Vores livs ferie

John er galopperende dement og hustruen Ella terminal kræftsyg. Det første er oplagt fra første færd, hvor han ikke rigtigt aner, hvad der foregår omkring ham. Hvor syg konen egentlig er, kommer frem undervejs.

Men den opmærksomme blandt publikum vil observere, at hun har en skjult plan. I deres gamle autocamper som ned ad Route 1 skal tage parret fra Boston i Massachusetts til Key West i Florida med Hemingways hus og museum.

Hemingway er Johns yndlingsforfatter, som han sammen med James Joyce kan udenad, fordi han hele sit voksne liv har undervist i engelsk litteratur og sprog.

Så er vi i gang med denne roadmovie, en udflugt med døden på tværs af deres store børns vilje. En slingrende rejse ned igennem den kommende præsident Trumps USA.

Året er nemlig 2015.

Vores livs ferie har premiere i slipstrømmen af en række tragiske film om snigende Alzheimer og anden sygdomssenilitet. Vi har set både Erik Clausen og Ghita Nørby miste hukommelsen for nyligt i danske film. Desuden er der Bille Augusts En sang for Martin fra 2001 og Michael Hanekes mesterværk i dur og især mol, Amour fra 2012.

Skal vi nu atter ned ad den vej, der fører ind i en persons sind, som efterhånden slukkes?

Heldigvis er autocamperen ikke en rustvogn, men blot et vehikel til at få set noget af Amerika og genset noget af det liv, som langsomt lægges bag alle mennesker for helt at forsvinde. Mindernes boulevard, hvor sandheden kan være bitter og besk.

Fortrængninger kommer frem om kærester og gammel kærlighed. Store og små pudsigheder på vejen undervejs, lysbilleder om aftenen på et lagen til moro for andre campister. De tiltagende smerter for hendes vedkommende og hans bortsygnende hjerneceller.

Således når vi frem til Papa Hemingways turistfælde af et hjem, hvor den store amerikanske forfatter skød sig selv på grund af hukommelsessvigt.

Det er den italienske instruktør Paolo Virzi, der har sat denne både traurige og vittige senmoderne Liebestod i scene. Virzi har flere prisbelønnede, italienske film bag sig, og han brød internationalt igennem i 2016 med filmen med den fjollede danske titel Springtur i Toscana. Også en roadmovie, med en sindsforvirret overklassekvinde bag rattet og et tragikomisk signalement af Berlusconis korrupte Italien på randen af kaos.

Denne socialkritiske optik har han også med i sin første amerikanske film over en roman, selv om den er nedtonet. Og endnu engang evner han aldrig at være mere sentimental og sødladen end højst nødvendig.

Med sit gode håndværk i opsøgende kameraføring og sin nysgerrige instruktion balancerer Virzi hele tiden på den tynde linje mellem komedien og tragedien. Det er interessant, at en italiener kan være så kunstnerisk cool i forhold til et emne, som eller kunne kalde på den helt store, latinske patos svøbt ind i smertens sødladne strygere.

Det sker aldrig.

Det er 1960’ernes Janis Joplin, som synger på lydsporet med hæs stemme og kras realisme. Sørgeligt ja, men sådan er livet. De to 70-årige finder, at det trods alt, med trakasserier og trængsler, har været deres bedste ferie.

Det er en eklatant skuespillerfilm. Helen Mirren med en sydstatsaccent tyk som barbecuesovs spiller inciterende og overbevisende Ella, kvinden, som har virkelighedens arbejdsbukser på. Det er rart at overvære hendes suverænt strukturerede spil, der aldrig forfalder til metodeskuespillets inderligt flæbende manerer og attituder.

Donald Sutherland er også fremragende. Den vellidte lærer, der kan citere lange passager fra Hemingways Den gamle mand og havet, men af og til ikke kan genkende hverken sine børn eller sin kone. Det sidstnævnte skaber ballade ved vejs ende.

Alt i alt en yderst seværdig og sober film om sygdomme, som ikke er til at bære. På film og i virkeligheden.