Vinterbrødre

Det er Peter Plaugborgs opspilede øjne i mørket, der først indikerer, at der er fare på færde.

Kalkarbejdernes pandelamper peger på ham. Dernede i minens mørke er det altafgørende at parere ordre. Plaugborgs sjakbajs Daniel siger det ikke for sjov. Hans øjne lyner, og hans mund nærmest spytter ordene ud.

”Hvad?” råber Emil (Elliott Crosset Hove).

De buldrende maskiner gør det umuligt at kommunikere. Den høje buldren er som et øresønderrivende faresignal. Og så kommer varslingssirenerne, der efterlader én i højeste alarmberedskab.

Pause, pust ud.

Emils kejtede smil fanges i en lyskegle. På magisk vis tryller han en flaske med hjemmebrændt frem i mørket. Sjakket hujer. For dem er alarmerne hverdag.

Emil har været i minen med sin bror Johan (Simon Sears) i fem-syv år. Ned, hakke kalk, op, vaske af. Han kender ikke rigtigt andet.

Indtil en dag, hvor der er én fra sjakket, der bliver alvorligt syg af Emils hjemmebryg, som han sælger for håndører. Og bossen finder ud af, at den uklare, brune eliksir består af kemikalier stjålet fra kalkbruddets kemikalierum.

Så er Emil pludselig isoleret inde i det isolerede samfund, der takket være Maria von Hausswolffs magnetiske fotografering får Faxe Kalkbrud til at ligne noget fra en anden planet.

Det intense, håndholdte kamera i minen leder tankerne hen til Sauls søn, hvor vi også mistede orienteringen og blev opslugt af infernoet. Og hver gang vi kommer op fra det mørkeste mørke, blændes vi af det hvidkalkede, sneklædte landskab.

Skønheden er underlagt det alarmberedskab, som kroppen bliver sat i fra starten af. Og sirenerne kommer tilbage, når man mindst venter det. Lars Halvorsens lyddesign er djævelsk manipulerende og gør nærmest fysisk ondt.

Men der er også mange smil undervejs.

For der er noget med ham Emil. De andre opfatter han som sær, og han er da også en følsom outsider i det hårde miljø. Han har drømme, han kan trylle.

Det eneste, vi hører om Emil og Johans forældre, er, da én fra sjakket kalder Emil for en ”fars dreng”. Emil bliver tvær. Han kan ikke være en fars dreng, når han ikke har nogen far (ironisk nok har Elliott Crosset Hove en scene i filmen, hvor han spiller over for sin egen far, Anders Hove).

Det er de små detaljer i Elliott Crosset Hoves spil, der gør forskellen. Som når han står og diskuterer med armene i siden – en styrkestilling. Men Crosset Hove tager lige armene ti centimeter længere op, og så ser det pludselig komisk ud. Han er som et barn, der imiterer en voksen uden at have forstået de sociale koder.

Emils socialisering har været via observation. Han har ikke haft nogen, som har kunnet forklare ham om verden. Med store øjne og halvåben mund suger han til sig, og han bliver arrig som et lille barn, hver gang han bliver misforstået.

Vi får et blik ind i en svigtet sjæl, da filmen på nærmest surrealistisk vis visualiserer Emils inderste ønske. Og det er måske i virkeligheden det, det hele handler om. For alle mennesker. Til enhver tid. Emil i fosterstilling, kiggende ind i øjnene på den pige, han elsker. ”Jeg vil elske og kneppe dig hele dagen, resten af mit liv,” siger hun.

Emil forestiller sig, at han er kæreste med nabopigen Anna (Victoria Carmen Sonne). Han kaster en snebold på hendes rude og stjæler hendes trusser. I en vidunderlig scene ser vi, hvordan Emil finder ud af, at Anna og broren har sex. Den bygges langsomt op, før Emil udstøder et brøl.

De ender i et voldsomt realistisk slagsmål, som er overbevisende, fordi volden konstant ligger på lur i det maskuline univers.

33-årige Hlynur Pálmasons debutspillefilm er på en gang abstrakt og jordnær på samme måde som hans filmskoleafgangsfilm En maler, der også har Elliott Crosset Hove i hovedrollen og i øvrigt kan ses på All Time Shortlist.

Vinterbrødre er båret af naturalismens fokus på menneskedyrets instinkter og sansninger. Men den bevæger sig også i en mere surrealistisk retning. Det genkommende kegleformede lys er nærmest at betragte som et kighul til maskulinitetens verden, som bastant formuleres i de militæriske instruktionsvideoer, Emil studerer. Man skal lære at være mand. Som en ægte soldat skal man kunne lade sit våben. Og Emil forsøger at lære. Den riffel, som han får fingre i, går han op i med liv og sjæl.

Det er overvældende stærkt, og så har jeg ikke engang fremhævet den kuldegysende scene, hvor bossen – sublimt-sadistisk spillet af Lars Mikkelsen – afhører og ydmyger Emil, eller scenen, hvor Peter Plaugborg har fantastisk monolog.

Hlynur Pálmason har formået at skabe et ufatteligt smukt univers omkring en enkelt mands ønske om at høre til. Hans artfilm-stil er unik, men nok så interessant formår han også at skrive og instruere mere traditionelle dialogscener, så de sidder i skabet. Og man kan nærmest se, hvor meget de intelligente nyder at arbejde med deres roller. 

Dét vidner om en stor instruktør in spe.