Vivarium

Unge Tom og Gemma er på udkig efter et perfekt hjem. En sær ejendomsmægler med et nærmest uvirkeligt smil tager dem med til en ny, mystisk bydel ved navn Yonders.

Både ejendomsmæglerens opførsel og stedet får de vordende husejere til at skynde sig væk. 

Men da de forsøger at forlade det labyrintiske beboelsesområde, kører de i ring. De kan ikke komme væk. Efter 24 desperate timer, hvor de sågar har brændt et hus ned for at skabe røgslør, modtager de en pakke med en baby i.

På pakken står der: ”Opfostre barnet og bliv frigivet!”

Et vivarium er direkte oversat ”et sted til liv”, men forstås som et lukket og isoleret område, hvor dyr og planter kan leve under observation til forskning.

Og Vivarium – delvis dansk produceret og med lyd og musik af Kristian Eidnes Andersen – føles da også som et syret eksperiment. Filmen handler om vores forestillinger om det perfekte liv, og den irske instruktør Lorcan Finnegan går til emnet med en foruroligende satire. Filmen er en allegori sat på spidsen over villa, vovse og Volvo.

Vi har ofte set emnet behandlet i socialrealisme, men Finnegan kører handlingen helt derud, hvor det bliver en blanding af science fiction og psykologisk thriller.

Finnegan og manuskriptforfatteren Garret Shanley trækker givetvis på en inspiration fra The Twillight Zone. Den amerikanske fantasy-sci-fi-horror-serie, der startede i 1959, havde også et afsnit, hvor en hel landsby blev afskåret fra resten af verden for siden at blive terroriseret af et gudelignende barn.

På lignende vis er Vivarium et gådefuldt værk, der efterlader flere spørgsmål end svar.

Hvem er ejendomsmægleren egentlig? Hvad er det for en verden, parret er havnet i? Hvis det er et vivarium, er det så os bag skærmen, der skal observere dem?

Men går man med på allegorien, vil man opleve både humor og skræk, visuel opfindsomhed og absurde idéer, der efterlader én et ubehageligt sted.

Som da barnet i syvårsalderen står i Tom og Gemmas soveværelse. Han venter pænt og velopdragent. Billedet skifter til to trætte forældre. Pludselig begynder drengen at skrige, og lyden trænger igennem marv og ben. Faren stikker langefingeren i vejret og siger: ”Klamme, lille mutant.”

Eller når barnet går rundt og imiterer parret. Det er underholdende og skræmmende på samme tid. Og det er grotesk, når Tom forsøger at grave sig ud, indtil han støder på et lig. De forrige beboere?

Vanviddet blandes indimellem med en forløsende humor, ikke mindst takket være Jesse Eisenberg i rollen som Tom. Skuespilleren er perfekt med sit arkaiske, trætte ansigtsudtryk som utilfreds forstadsfar. Men også Imogen Poots som Gemma er overbevisende med sine skift mellem glæde og rædsel, omsorg og sorg.

Tankeeksperimenter er interessante, hvis de formår at finde en balance mellem det forvredne og virkelige. Der er heldigvis kun få øjeblikke i Vivarium, hvor det kammer over med flerdimensionelle verdener. Filmskaberne formår for det meste at holde tungen lige i munden og navigere fortællingen gennem den forunderlige verden.

Men eksperimentet pirker også til et såre menneskeligt tabu: forældreskabets pestilens. Hvor mange har egentlig betragtet deres børn med et så fortrydeligt blik? Måske flere end man tror.