Det er få forfattere forundt af lave overgangen fra sin egen metier til filminstruktør så overbevisende som franske Philippe Claudel, da han i 2008 smed pennen, greb kameraet og med den overbevisende Jeg har elsket dig så længe på rekordtid etablerede sig som en allerede moden stemme i fransk film.
Siden er det dog gået lidt ned ad bakke for Claudel, der først i 2011 fulgte gennembrudsfilmen op med den ujævne, commedia all’italiana-inspirerede Tous les soleils, som forståeligt nok aldrig mødte et dansk publikum.
Men med sin nu tredje film, den stadig litterært betitlede Før vinterkulden, vender han tilbage ikke blot til de danske lærreder, men også til det fortættede psykodrama, som han overlegent pustede liv i med debuten.
Denne gang følger vi det ældre ægtepar Paul (Daniel Auteuil) og Lucie (Kristin Scott Thomas), hvis mangeårige samhørighed bliver sat på prøve, da Paul ud af det blå begynder at modtage blomsterbuketter fra en ukendt afsender.
Buketterne dukker både op på hospitalet, hvor Paul arbejder som kirurg, og hjemme i privaten, hvor Lucie ikke uden følelsesmæssig resignation slår tiden ihjel i haven og i det hele taget ser ud til at have forliget sig med Pauls mange og lange vagter.
Blomsterne sætter gang i noget for dem begge, men ikke som den katastrofale jalousi-eksplosion, som klichéen ville have foreskrevet. Som et umærkeligt omdrejningspunkt, ikke ulig historien om de mystiske videobånd, en anden familie modtager i Michael Hanekes Skjult, begynder en knugende paranoia i stedet at lægge sin uforudsigelige hånd på både Paul og Lucie – uden at de på noget tidspunkt gør antræk til at danne fælles front for at navigere i det.
Paul forsøger i stedet på egen hånd at finde ud af, hvem der mon ”terroriserer” ham, og Lucie kommer aldrig rigtigt til at give slip på følelsen af, at hendes mand har en hemmelig elsker, men samtidig har hun ekstremt svært ved at reagere på det.
Som en thriller i slowmotion – igen sammenlignelig med stilen i Hanekes Skjult – leder Pauls paranoia ham mod en tidligere patient (Leïla Bekhti), som han første gang møder på en café, og som han hurtigt finder ud af gemmer på mere end sine noble intentioner. Men om det så er hende, der er den egentlige afsender, bliver gradvist mindre og mindre vigtigt, parallelt med at Paul pludselig må se sig selv på udebane langt fra ægteskabets sikre ramme og med det også i en situation, der udefra ligner noget ganske andet, end det i realiteten er.
Mere om handlingen skal ikke afsløres her, men som i debuten formår Claudel at skildre noget så hverdagsligt (og hverdagsligt kedeligt) som et ægteskab i unødig tomgang til at udfolde sig med samme spænding som den god thriller. Og det på trods af, at Før vinterkulden forløber med samme hastighed som en golfturnering på et plejehjem.
Og netop den sikkerhed i instruktionen er en sjældenhed for en instruktør, der både mestrer den intrikate historie og formår at finde sin helt egen måde at formidle den på rent filmisk.
De tre hovedskuespillere, Auteil, Scott Thomas og Bekhti, glimrer både i samspillet og hver for sig med overbevisende portrætter af karakterer, der på forskellig vis kæmper en gevaldig indre kamp.
Det føles derfor også som malurt i bægeret, i hvert fald hos denne anmelder, at Claudel enkelte gange forlader det stille drama for i stedet at svinge sig op på de helt høje nagler. Som da en luder begynder at græde som pisket over at få stukket en indspilning af Puccinis klassiske opera La Bohème, der også løber som filmens slet skjulte ledemotiv, i hånden.
Det ekstra melodrama virker unødigt i en film, der ellers elegant formår at forløse sin fortælling med en nervepirrende forankring i det nære.
Kommentarer