Efter et Marvel-løst 2020, hvor ikke en eneste film havde premiere på det store lærred, er der nu endelig mulighed for at få et superhelte-fix.
Wanda Maximoff (Elizabeth Olsen) og androiden Vision (Paul Bettany) var sidst sammen i Avengers: Infinity War, hvor han mistede livet for hænderne af den gale titan Thanos, der med et knips udslettede halvdelen af universet.
Avengerne fik genskabt liv og orden, men androiden forblev død.
Men i WandaVision er Vision tilbage og i den grad i hopla sammen med sin elskede Wanda, der mestrer magi og kan bøje virkeligheden efter forgodtbefindende.
Hvert af de tre afsnit, som anmelderne har fået stillet til rådighed, viser parret leve en tilsyneladende idyllisk tilværelse i den amerikanske lilleby Westview.
Men naturligvis er alt ikke helt, som det skal være.
Det er nemlig, som om hovedpersonerne er med i en gammel, amerikansk sitcom. Inspirationskilderne tæller komedieserier som I Love Lucy, The Dick Van Dyke Show, Bewitched og The Brady Bunch. Ved hjælp af forskellige stiltræk lykkes det at forankre hvert afsnit i en bestemt tidsalder.
Det er noget af en bedrift for serieskaber Jac Schaeffer og instruktør Matt Shakman.
Man er aldrig i tvivl om, hvilken periode hvert afsnit skal forestille af foregå i.
Serien starter med at mime 1950’erne og springer derefter et årti frem i de næste afsnit. Dermed udvikler humoren sig fra det nuttede, gammeldags og småborgerlige over 60’ernes gakkede fysiske komik til 70’ernes frigørende og modigt dagsordensættende a la James L. Brooks (Taxi) og Norman Lear (All in the Family).
Indimellem krakelerer idyllen med indikationer om, at noget mere ildevarslende og dystert er på spil.
Til en middag med Visions chef ændrer serien pludselig stil. Chefens kone kører tilsyneladende i en rille og gentager en sætning igen og igen.
”Vær sød at få ham til at stoppe,” messer Debra Jo Rupp i en genial casting, da hun tidligere har spillet småskør husmor i Dengang i 70’erne.
Wanda – eller Scarlet Witch, som hun hedder i det originale tegneserieforlæg – er omdrejningspunktet i WandaVision.
Figuren har hidtil i Marvel-filmene haft en noget omtumlet tilværelse. Ikke alene er hun gået fra skurk til helt, men har, ud over Vision, også oplevet at miste tvillingebroren Pietro/Quicksilver.
Traumet lurer under overfladen som et olmt bæst, der bare venter på det helt rigtige tidspunkt at angribe sit bytte.
Elizabeth Olsen skaber et herligt nuanceret portræt af Wanda, og hendes samspil med ligeledes skarpe Paul Bettany er en udsøgt fornøjelse at være vidne til. Hvad enten de er i hvedebrødsagtige situationer eller laver slapstickløjer, får den fuld skrue på charmen, så de indlagte publikumslyde får karakter af en hyldest-symfoni.
Der er også andre figurer i universet, men indtil videre er det småt med oplysninger om dem. Den mest iøjnefaldende er Kathryn Hahns nabokone Agnes, der virker til at vide mere, end hun umiddelbart fortæller.
I slutningen af hvert afsnit får vi en reference til seriens overordnede historie. Og som et ekstra genialt påfund er der reklameindslag i hvert afsnit for diverse produkter, som fans af Marvel-universet vil nikke genkendende til.
Elizabeth Olsen er netop nu i gang med at indspille en ny Marvel-film, Doctor Strange in the Multiverse of Madness, så med næsten sikkerhed ved vi, at Wanda overlever, hvilke strabadser hun end bliver udsat for i serien.
Spørgsmålet er dog, om Vision også gør. Og om hvilken tilstand den alternative virkelighed efterlader Wanda i.
Det kan sagtens ende med at blive en billet direkte ned i vanviddets afgrund.
Kommentarer