Vildheks

Filmatiseringen af Lene Kaaberbøls populære bog Skammerens datter pustede i 2015 atter liv i fantasy-genren i dansk familiefilm. 

Og mens vi i spænding venter på efterfølgeren, som har premiere i starten af 2019, har en anden Kaaberbøl-bogserie nu fundet vej til det store lærred. 

Kaspar Munk har med Vildheks-bøgerne som forlæg skabt en mørk og magisk fantasyfortælling om at turde være anderledes. 

Clara er næsten lige fyldt tolv år. Hun går i skole og ville ønske, at hun var ligesom de populære piger i klassen. Men hun kan mærke, at hun skiller sig ud. Hendes sanser er skærpet, og mystiske begivenheder begynder at finde sted. 

Under et tågefrembrud hører hun en fjern stemme. En sort kat bliver ved med at følge efter hende, og pludselig kan hun kommunikere med dyr. 

Moren kan ikke længere holde det skjult. Clara nedstammer fra en familie af stærke vildhekse – naturens vogtere. Det bliver starten på en farlig tid for Clara, hvor moster Isa må lære hende at kontrollere sine evner, inden de mørke kræfter – inkarneret af Kimæra – får fingre i hende. 

Når man hedder Lie Kaas til efternavn, er der unægteligt nogle forventninger at skulle leve op til. Men den debuterende Gerda Lie Kaas leverer en fin præstation som Clara.

Hun har en cool og tilbagelænet attitude, som er ret charmerende, og hendes flammende røde hår – krøllet og vildt – passer perfekt til figuren. 

Det minder én om den trodsige Pixar-prinsesse Merida i Modig. 

Knapt så heldige er scenerne med de smarte piger fra Claras klasse. Her bliver dialogen ret kunstig og indstuderet, og der går lidt folkeskoleteater i den. Heldigvis er det kun en lille del af filmen. 

Sonja Richter spiller som altid helt eminent. Hun tilfører den mystiske heksemoster Isa varme og har en rolig aura omkring sig. 

Fantasy-universet er magisk, mørkt og mystisk. Der er finurlige detaljer såsom mosterens eliksirdrik med tussegift og fluespyt eller aftensmåltidet, som indeholder brændenælder. Og der er den kreative scenografi med moster Isas skovtræhytte, som har mos på taget og planter i stuen. 

Gennem et effektivt lyddesign får vi fornemmelse af, hvordan Claras sanser skærpes, i takt med at hun lærer at mærke og lytte til naturen. Træets rødder knager og knirker, mens kriblende og kradsende dyrelyde skrues op i høj styrke. 

Moster Isas hytte er et slaraffenland for både vilde og tamme dyr. Man kunne frygte, at haner, bjørne, kaniner, grise og adskillige andre dyrearter ville resultere i det rene cirkus, men det bliver holdt på et helt passende niveau. 

Det er rigtig klædeligt for fortællingen, når Clara laver grimasser til den bundalvorlige og stirrende ugle, eller når husets hane tænder radioen og skifter mellem musikkanalerne. Erann DD var ikke helt hans smag. 

Fotograf Adam Wallensten leverer mange smukke billeder af den vilde natur. Tågefyldte bjerglandskaber, skovområder og klipper visualiserer den utæmmelige natur og dens stærke kræfter. 

Der er flotte kontraster. Mørket, den ustyrlige blæst og det knugende, kolde vinterlandskab, hvor de onde kræfter holder til, står over de varme solstråler, som rammer frodige, grønne blade hos Clara og familiens omgivelser. 

Vildheks føles dog en smule lang, og lidt over halvvejs inde, hvor Clara skal lære at bruge sine evner som naturens vogter, virker det, som om filmen vader rundt i det samme.

Der kunne også godt være en smule mere kød på heksen Kimæra (May Simón Lifschitz fra Sorte måne). Som inkarnationen af ondskab er hun dyster, men også ret anonym, og man kunne ønske, at der var gravet lidt dybere i hendes baggrund og motivation. 

Men Vildheks er en charmerende fortælling med en sød morale om at hvile i sig selv og være stolt over at skille sig ud. Så når familien skal på efterårsferiens obligatoriske biograftur, er Vildheks et godt bud.