Serieanmeldelse
24. juni 2019 | 18:39

Wasteland

Foto | HBO Europe
Pustinas borgmester Hana og hendes datter Klara må gennem otte nervepirrende afsnit ikke bare modstå pres fra byens borgere og den nærliggende mine, men også tackle det værst tænkelige: datteren/søsteren Mishas forsvinden.

Overset tjekkisk miniserie giver et dystert indblik i et lille samfund, der med interessante karakterer og konstant mystik formår at bevare spændingen i alle otte afsnit.

Af Mikkel Krebs Behnke

Det er gråt, koldt og trist i Pustina. Ganske øde og langt fra alt ligger byen i det golde landskab i Bøhmen i Tjekkiet. 

Hvis det ikke var for det tjekkiske sprog, kunne man næsten tro, at vi befandt os i en Scandi Noir, hvor solens stråler også er en sjældenhed. 

Der er samme nervepirrende mystik og mismod over HBO’s tjekkiske miniserie Wasteland. Den fik premiere for tre år siden, men har på uretfærdig vis ikke herhjemme fået den opmærksomhed, som den fortjener. 

Med sin kombination af socialrealisme, psykologisk drama og dragende mystik er den fra første til ottende afsnit en intens oplevelse med spændingen intakt indtil allersidst. Ganske fremragende bliver man spundet ind i seriens forskellige historier, der elegant sammenvæves, som historien skrider frem. 

Wasteland udfolder sig gennem to skelsættende begivenheder, der begge involverer byens borgmester Hana.

Et æsel, som tilhører byens børnehave, findes dræbt og ophængt med pigtråd. Chokeret sætter Hana politiet på sagen. Men der er flere dårlige nyheder denne dag. Ude af stand til at få fat på sin datter Misha, som ingen ved, hvor er, melder hun hende savnet om aftenen.

For et lille, lukket samfund er det to udsædvanlige hændelser. Byen lukker ned og alle hjælper til med eftersøgningen.

Lidt uden for Pustina foretages der massiv minedrift, og selskabet bag minen ønsker at udvide, hvilket vil betyde, at Pustina må ryddes.

Byens indbyggere er fortvivlet over deres valg. Der er ikke mange job i nærområdet, og de lever for knappe midler. Mineselskabets økonomiske kompensation er derfor tiltalende, selv om indbyggerne har dybe rødder i Pustina. Beslutningen har tilmed skabt tydelige konflikter imellem de involverede beboere, hvis relationer går generationer tilbage.

Hana og hendes familie er imod mineudvidelsen, og med datterens forsvinden og æslets skæbne rejser spørgsmålene sig: Er hændelserne forbundet? Kan det lille samfund blive reddet?

Wasteland er den slags serie, der kan ses igen, efter at mystikkens slør har løftet sig. Det skyldes i høj grad, at Bøhmen og Pustina er så interessant et miljø, og seriens historie er tæt knyttet til miljøet. 

I første afsnit klippes der mellem Hanas mands seksuelle udnyttelse af en prostitueret og et imponerende droneskud af den menneskeskabte minenatur, så de to ting nærmest sidestilles.

Vi ser, hvordan den brutale minedrift har en fremmedgørende effekt på de lokale. Nærbilleder viser minedriften, der opdriver jorden, og smukke panoramabilleder over det enorme område, som minen optager, vækker mindelser om True Detective.

Det er samme afsondrede miljø, der bliver skildret i Wasteland.

Og akkurat som i True Detective sidder man med fornemmelsen af, at alle skjuler noget.

Historien centrerer sig omkring Hana, og det er gennem hendes forpinte øjne, at Pustinas sande ansigt viser sig. Men ud over den hårdt kæmpende borgmester er resten af seriens bipersoner så velbeskrevne, at man aldrig mister interessen. I stedet lægger de yderligere til en fortælling, som man kun har lyst til at dykke længere ned i.

Hanas mand Karel er et godt eksempel på, hvordan serien formår at skabe nuancerede personer, man aldrig helt formår at vide sig sikre på. Han præsenteres først som en ensom excentriker, der bor for sig selv. Han er ikke rask, får man fortalt. Men hvad fejler han helt præcist?

Da hans datter forsvinder, forener han sig med resten af familien, der ikke helt ved, hvordan de skal gribe ham an. Men uden et alibi bliver han hurtigt mistænkt for at stå bag forsvindingen.

Og så går der selvtægt i den for den aldrende Karel, der beslutter sig for at tage sagen i egen hånd.

Men som hans færd skrider frem, kastes der lys over hans plettede fortid og sygdom, og man ender med at spørge sig selv: Hvem er Karel egentlig?

Wasteland blev i 2016 lanceret sammen med fem andre serier som en af HBO’s europæiske satsninger. Man kan håbe, at der vil komme mere fra samme skuffe.

Trailer: Wasteland

Kommentarer

Titel:
Wasteland

Originaltitel:
Pustina

Land:
Tjekkiet

År:
2016

Serieskaber:
Allice Nellis, Ivan Zachariás

Medvirkende:
Zuzana Stívinová, Jaroslav Dusek, Eliska Krenková, Jan Cina

Spilletid:
Otte afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Otte afsnit

Premiere:
30. oktober 2016 på HBO Nordic

© Filmmagasinet Ekko