Villads er lige til at putte i lommen. Den lille, rødhårede purk er både charmerende og et naturtalent på lærredet, og det sætter en streg under, hvor stor betydning skuespillet har i børnefilm.
Børnetalenter hænger selvfølgelig ikke på træerne, men med tanke på nogle af de seneste års danske børnefilm bør casting være største prioritet.
Luca Reinhardt Ben Coker, der personificerer den livlige Villads fra Anne Sofie Hammers populære børnebøger, fortjener en stor del af æren for filmen. Fordi han er troværdig, er filmen det også. Hans små venner er også topskønne.
Med sin sprudlende fantasi står Villads over for en kæmpe udfordring: 0. Klasse!
Han er kvik nok til at sætte sin skolelærer på plads ved at påpege, at Afrika er et kontinent og ikke et land. Men han har krudt i benene, som han helst hopper på, særligt på naboens trampolin, og så er han en dagdrømmer.
Det illustreres helt enkelt, når kameraet følger hans blik mod himlen, hvor skyggefulde blade bliver slørede. Mere skal der ikke til.
Filmens største svaghed er dens brudstykkeagtige fortælling. Rammen er Villads tilpasning til skolelivet med alt, hvad det indebærer af ildelugtende makrelmadder, dumme regler og kærestebreve. Men sammenhængen er frygteligt bumpet. Det føles ofte som ti-minutters børne-tv, der er sat sammen til én smøre.
Og så er det en smagssag, om man bryder sig om den akustiske trio, der som en trold af en æske står på gadehjørner og togstationer og synger om Villads i tide og utide.
Alligevel er det nemt at se gennem fingre med den hakkende fortælling, for filmen emmer af begejstring. Det skyldes måske, at Villads’ far (Frederik Meldal Nørgaard) og klasselærer (Kristian Ibler) spilles af henholdsvis instruktør og manuskriptforfatter med så meget overskud, at det må have smittet hele holdet.
Villads får tit skældud, men det er ret uretfærdigt. Han er nemlig ikke en møgunge, selv om nogle af de voksne tror, han er det. Han er bare drevet af sin legende nysgerrighed, og han minder meget om Astrid Lindgrens Emil fra Lønneberg.
Af samme grund føles Villads fra Valby lidt gammeldags. Det virker også bedaget, at ungerne render frem og tilbage hos hinanden på en idyllisk villavej i Valby, der kunne være taget ud af de oprindelige Min søsters børn-film fra 60’erne.
Derfor skærer det i øjnene, når Villads pludselig sidder med iPad eller iPhone. Men han vil da også hellere lege superhelt, redde prinsesse Frida eller bruge førnævnte iPhone som undervandskamera.
Villads’ formidable evne til at lege gør ham populær hos de andre børn. De kvitterer med sej loyalitet, når Villads’ klasselærer har set sig sur på ham og skælder ham ud.
Han er den kronisk dumme skolelærer, men han er det på en så forsmået måde, at det faktisk er sjovt. Det er kosteligt at se en voksen mand i rollespilsuniform, der uden hensyn tæsker på seksårige, fordi han vil vinde et slag mellem riddere og orker.
Villads fra Valby har et budget på seks millioner kroner og er den første film, der er finansieret af Filminstituttets nye lowbudgetpulje. Støtten på 3,6 millioner kroner er fint udnyttet.
Selv om pengene er færre end normalt, kan man jo godt gøre noget ekstra ud af kameravinklingen. Som de flotte, symmetriske billeder, når Villads og en kammerat går ned ad skoletrappen, så gelænderet står knivskarpt i midten og drengene nærmest er en spejling af hinanden. Der er også tænkt på, at de voksne ofte fotograferes fra barnlig øjenhøjde.
Villads fra Valby er ikke stor kunst, men filmhygge med store smilehuller.
Kommentarer