Violette

Det skorter ikke på drama i den relativt ukendte Violette Leducs liv. Ulykkelig kærlighed, elektrochokbehandling, abort, selvmordsforsøg og sortbørshandel.

Læg dertil en omgangskreds bestående af Simone de Beauvoir, Albert Camus og Jean-Paul Sartre, og man forstår, hvorfor instruktør Martin Provost har kastet sig over Leducs livshistorie.

Det lugter simpelthen af drama.

Violette Leduc (Emmanuelle Devos) er en frivol og temperamentsfuld dame, evigt besat af kærlighed. Leduc er for meget, for voldsom og bærer ingen af de dyder, som efterkrigstidens Frankrig anser som klassisk feminine. Hun kæmper sig ind på sortbørsmarkedet på lige fod med mændene, og får en hel lille forretning op at køre.

Samtidig er hun håbløst forelsket i den homoseksuelle forfatter Maurice Sachs. Han når at opfordre Violette til at begynde at skrive, inden han flygter fra hendes opslidende kærlighed.

Og skrive, dét kan hun.

Devos’ voice-over leverer gennem filmen bidder fra Violette Leducs forfatterskab, som er så skarpe og hjertegribende, at man får lyst til at dykke ned i Leducs romaner. Den første bid, vi får serveret, er fra debutromanen L’Asphyxie (1946), som betyder ”kvælning” og starter med ordene: ”Min mor holdt mig aldrig i hånden.”

Så enkelt og dog så smerteligt kan et forhold til en mor, der ikke vil have én, beskrives.

L’Asphyxie bliver starten på forholdet til Simone de Beauvoir (fremragende portrætteret af Sandrine Kiberlain), som ikke er sen til at se kvaliteterne i den iltre Leducs personlige beretninger. Beauvoir giver bogen videre til Albert Camus, som får den udgivet på det prestigefyldte forlag Gallimard.

Men alt imens kølige Beauvoir kun kan se Leducs kvaliteter som forfatter, udvikler Leduc en altopslugende, lidenskabelig besættelse af Beauvoir, der er tæt på at tage livet af den kærlighedshungrende kvinde.

Problemet er bare, at den feministiske fandenivoldskhed, den utæmmelige kærlighed og de vilde følelser ikke kommer til syne på lærredet. Provost har valgt at inddele Violette i syv titelbårne afsnit, som trækker al tempo ud af fortællingen.

Dertil kommer, at der ikke er mange krumspring i Yves Capes kameraføring, som ellers også stod bag Leos Carax’ mesterlige Holy Motors.

I Violette forsøger Cape at ramme et pittoresk Frankrig i 1950’erne, men billederne betager kun ganske få gange, mens de for det meste er grænsende til det kedelige. Særligt de første sekvenser i landlig idyl sætter gang i gaberefleksen.

Bedre bliver det nu i de parisiske omgivelser, men stilen understøtter ikke fortællingen. I stedet skaber den en alt for pæn og nydelig modsætning til det vilde væsen Violette. Og selvom det sikkert er en pointe at udstille, hvor anderledes Violette er i forhold til det omkringliggende miljø, ender det med, at også tilskueren tager afstand fra hende.

Violette Leduc reduceres kort og godt til en hulkende hystade, som man allerede halvvejs inde i den to timer og tyve minutter lange film er godt træt af at være i selskab med.

Al den saft og kraft, som hendes forfatterskab tydeligvis flyder over med, og al hendes kvindelige power, er væk. Tilbage står en hjælpeløs, selvmedlidende kvinde, som tvinger folk til at elske hende, alt imens hun ikke forstår, hvorfor både mænd og kvinder flygter fra hende.

Omdrejningspunktet er forholdet til Beauvoir, men Provost begår den klassiske biopic-fejl ikke at forvalte det historiske materiale med hård nok hånd. For mange ligegyldige begivenheder og personager stjæler tid fra det centrale forhold, som på trods af den lange spilletid aldrig for alvor når at blive udfoldet.

Tilbage står en hæderlig biografisk film, der med Leducs skæbne in mente kunne have været blevet til meget mere. Heldigvis nåede Leduc at udgive ti bøger inden sin død, så der er rig mulighed for at lære den passionerede forfatterinde at kende på anden vis.