Jeg kan ikke blive enig med mig selv: Er The Voices Norman Bates’ historie op til Psycho, eller er det hans historie efter løsladelsen for god opførsel?
At hovedpersonen Jerry i The Voices på det nærmeste er Norman Bates fra Hitchcocks film, synes til gengæld indlysende, og i denne rolle har Ryan Reynolds den samme charmerende omgang med dialogen og den samme besnærelse i kvinderne.
De er begge mordere – seriemordere! – og de er begge skidesøde. De er ikke som morder-kollegaen Dexter i tv-serien Dexter, for han er rå og ublinkende og hele tiden medvidende om, hvad han gør, selv om de selvfølgelig alle tre har drabene tilfælles.
The Voices er et orgie i manisk farvekoordinerede rædsler – som var det Hollywoods showman nummer ét, Vincente Minnelli, der med den australske postmodernist Baz Luhrmann som mellemmand havde lavet et barn på Michel Gondry eller Jean-Pierre Jeunet. Det føles som netop Jeunets Den fabelagtige Amélie fra Montmartre i en kinddans med Motorsavsmassakren.
Med andre ord: The Voices er en vild film, hæmningsløs, selv- nydende og langt hen ad vejen virkelig vellykket.
Jerry er blevet ansat på en hvidevarefabrik i Midtvesten med løntilskud fra det offentlige. Han er ude på prøve fra en psykiatrisk afdeling, og alt er fint, hvis bare han husker at tage sin medicin.
Han møder en britisk pige, han bliver betaget af, og som ved et uheld løber ind i hans køkkenkniv. Og for at hendes meget talende afskårne hoved skal have selskab i køleskabet, fortsætter han – ansporet af sine talende husdyr, den modbydelige kat og den godmodige hund – med at myrde.
Han er den sidste, nogen mistænker, for han er altså ret sød. Og lidt stakkels. Og ja, han glemmer at tage sin medicin. Han synes, verden er smukkere uden den.
Man griner meget under The Voices, også gerne med skrækåben mund. Mange vil føle, at den er ganske grænseoverskridende på sådan en asiatisk flænsefacon.
Enkelte scener er som dumpe, modbydelige overraskelser, hvor realismen trænger sig på. Som når Jerry for et øjeblik vågner op til virkeligheden for at tage ansvar for sine gerninger, eller når vi ser hans hjem gennem en besøgendes øjne.
Pludselig forsvinder den lækre æstetik. De delikate stænk af purpurfarvet blod overalt bliver til kvalmende, mørkebrune plamager, og de lokkende, lækre kvindehoveder i køleskabet er pludselig helt stille og livløse, når råddenskaben sætter ind.
Jeg ville aldrig have gættet, at instruktøren bag The Voices er iransk-franske Marjane Satrapi, der brød igennem med den skarpe, animerede og selvbiografiske Persepolis i 2007. Det kan skyldes, at dette ikke er hendes eget manuskript. Hun fulgte debuten op med den skuffende franske Poulet aux prunes i 2011 og i 2012 dramakomedien La bande des Jotas, men ingen af dem kom i bred distribution.
The Voices er velinstrueret og kæk, den driver et fantasifuldt og originalt spil med tilskueren, men man griber sig selv i at ønske, at den også var vigtig. At der bag om løgets lækkerier gemte sig en kerne af livsvisdom, som vi må skrælle løget for at få fat i.
Men i sidste ende føles filmen lidt fersk og lovligt konciperet. Der er noget fortænkt over den, noget ironi indpakket i ironi.
Ryan Reynolds som Jerry har aldrig været mere bevægende, storøjet og god, men jeg gætter på, at The Voices alligevel ikke ender med at få en fremtrædende plads på hans cv. Eller på Satrapis.
facebook
twitter
Kommentarer