”Den eneste vej frem er tilbage,” siger den onde heks Agatha Harkness til Wanda Maximoff.
Og WandaVision er en serie, hvor tilbageblik bliver brugt til at håndtere de traumer, der plager personerne i nutiden.
Heksen Wanda har skabt et fiktivt tv-univers baseret på amerikanske sitcoms. Inspirationen kommer fra hendes barndom, hvor faren i det fiktive, østeuropæiske land Sokovia forsøgte at sælge vhs-bånd med I Love Lucy, The Dick van Dyke Show og Bewitched.
Den faldefærdige by Westview i USA bliver til et idyllisk paradis, hvor Wanda og hendes elskede Vision (Paul Bettany) kan leve uden for virkelighedens brutale realiteter.
Vision bliver dræbt af den gale titan Thanos i Avengers. Infinity War. Men med sine magiske evner skaber hun en lille boble, hvor alt er perfekt – indtil omverdenen begynder at krybe ind i det fortryllede område.
Serien lægger friskt ud i de tre første afsnit, som låner stilen fra gamle sitcoms. Men fra fjerde afsnit får vi endelig mere at vide om, hvad der foregår.
Her ser vi, at der er gået fem år imellem Thanos’ fingerknips, der dræbte halvdelen af universets væsner, til de vender tilbage. Men tiden er stået stille for dem, der forsvandt, men tiden er forsat med at gå for resten af verden.
Konsekvenserne kommer højst sandsynligt til at fylde mere i Marvels kommende film og serier, men WandaVision giver en perfekt lille forsmag.
Serien padler lidt i de midterste afsnit, hvor Monica Rambeau (Teyonah Parris), FBI-agenten Jimmy Woo (Randall Park) og astrofysikeren Dary Lewis (Kat Dennings) prøver at finde en vej ind i boblen og få styr på, hvem der er skyld i balladen.
Det sker i tæt kapløb med forsvarsorganisationen S.W.O.R.D. og dennes ambitiøse og hensynsløse direktør Tyler Hayward (Josh Stamberg).
Afsnit fem byder på en gedigen overraskelse, der har fået internettet til at gå i selvsving. Evan Peters gør sin entre som Wandas bror Pietro Maximoff – bedre kendt som superhelten Quicksilver – der også er gået bort.
Hvordan det præcist passer ind i hele universet, tager det en god rum tid at finde ud af. Men svaret viser sig at have været foran snuden på os hele tiden.
Kathryn Hahns Agatha har indtil slutningen af syvende afsnit, Den fjerde væg brydes, mest været brugt som nabo-karikaturen fra komedieserier – hende, der popper ind og ud af hovedpersonernes hverdag og kommer med flabede kommentarer.
Men afsløringen af hende som seriens skurk tilfører WandaVision en tiltrængt fjende til hovedpersonen.
Og Hahn giver den hele armen som højt kaglende heks. Alle hendes unoder og trækken i snorene bag scenen bliver fornøjeligt præsenteret i bedste sitcom-stil til tonerne af sangen Agatha All Along.
Det er en ørehænger på knap et minut, hvor seriens referencer til tv-historien endnu engang kommer i fokus.
Stjernen er dog Elizabeth Olsen som Wanda. Hendes portræt af en traumatiseret sjæl er betagende, og hvor er det fedt endelig at se hende få lov til at udfolde skuespil-repertoiret fuldt ud i Marvel-regi.
Olsen glider sømløst fra komedie i sitcom-situationerne til en sønderknust eksistens, der desperat prøver at klynge sig til den ene ting, som gav Wanda et lys i tilværelsen.
Tabet af familien i det borgerkrigsramte Sokovia, broren Pietros død i Avengers: Age of Ultron og til sidst sin elskede Visions endeligt har efterladt hende i sorg.
”Endeløs tomhed,” som det bliver beskrevet.
Wandavision viser den sorgbearbejdelse, som alle, der har lidt et tab, skal igennem.
Forskellen er bare, at vi ikke kan ændre verden, når vi ikke kan lide den. Wanda opdager da også, at ligegyldigt, hvor meget hun prøver at fortrænge fortiden, bliver hun på et tidspunkt nødt til at konfrontere sig med sit værste mareridt.
Det er både underholdende og voldsomt rørende.
Kommentarer