We Are Who We Are

Ganske forvirret vakler fjortenårige Fraser rundt på en amerikansk militærbase i Norditalien.

Han er lige ankommet med sine to mødre, der begge er udstationerede officerer. Med høj musik i ørerne lukker han den nye verden ude, men prøver alligevel at lære sit nye hjem i den pigtrådsomkransede boble at kende.

I forlængelse af hans blik dvæler kameraet ved mænds camouflage-klædte bagdele samt gutterne, der spiller basketball i bar overkrop. Som taget ud af en teenagers våde drøm eskalerer scenen, når Fraser ved et uheld går ind i soldaternes omklædningsrum, hvor veldrejede mandekroppe står i badet og svinger med pikken, mens de vinker til ham.

I samme dur som kultfilmen Kids fra 1995 følger We Are Who We Are en gruppe rastløse unge, der søger adspredelse i en meningsløs tilværelse. Deres kedsommelige blik hæfter sig ofte ved noget i horisonten, der er skjult for os, men afslører en ubegribelig længsel efter forandring.

Imidlertid knytter nykomlingen Fraser (Jack Dylan Grazer) og den stille Caitlin (Jordan Kristine Seamón) nære bånd, da de opdager, at ingen af dem er helt som de andre i gruppen.

Hun betror sig til Fraser og fortæller, at hun ikke er klar til at have sex med kæresten Sam. Hun er begyndt at iklæde sig herretøj og flirte med piger. Samtidig har hun mistanke om, at hendes følsomme og farverigt klædte nye ven skjuler noget.

I en billedskøn scene ligger de to lammet af Italiens sommervarme på en langsomt vuggende båd. De taler om poeten Ocean Vuong og mode, før Caitlin afbryder, hvad hun opfatter som hans overfladiske snak for undgå at tale om sig selv.

”Bare fordi jeg er opvokset med to mødre, behøver jeg ikke selv at være homoseksuel,” siger han til veninden.

Hun vender replikken om og bekræfter ham i, at det heller ikke betyder, at han ikke må være det.

Når vi hører italiensk, er underteksterne skrevet med håndskrift – et nostalgisk greb, der minder om 00’ernes poppede Disney-serier som Lizzie McGuire. Der er flashbacks til en tid, hvor unge skriver dagbog og uddeler papirsedler i timen for at sludre. Serien får således præg af at være en tidløs ungdomsserie sideløbende med, at den udforsker mere komplekse emner.

Selv om manuskriptforfatteren Sean Conway står som serieskaber, genkender man let instruktør Luca Guadagninos poetiske filmsprog. Han blander håndholdt kamera med blide kamerabevægelser, hvor kameraet glider langsomt, som om hedebølgen forhindrer hurtige bevægelser.

Særligt effektiv er en sekvens, hvor kameraet ryster, i takt med at hele slænget ræser over mod en iskold pool. Optagelsen virker så naturlig og ægte, at den kunne have været en amatørs Instagram-story. Men det ekstra sekunds stemningsfulde ro til sidst minder os om, hvem seriens instruktør er.

Jack Dylan Grazer spiller hovedrollen Fraser til perfektion. Han minder til forveksling om Timothée Chalamets homoseksuelle Elio fra Call Me by Your Name og spiller sågar skuespillerens yngre jeg i Beautiful Boy.

Både Fraser og Elio fremstår seksuelt tvetydige og enormt kultiverede for deres unge alder. De opfører sig akavet i andres selskab. Dertil ser vi Fraser iagttaget af den frembrusende Britney (Martin Scorseses datter Francesca), mens han tilsyneladende ikke gengælder interessen.

Fraser adskiller sig dog med sit blinde alkoholindtag og voldelige forhold til sin mor (Chloë Sevigny).

Branchemediet Indiewire har kritiseret We Are Who We Are for ligheden med instruktørens tidligere film. Men kunne man forestille sig en lignende kritik af instruktører som Michelangelo Antonioni, Woody Allen eller biografaktuelle Christopher Nolan, som også udforsker samme temaer og filmiske virkemidler i mere end et værk?

Både i Call Me by Your Name og Io sono l'amore fra 2009 leger instruktøren bevidst med vores fordomme om seksualitet. Men i den nye serie graver han dybere og viser en ny generation, for hvem lysten er meget mere flydende.

To afroamerikanske, unge mænd rører nænsomt ved hinanden på stranden, mens Frasers nysgerrige, sultne blik hviler på dem. De to viser sig dog kun at være venner, selv om vi i Frasers optik oplever det anderledes.

We Are Who We Are er gennemsyret af noget så klassisk som pubertær identitetskrise, forvirring og opblomstring, men den føles dugfrisk. Tilsat norditaliensk sommer som eksotisk bagtæppe er serien helt og aldeles uimodståelig.