Ingen personer i tv-serier kan vide sig sikre længere. Efter at Game of Thrones har myrdet flere af sine mest elskede hovedkarakterer, er hovedpersoner døde på stribe i andre serier.
Det mærkes især i Vikings, der på trods af at have sit helt eget mørke og barbariske udtryk nok er den serie, der minder mest om Game of Thrones.
I sidste sæson af Vikings døde Ragnar (Travis Fimmel), vikingekrigeren, der endte sin karriere som hele Skandinaviens konge. Nu har hans ekskone Agertha (Katheryn Winnick) og sønnerne taget over, men det betyder heldigvis ikke, at serien mister pusten.
Katheryn Winnick er nemlig stadig i topform som den smukke, men nådesløse vikingedronning, hvis største udfordring er den magtsyge Harald Finehair (Peter Franzén), som pønser på at vælte hende af tronen.
Det er vigtigt for en serie, der jævnligt dræber sine hovedkarakterer, at der bygges nye interessante karakterer op. Det gør Vikings uden problemer.
Harald er lumsk, men også elskværdig og nuanceret. Bag sit hårde og magtsyge ydre har han altid haft dameproblemer, og det er sådanne karaktertræk, der bryder med vikingeklichéen og gør ham menneskelig.
Ingen overstråler dog Ragnars yngste søn Ivar (Alex Høgh Andersen), der trods sin status som krøbling bogstavelig talt rejser sig og gør alt, hvad der står i hans magt for at blive vikingeherrens øverstbefalende.
Danske Alex Høgh Andersen spiller med en nuanceret og skræmmende uforudsigelighed rollen som den lidende unge og handicappede mand, der udvikler sig til at blive et sadistisk monster. Og det er naturligvis populært blandt datidens vikinger.
Med et brølende og blodigt ansigt braser han igennem de engelske styrker, der frygter den vanvittige viking helt ind til benet.
Kampscenerne i Vikings er klaustrofobiske, blodige og nærværende. Og serieskaber Michael Hirst glemmer aldrig, at de er en del af en historie, der skal fortælles.
Ivars nådesløshed understreges, når han hælder flydende guld i munden på en engelsk biskop. Og da storebroren Ubbe ser, hvordan alle de engelske soldater rædselsslagne stopper ved synet af den skrålende Ivar, fornemmer man tydeligt Ubbes bekymring over vikingeherrens lederskab.
Serien har gennemgående flirtet med et overnaturligt lag, som også lægger sig tungt over den nye sæson.
Efter at have mistet sit livs kærlighed sejler den religiøse Floki (Gustaf Skarsgård) bort, men rammer efter et kraftigt stormvejr Island. Her har ingen viking været før, og Floki er overbevist om, at han er havnet i Asgård.
En vulkan er i udbrud, da han ankommer, vandfaldene løber opad, og han ser flere glimt af guddommelige, men skumle skikkelser. I en scene ligger det til åben fortolkning, om Floki hallucinerer på grund af træthed og sult, eller om der virkelig er guddommelige kræfter på spil i seriens univers.
Kontrasten mellem vikingescenografien og seriens dunkle og pulserende elektroniske underlægningsmusik fremtryller eminent en barbarisk og oldnordisk stemning.
De vilde vikinger er dragende at følge, og seriens største problem er faktisk, at vikingerne aldrig rigtig har haft en værdig modstander.
Det prøver sæson fem at gøre noget ved med en mørk præsentation af lederen af den engelske hær, Bishop Heahmund, som spilles af Jonathan Rhys Meyers (ham den pæne fra Match Point).
Hysterisk kaster han sig igennem tjørnekrat for at straffe sig selv for sine synder, og det understreges tydeligt, at han er voldsomt opsat på at hævne mordet på den engelske kong Ecbert, som vikingerne dræbte i sidste sæson.
Sammen med Ecberts søn tager han kampen op mod vikingerne, men med deres velfriserede hår og fimsede rustninger føles det fra første færd, som om briterne har tabt kampen. Det er et problem for en dramaserie, der helst skal holde sin seer på dybt vand.
Men meget kan endnu ske i den nye sæson, som overtager en spændingskurve, der bliver ved med at gå opad.
facebook
twitter
Kommentarer