveres, og skiftende billeder af knive og kroppe fylder lærredet – det minder lidt om introen til David Finchers The Girl with the Dragon Tattoo.

Manden er Charly. Han leder efter sin kæreste Amy (Louise Cho), som er forsvundet efter en ferie til København. Begge er amerikanere, men hans mor er dansk, så derfor taler han sproget flydende, selv om meget af filmen er på engelsk.

Han bor på det samme hotel, som kæresteparret gjorde, da de var på ferie i byen. Væggen på hans værelse er plastret til med billeder og oplysninger om hendes færden i bedste detektivstil.

Hans søgen begrænser sig dog kun til hotellet. De eneste gange, han rent faktisk forlader bygningen, er for at drikke sig sanseløs stiv på diverse barer og en enkelt stripklub i København – oftest badet i rødt.

Det er ikke, fordi spillefilmdebutanten Jesper Isaksens film mangler ambitioner eller teknisk kunnen. Instruktøren har tidligere lavet de populære Ekko Shortlist-gangsterdramaer No Exit og No Exit 2 – Rise Against, hvor hans fornemmelse for hårde genrefilm er åbenbar.

Til Victim of Love – aktuel på årets Cph Pix Weekend – har han skruet op for de æstetiske virkemidler i en sådan grad, at fotograf Mathias Tegtmeiers konstante brug af rødt og blåt lys tåler sammenligning med selveste Nicolas Winding Refns film og serier.

Peter Seebas lyddesign giver også et ordentligt smæk. Når Charly sidder og spiser morgenmad på hotellet og knækker sin croissant, begynder mundvandet næsten at løbe, så sprødt og delikat lyder det.

Kløgtigt nok bliver det sansebombardement, ørerne udsættes for, brugt til at vise, at amatørdetektiven har en til tider alternativ virkelighedsopfattelse. Kaffekoppen klirrer ubarmhjertigt mod underkoppen og skærer nærmest hul i trommehinden, og pinen står malet i hans ansigt.

Desværre forsvinder denne del, som filmen skrider frem, og den type inkonsekvens hæmmer mere end én gang filmen.

”Maybe I’m lost – I think,” filosoferer Charly halvsnøvlende til en stripper, mens grebet om vodkaflasken flagrer distraherende rundt afhængigt af klipningen.

Til gengæld hersker der ikke nogen tvivl om, at Rudi Køhnke er en exceptionelt god skuespiller. Ligegyldigt hvor outreret situationen bliver, leverer han replikkerne med en overbevisning sjældent set i film af den her kaliber.

En lille trækning under øjet, en diskret dirrende læbe og øjne fuldkomment sorte af raseri – alle hans krop- og ansigtsbevægelser er betagende, og ikke et af dem er spildt. Dette er i sandhed et studie skabt af en mand, som mestrer sin metier.

At Køhnke har givet alt, bliver tydeligt, da han på et tidspunkt står med armene ud til siden, mens flammer danser på dem. Han skriger lydløst ud mod publikum, og med posituren fremstår han som en dæmonisk Jesus – klar til at trække dig til Helvede.

Victim of Love lider imidlertid kraftigt under Jesper Isaksens alt for åbenlyse historie, hvor man kan regne den ”overraskende” slutning ud efter ti minutter. Læg dertil en myriade af ulogiske hændelser, som enkeltvis stilistisk er fede, men i den store helhed ikke giver megen mening.

Hvordan Charly lige pludselig har fået fingre i en stor amerikanerbil, er blot en af de ting, hvor man kradser sig i hovedbunden og forgæves prøver at finde den logiske sammenhæng.

Filmens sparsomme budget på 400.000 kroner viser sig også at være et handicap i forhold til ambitionsniveauet. De brutale udskejelser er underligt blodfattige, og danske barer og natklubber har tilsyneladende kun et klientel på lidt over en håndfuld personer.

Heldigvis stjæler dansk films ukronede gigant, Rudi Køhnke, ens opmærksomhed det meste af tiden. Iklædt Hawaii-skjorter bliver ønsket om at se ham udfolde talentet med en bedre historie mere og mere presserende, efterhånden som filmen skrider frem.

Trailer: Victim of Love

Kommentarer

Titel:
Victim of Love

Land:
Danmark

År:
2019

Instruktør:
Jesper Isaksen

Manuskript:
Jesper Isaksen

Medvirkende:
Rudi Køhnke, Siff Andersson, Louise Cho, Paw Terndrup, Jens Blegaa

Spilletid:
95 minutter

Premiere:
16. november på Cph Pix Weekend

© Filmmagasinet Ekko