War Witch

For få år siden blev congolesiske Rachel Mwanza – den fjortenårige hovedrolleindehaver i War Witch – forladt af sine forældre og siden smidt på gaden af sin bedstemor, som havde for mange munde at mætte.

Mwanza blev et af utallige gadebørn i DR Congos hovedstad Kinshasa, før hun ved et tilfælde blev fundet af den canadiske instruktør Kim Nguyen, som castede hende til rollen som børnesoldaten Komona.

Og sidste år stod fjortenårige Rachel Mwanza så på Berlinalen, hvor hun som den første afrikanske skuespillerinde vandt Sølvbjørnen for bedste kvindelige hovedrolle.

Filmen, hun er med i, er en barsk fortælling, hvor man skal kigge langt efter samme håb, som Mwanzas historie indgyder.

War Witch følger Komona, fra hun som tolvårig bliver kidnappet af en oprørsgruppe og tvunget til at skyde sine forældre (efterfulgt af oprørslederens ord: ”Respekter dit våben. Det er din nye far og mor”), til hun som fjortenårig er højgravid, voldtaget af gruppelederen. I gruppen møder hun albinodrengen Magicien, som fra starten tager sig af hende og bliver hendes beskytter.

Historien fortælles som ét langt flashback tilsat Komonas voice-over. Hun vil gerne fortælle sin historie til sit ufødte barn, da hun – som hun siger – ikke ved, om hun har styrken til at elske og beholde barnet, når det er født.

Komonas nærmest hviskende barnestemme griber én om hjertet, og hun fortæller stille, nøgternt og med stoisk ro om sin tragiske skæbne.

Børnesoldaterne drikker ”magisk mælk”, som er et bevidsthedsudvidende stof, udvundet af junglens træer. I narkotika-rusen hjemsøges Komona af spøgelser, som i en lille æstetisk genistreg er rigtige mennesker malet over med hvid maling. De er levende lig, men med så vitale, muskuløse kroppe, at man på skræmmende vis konfronteres med den brutale overgang fra levende til død. Den afrikanske overtros metafysik træder frem gennem en håndgribelig, foruroligende kropslighed.

Netop filmens metaforer og symboler er dens stærkeste kort. Som sidehistorien om Magiciens onkel, slagteren, som selv har fået slagtet sin familie. Han står med en machete og hakker dyr i stykker hver dag med en spand ved sin side. Spanden brækker han sig i, da hvert hug minder ham om den dag, oprørsgruppen dræbte hans kone og børn.

Da regeringsstyrkerne angriber gruppen, redder spøgelserne Komona, som af gruppens leder bliver udpeget som krigsheks. Magicien og Komona stikker af sammen. De vil gerne giftes, men ifølge gammel afrikansk overtro skal Magicien give Komona en hvid hane, før han kan få hendes hånd. Den hvide hane bliver endnu et effektivt og rørende symbol – på en helt anden måde, end man lige forestillede sig.

War Witch er nok magisk-realistisk, men også usentimental og uden meget håb. Kim Nguyen har over en tiårig periode udviklet historien og har talt med både lærere, sygeplejersker og eks-børnesoldater fra DR Congo i sin research til filmen.

Man mærker autenticiteten, som dog også skal tilskrives Rachel Mwanzas fattede og rolige skuespil. Hun bruger sin personlige erfaring til at portrættere et stærkt barn med en sårbar sjæl – en pige, der forsøger at finde fodfæste i en verden, hvor hun er helt alene. Desværre bliver hendes naivistiske fortælling ikke modsvaret i resten af filmens stil, og den konforme klipning og ligefremme kronologi betyder, at filmen ikke æstetisk løfter sig til samme højder som en anden rå og poetisk film fortalt i børnehøjde, Benh Zeitlins Hushpuppy.

War Witch kan til gengæld ses som et velkomment modstykke til den verdensomspændende Kony 2012-kampagne, som blev set på YouTube af 96 millioner mennesker, der håbede på, at krigsforbryderen Kony ville blive straffet og hans børnesoldater befriet. Her et år senere er der ikke sket det store, og heldigvis forfalder Nguyen ikke til samme agiterende forenkling af virkeligheden, men lader i stedet de rå realiteter tale for sig selv.