Sex, drugs and rock’n’roll. Den velkendte kliché kommer stærkt underholdende til live i den nye HBO-dramaserie Vinyl.
Som titlen antyder, er vi tilbage i vinylpladens stormagtsdage, dengang lp’en var det altdominerende musikmedie, og rockstjernerne var de dagsordensættende figurer inden for populærkulturen. Og det i en grad, så ikke engang tidens hotteste film- og tv-stjerner kunne gøre dem rangen stridig.
Bag musikken og stjernerne stod naturligvis nogle bagmænd, og det er en af dem, vi følger på tæt hold i Vinyl.
Det drejer sig om Richie Finestra (Bobby Cannavale), som er ejer og leder af det fiktive pladeselskab American Century. Han har selv skabt selskabet fra bunden, og i løbet af et par årtier har det vokset sig stort. Richie presses dog hårdt af konkurrenter som Polydor og Atlantic Records, og måske er et økonomisk sammenbrud slet ikke utænkeligt.
Serien tager udgangspunkt i New York og begynder i 1973, hvor Richie vil kickstarte sit selskab med fede, nyskabende kunstnere, men samtidig er han åben for at sælge hele molevitten til højestbydende. Alt imens han prøver på at lokke selveste Led Zeppelin over i sin fold.Richie vil i det hele taget ret meget.
Rundt om ham møder vi et hav af bipersoner (deriblandt hans kones veninde, spillet af danske Birgitte Hjort Sørensen i en ganske kort scene, der dog varsler om mere), som skaber en lang række interessante sidehistorier. De kan udvikle sig i flere retninger, hvis man skal dømme efter det to timer lange pilotafsnit (som i øvrigt er intet mindre end mesterligt instrueret af seriens producer Martin Scorsese).
Et engelsk proto-punkband dukker op og udfordrer lokale rockfans såvel som kolleger. Pladeselskabets mange A&R-medarbejdere konkurrerer indædt indbyrdes, Richies håndgangne mænd svindler med salgstallene ved at dumpe usolgte albummer i havnen i nattens mulmog mørke. Og radiostationerne har man som det naturligste i verden megalomane gangstertyper til at bestikke og afpresse.
Stoffer i alle former købes i sportstaskemængder og opbevares i skrivebordsskufferne på hovedkontoret. Der bliver fløjet i privatfly, holdt forretningsmøder til sexfester, myrdet en vigtig person på grotesk manér og selvfølgelig hørt og spillet en hel masse musik.
Seriens hovedforfatter er den prisbelæssede tv-sværvægter Terence Winter, som har skrevet manus til både The Sopranos og Boardwalk Empire. Også denne gang ser han ud til at mestre ensembledramaet eminent.
Seriens production value er ikke overraskende skyhøj. Der er kræset for hver eneste detalje i den overvældende gennemførte 70’er-æstetik.
Hvis man er musikelsker, er nørdfaktoren kæmpehøj i Vinyl. En række korte, drømmeagtige musiksekvenser med klassiske sange fra 60’erne og 70’erne er lagt ind som overgange mellem nogle af scenerne, og musikken får flere gange lov til at styre løjerne. Som når New York Dolls bogstavelig talt fyrer den så meget af på scenen, at de får en hel bygning til at styrte i grus i en mageløs, allegorisk rockhyldest-koncert.
Jeg genkendte fed musik af blandt andre Otis Redding, Chris Kenner, Savoy Brown, Foghat, The Meters, Rare Earth, James Brown, Black Sabbath, Led Zeppelin og New York Dolls.
1970’ernes New York er et prægtigt miljø, som man kun kan undre sig over er så relativt uopdyrket land på tv-serie-fronten. Men med Vinyl er vi i hvert fald mange, der kommer til at følge excesserne på nært hold, når musikbranchens raske drenge og piger giver den hele armen og lidt af benet. Der er nemlig lagt op til psykologisk fordybelse og ikke bare et lækkert periodedrama.
Kommentarer