Vitello

En fjernstyret helikopter med en telefon klistret på undersiden filmer et parcelhuskvarter fra oven, imens børnene kigger forundret på den hjemmelavede drone.

Som en moderne Emil fra Lønneberg giver vildbassen Vitello sin mor grå hår. Det er jo hendes dyre smartphone, der svæver igennem luften.

Men hvor Astrid Lindgrens berømte ballademager blev låst inde i skuret som straf, får Vitello højst en opsang, når han gør noget forkert.

Igennem hans øjne oplever vi barndommens naivitet og nysgerrighed anno 2018.

Her leger børnene zombier i stedet for cowboy og indianere, imens de undrer sig over, hvorfor voksne mon ryger, hvorfor der kun er en slikdag om ugen og hvorfor man ikke må tage tøjet på baglæns.

Den debuterende spillefilminstruktør hedder Dorte Bengtson, og trofaste Ekko-læsere vil huske hendes drømmeagtige afgangsfilm fra Filmskolen, Sylfidden, som vi udgav på dvd #6 i 2008. Her kommer en stille pige ufrivilligt mere og mere til at ligne sin temperamentsfulde mor, der pustes op og letter fra jorden, når hun bliver vred.

Også i Vitello ser vi et barn, der ikke helt kan forstå sin storrygende mor. Alle hans venner snakker om deres fædre. Men det eneste, hans mor vil fortælle, er, at faren er italiener, med hang til tatoveringer og damer. Og så kalder hun ham for en sjuft.

Det er en genistreg og lille hilsen til en generation af forældre, som voksede op med Den eneste ene (1999), at den folkekære Sidse Babett Knudsen lægger stemme til Vitellos mor.

I Susanne Biers romantiske komedie spiller hun nemlig en gravid kvinde, der er ved at gå fra sin utro, italienske kæreste, som veninden Stella kalder for en sjuft.

Selv om Vitello er en børnefilm, er den fyldt med sjove indslag til de voksne. Som når den faderløse spilopmager med det kulsorte hår går op til fremmede, intetanende mænd og til deres skræk kalder dem for far.

”Jeg har haft en virkelig klam dag,” siger Vitello tomatrød i hovedet. Han kommer nemlig hjem efter sit første møde med den snusfornuftige Kamma, der gerne vil være hans kæreste.

Hun synes ikke, at det er specielt klamt at kysse. Men det synes Vitello. I hvert fald til at starte med, inden hun i en scene – som på en og samme tid er tankevækkende og morsom – bestikker ham med chokoladekiks. Før han aner det, bliver de to uadskillelige.

Imellem filmens mange muntre øjeblikke viser den også moderne familiemønstre set med et barns øjne. Et barn, der ikke vil acceptere hvem som helst som sin papfar.

”Jeg har skam også været dreng engang,” siger morens nye kæreste Gregers med mild stemme og forsvarer en af Vitellos talrige drengestreger.

Men drengen er som altid klar med en spydig kommentar, som han håber, vil skræmme manden væk. Han kigger forbavset på Gregers’ skaldede isse og svarer: ”Det må godt nok være længe siden.”

Handlingen får lov til at udfolde sig i sit eget tempo, der minder om højtlæsning i stil med andre filmatiseringer af børnebøger som Mit liv som Squash og tegnefilmene om Alfons Åberg.

Det er som at gå en tur igennem en børnebog, når man ser Vitello. Tilsat et naivistisk visuelt udtryk, som mange børn og forældre kender fra filmens populære forlæg af Kim Fupz Aakeson, er det en fornøjelse at se det forunderlige univers blive vækket til live.

Det trækker i smilebåndet igennem hele filmen, når den lille, nysgerrige dreng med uro i sindet konstant jokker i spinaten. Som når han kommer til at ridse i lakken på en bil i et forsøg på gøre en god gerning. Han ville jo bare vaske en fugleklat væk.

Med charme, humor og en god portion barnlig fantasi viser filmen, at der på trods af alle drengestregerne bor en venlig sjæl inderst inde i Vitello. Han vil bare have det sjovt, imens han gradvis lærer at navigere i en verden, som han endnu er for ung til at forstå.