Vintersøvn

Som al stor kunst er Vintersøvn pragtfuldt uperfekt – mest fordi den vil uhyre mange ting på samme tid.

Først og fremmest er den et mesterligt karakterstudie centreret om en tilsyneladende sympatisk, finkulturel teaterskuespiller, der på sine pensionerede dage driver et hotel i den tyrkiske region Kappadokien – og som gradvist bekender kulør som en overfladisk, manipulerende egoist og kujon.

Men som andre titler i Nuri Bilge Ceylans oeuvre håndterer Vintersøvn også fejlslagne ægteskaber, og hvordan par på besynderlig, masochistisk vis kan bruge mere energi på at destruere et forhold, end de gjorde på at opbygge det.

Filmen handler om tilstanden i Tyrkiet og undersøger den fromme land-arbejderklasses simrende afsky for de velbjergede, vestlige storbyrotter i Istanbul på en måde, der vil tale til det tyrkiske publikum i Erdogan-æraen.

Den handler om risikoen ved at være filantrop i sådant et samfund. Og den handler om den kulturelle overklasse, der diskuterer etik i et moralsk tomrum og bruger god smag som et røgslør til at forstærke deres hegemoni.

Den handler om at sælge facader – om Kappadokiens turist-image og en skuespiller, der altid spiller skuespil. Og den handler om landskabet – de storslåede, anatolske vidder, som i Ceylans film altid både er et grandiost mysterium og en påmindelse om menneskets utilstrækkelighed.

Vintersøvn er alt dette og mere.

Derfor er det måske ikke overraskende, at den varer over tre timer, og at alle handlingstråde ikke vækker lige megen genklang. Da jeg kom ud af biografen, var jeg fascineret, stimuleret, men ikke helt tilfredsstillet – indtil jeg indså, at den vidtløftige struktur, som havde generet mig, var essentiel for filmen.

Dette er Ceylans mest Tjekhov’ske film til dato. Og som i Onkel Vanja – der giver genlyd her mere end én gang – ligger filmens genialitet begravet i tilsyneladende ubetydelige detaljer.

For eksempel i to beslægtede scener, hvor hovedpersonen hr. Aydin (Haluk Bilginer) skændes først med sin forbitrede, nyskilte søster (Demet Akbag) og senere med sin unge, ulykkelige kone (Melisa Sözen). Her er personernes placering lige så vigtig, som hvad de siger.

Søsteren ligger mat udstrakt på en chaiselong bag ved den bror, hun afskyr. Hun affyrer bitre kommentarer mod hans ryg, mens han sidder foran sin laptop og forsøger at skrive en pompøs klumme til den lokale avis, Steppernes stemme. Indtrykket er to monologer, der krydser forbi hinanden.

Senere sidder konen foran et sminkebord og vender sig mod sin mand, der synes uden empati. Men spejlbilledet, hvor hendes ansigt vender hun sig bort fra ham, antyder, at en vigtig del af hende allerede er på vej væk.

Ægteskabelige stridigheder og blokeret kommunikation i et sneklædt landskab – det lægger an til en reprise af Distant, der er Ceylans mest Bergman’ske film. Men i Vintersøvn hersker en rigdom, som manglede i det herligt dybfrosne kammerspil fra 2002.

Den mere symfoniske kvalitet leveres til dels af en sidehistorie, der er så fremtrædende, at det næsten bliver hovedplottet: En lille dreng fra den lokale landsby kaster i starten af filmen en sten mod Aydins bil og smadrer forruden.

Stenkasteren viser sig at være søn af en familie, som lejer et hus af Aydin. Familien er bagud med lejen, mens Aydins hyrede pengeopkrævere har beslaglagt deres fjernsyn – og sønnens drengestreg er hævngerningen. At hans far er en doven, men stolt drukkenbolt og hans onkel en smiskende, hyklerisk imam, der vil have drengen til at sige undskyld, leder til filmens mest dramatiske øjeblik.

Men handlingstråden spiller subtilt sammen med spændingerne hjemme på Hotel Othello – et navn, som rammer Aydins skuespiller-prætentioner og hans trang til at dominere sin unge, smukke kone på kornet.

Hustruens trøst i dette pittoreske, men kvælende vinter-fængsel er at dele ud af den rigdom, som hun aldrig har ønsket. Og sagen om drengen og hans uheldige familie ligner en kærkommen mulighed. Hvis bare det var så let.

Med mesterlig klipning og fotografering i et bredt format, der paradoksalt bliver klaustrofobiens instrument, er Vintersøvn en respektindgydende præstation. I selskab med Once Upon a Time in Anatolia fra 2011 er den Ceylans rigeste og mest nuancerede film nogensinde.