Da jeg gik i børnehave, ville jeg være arkæolog som Indiana Jones – lige indtil jeg indså, at der var risiko for at skulle samle potteskår.
Derefter ville jeg være palæontolog og grave efter dinosaurer ligesom Dr. Alan Grant i Jurassic Park. Jeg blev hverken det ene eller det andet, men jeg kan stadig kende forskel på en brachiosaurus og en apatosaurus.
Derfor er det også en stor glæde at støde på en film, der faktisk tager dinosaurerne alvorligt i modsætning til min barndoms værste dinosaurer-mareridt, tegnefilmsserien Landet for længe siden, hvor dyrerne bare hed langhals, skarptand og trehorn.
I Walking With Dinosaurs er der heldigvis ingen børnevenlige omskrivninger.
Alle latinske betegnelser bliver oversat og forklaret. Dinosaurerne er ikke antropomorfe – her er ingen ansigtsudtryk, der viser menneskefølelser, og der er heller ingen replikker.
Dinosaurerne brøler, som dinosaurer ville brøle. De bevæger sig livagtigt, og deres farver er baseret på fund af pigmentstrukturer i bevarede dyreceller. Det hele er sat overbevisende ind i virkelige naturoptagelser fra Alaska og New Zealand. Og animationen er i det hele taget fænomenal.
Oprindelig var Walking With Dinosaurs en animeret version af en klassisk tv-dokumentar med rovdyr, byttedyr og Kenneth Branaghs beroligende fortællerstemme. På original vis var den afrikanske savanne skiftet ud med forhistoriske landskaber fra mesozoisk tid, og senere blev serienogså til et liveshow med store robotter og det hele.
Men i biografudgavener naturdokumentaren desværre blevet parret med en spillefilm. En forudsigelig rammefortælling om en tvær teenager og hans palæontolog-onkel Zach sætter (med en irriterende fortællerstemme, der minder om kommentarsporet på en dvd) scenen for hovedfortællingen, hvor vi følger den lille pachyrhinosaurus Patchis vej fra upåagtet udskud til flokkens førerhan.
Det er en gennemtærsket coming of age-historie om den fjollede outsider, der overvinder indre og ydre udfordringer, klarer skurken og får pigen.
Og karaktergalleriet består af typer, man har set i utallige animations- og tegnefilm: Den sarkastiske, men velmenende fugl Alex er hjælper, den bedårende, men ret uinteressante Juniper er love interest og vor helt, den Klods Hans-agtige Patchis, er et slags gadekryds mellem Simba og Pumba.
Det er synd, for ambitionen om troværdigt at skildre dyrelivet for 65 millioner år siden er mere end prisværdig.
Kommentarer