Lyden er det første, man lægger mærke til i Alex Garland og Ray Mendozas krigsfilm Warfare.
Et hold kåde, amerikanske Navy SEAL’s i fuld mundering står og hepper med maskingeværer i hænderne rundt om en 00’er-skærm, der viser letpåklædte damer dansende til de ufatteligt høje toner af Eric Prydz’ Call On Me.
Med ét afbrydes festen af øresønderrivende stilhed. Soldaterne ankommer i ly af mørket til en bygning i al-Qaeda-kontrollerede Ramadi i Irak, hvor de som snigskytter skal assistere et andet hold soldater, som skal igennem byen.
Fra start er publikums ører indstillet på høj volumen. Så den næste halve times lavmeldte ventetid er en nærmest ubærlig optakt til den uundgåelige storm af krudt, kugler og blod, når fjenden endelig dukker op.
Mens kammeraterne fordriver kedsomheden med plat humor og tisser i flasker, kigger vi med gennem snigskyttens linse på den ene mistænkelige mand efter den anden. Hov, var ham der ikke bevæbnet?
Først da øret igen er vænnet til stilheden, kommer braget.
Introsekvensen med Call On Me minder om den konstruerede scene i Janus Metz’ dokumentar Armadillo, hvor soldaterkammeraterne fester med en stripper før turen til Helmand-provinsen.
Men selv om Warfare teknisk set er fiktion, byder den på en endnu mere virkelighedstro skildring af moderne krig end dokumentaren.
Instruktøren Ray Mendoza var Navy SEAL i seksten år og deltog i den autentiske Ramadi-mission i 2006. Han har interviewet resten af sit gamle hold for at genskabe begivenhederne så nøgternt som overhovedet muligt.
Han får hjælp fra Alex Garland, som brød igennem med sci-fi-dramaet Ex Machina, men sidste år viste sin flair for krigsfortællinger med den dystopiske Civil War – hvor Mendoza i øvrigt var militærrådgiver.
Deres forsøg på at fjerne Hollywood-ismerne fra krigens virkelighed er lykkedes mesterligt.
Warfare omsætter kompromisløs realisme til gribende action ved hjælp af et aggressivt lyddesign, et minimalistisk manuskript og gennemtænkt udnyttelse af bygningen i Ramadi, som er filmens eneste location bortset fra starten.
Der er ingen romantik, ingen vilde stunts og ingen kække oneliners. Blot en gruppe unge mænd, der usentimentalt og minut for minut udfører skiftevis mondæne og horrible opgaver med skiftevis hårdkogt professionalisme og menneskelig fejlbarlighed.
Det karismatiske cast med Will Poulter, Joseph Quinn, Cosmo Jarvis og D’Pharaoh Woon-A-Tai – som spiller Mendoza – i front taler tydeligt, langsomt og mekanisk.
Det er nemlig ikke sprogblomster, der er brug for, når man skal sende bud efter en kampvogn, mens alt eksploderer omkring én. Det tætteste vi kommer på en poetisk replik, er, da en soldat glemmer navnet på sin lokation og over telefonen i afmagt udbryder: ”Bare følg efter blodet og røgen!”
De unge mænd er først og fremmest toptrænede pragmatikere. Selv under beskydning tager de sig tid til at sikre, at al deres bagage er med og pakket i de rigtige lommer.
Filmskaberne bruger ikke tid på at tildele soldaterne den store personlighed. Men vi får tilstrækkeligt til, at man tydeligt kan kende dem fra hinanden og mærker, når det er nogens bedste ven, der pludselig mangler en kropsdel.
Volden er grafisk og brutal, men ikke svælgende, og soldaterne er dygtige, men ikke helte. De nærmest ofrer to lokale spejdere ved at sende dem ud i kugleregnen. Og hvem ved, hvad konsekvenserne bliver for de irakiske familier, som tvinges til at låne amerikanerne deres bygning.
De fleste kan i dag blive enige om, at Irak-krigen fra 2003 til 2011 var meningsløs. En ny Vietnam-krig. Og begge fadæser er blevet skildret på film med skiftevis forherligelse (De grønne djævle og American Sniper) og fordømmelse (The Deer Hunter og Vice).
Men Garland og Mendoza er hverken optaget af at forsvare den amerikanske krig i Mellemøsten med soldaterne som helte eller i at vise hjernevaskede stakler fanget i politikernes vanvidsspil.
Snarere er Warfare noget så befriende som en krigsfilm, der nøjes med at fremlægge kendsgerningerne og sige til publikum: ”Sådan her foregår krig. Hvad synes du om det?”
Kommentarer