Violinisten

”Der findes ikke to ord i det engelske sprog, der er mere skadelige end good job,” betror den sadistiske jazzdirigent Fletcher til sin tidligere elev Andrew i Whiplash.

Fletcher er besat af den romantiske drøm om, at det kun er gennem overskridelse af menneskets grænser og intens lidelse, at geniet når frem til det sublime kunstneriske udtryk.

I en tidlig scene i finske Violinisten får den unge violiniststuderende Antti lov at prøve sin lærers legendariske Stradivarius-violin. Læreren er den verdensberømte Karin Nordström, hvis karriere kort forinden er blevet smadret i en bilulykke, og hun har nu, mere af lyst end af nød, ladet sig degradere til underviser.

Da Antti lægger violinen tilbage på bordet, siger Karin: ”Den er meget romantisk.” Hvortil han svarer: ”Synes du ikke, den er for romantisk?”

Kommentaren synes ikke kun rettet mod violinen, men også mod den romantiske aura, som indhyller mange kunstnerportrætter, og som Fletchers ord spydigt opsummerer. Tænk blot på pianisten David Helfgotts psykiske kamp i Shine eller Mozart, som dikterer sit requiem fra dødssengen i Amadeus – en scene, som Karin senere direkte hentyder til.

Violinisten lægger afstand til den romantiske myte, men kan alligevel ikke helt løsrive sig fra den. Karin er desperat, da hun indser, at hendes hånd er endegyldigt ødelagt, og hun ikke længere selv kan svøbe sig i kunstnerens ophøjede aura.

Hun bliver betaget af Antti, men det bliver snart klart, at betagelsen ikke kun gælder hans talent. Den er også seksuel.

Da Karins gamle kollega, dirigenten Björn Darren (Kim Bodnia), står og mangler en violinist til fremførelsen af Mendelssohns violinkoncert, benytter hun sin magt til at få Antti frem i første række.

Filmen starter forrygende. Med overlegen stilistisk bevidsthed svæver kameraet frem og tilbage mellem Karin og Björn i, hvad der skal blive deres sidste koncert sammen.

Ulykken og det efterfølgende traume er fyldt med intense nærbilleder, dristige spring i tid og skurrende lydflader. Da hun forsøger at spille igen, viderebringer de ødelagte fingres febrilske kamp langs violinens hals den kvælende desperation, Karin føler over at have mistet sin kunstneriske stemme. Man kunne næsten forledes til at tro, at det var en film signeret af norske Joachim Trier.

Men efterhånden som Karins betagelse af Antti vokser, sker det modsatte for filmoplevelsen. Filmens indre landskab af følelsesmæssig kakofoni erstattes af et lidt for langt og forudsigeligt ydre drama, der savner indledningens filmiske nysgerrighed og intensitet.

Problemet ligger først og fremmest i, at filmen har svært ved at vælge, om det er Karin eller Anttis kamp, som skal bære den sidste halvdel af filmen.

Det er bestemt et modigt træk, at den spalter sit fokus mellem de to karakterer. Men Antti er for flad og unuanceret til, at man engagerer sig i hans kunstneriske kamp, mens Karin står fortvivlet som observatør til dramaet mellem Antti og Björn. En musikalsk tvekamp, der med Bodnia som en tordnende maestro bringer tankerne hen på Whiplash, men aldrig er nær så intens.

Det er befriende, at Violinisten ikke forsøger at mytologisere kunstneren.

Den gør ikke Mendelssohns violinkoncert til en kunstnerisk bjergtinde, som kun geniet kan bestige. Og den gør aldrig Antti til mere end en talentfuld violinist, som stadig er i gang med at finde sin egen kunstneriske stemme.

Men selv finder Violinisten aldrig frem til et menneskeligt drama stærkt nok til at erstatte kunstnermyten. Det er en film båret af professionelt håndværk, et good job, som desværre aldrig helt indfrier det kunstneriske potentiale, der antydes i indledningen.