Vortex

Franske Gaspar Noé har i film som Irreversible, Enter the Void og Climax suget tilskueren ned i en afgrund af vold, sex og stoffer.

Han er de ekstreme tilstandes filmkunstner, altid med en visuelt eksperimenterende tilgang.

Vortex er hans mest afdæmpede og bevægende film. Den er lavet på bagkant af, at instruktøren i 2020 næsten døde af en hjerneblødning, og handler om demens, som tog livet af hans mor.

Den er på en måde også en horrorfilm, men om rædslen ved at blive gammel – den eneste sygdom, man ikke ser frem til at blive kureret for.

Den italienske gysermester Dario Argento og den franske skuespiller Francoise Lebrun spiller et aldrende ægtepar. I filmens åbning nyder de fredfyldt et glas vin på terrassen af deres pariserlejlighed, men derefter slår Noé over i splitscreen, så vi i stort set resten af filmen ser dem i hvert sit billede.

Manden skriver på en bog om film og drømme, hun er pensioneret psykiater, men lider af demens. Pludselig forlader hun lejligheden og farer vild i storbyen, mens han desperat leder efter hende.

Det er virkelighedens horror fortalt i nervepirrende neorealisme. Der er enorm ømhed for hovedpersonerne, hvis liv følges nærmest i realtid.

De lever i hver sin verden, selv om de prøver at holde sammen, som de har gjort i et langt liv. Da hun rydder op på hans skrivebord og skyller alle hans noter og manuskriptsider ud i toilettet, er det ikke bare en illustration af titlen, som betyder ”at hvirvle”, men af altings opløsning i døden.

Ægteparret har en arbejdsløs instruktørsøn, der selv kæmper med livet og et alvorligt stofmisbrug.

Den historie føles sekundær i forhold til det centrale drama i filmen, som 59-årige Noé har tilegnet ”alle dem, hvis hjerne smuldrer før deres hjerte”.

Han rammer for første gang tilskueren direkte i hjertekulen, men uden sentimentalitet.