Den lille skal til at lege med den store. Det er torsdag aften på den lokale klub. Vores unge, uprøvede Cole (Zac Efron) har forladt festen for at få sig en smøg under stjernerne. Han spiller gratis. Ved siden af står 40-årige James (Wes Bentley), den internationalt højt besungne dj, der er lige så populær som nogensinde. Han tjener penge.
Som rygere nu engang gør, falder de i snak og er snart hoppet på en taxi. De er kørt op på pcp, et populært rusmiddel i USA. De lander midt i en high-end fest med dyre klæder og millionkunst på væggen. Snart åbner James en hel ny verden for Cole.
Grundlæggende handler filmen om en middelklassedreng – og hans venner – hvis mål med livet er at feste i klubber, spise piller og dase på stranden omgivet af lækre damer. Cole gider ikke gå i skole, for det er spild af tid. Vejen væk fra hverdagsjobbet er hurtige penge. Han skal have et hurtigt hit.
Coke, damer og fester er selvfølgelig en del af dj-livet, men alligevel er det ærgerligt, at instruktøren Max Joseph vælger at skildre klubmiljøet så overfladisk.
Det ligger i luften, at drengenes hang til det lette liv er en flugt fra den grå hverdag. Men den historie går tabt, for efter high-end-festen vågner Cole i James’ luksusbolig med musikstudie og den smukkeste kvinde, han i sit liv har set, nemlig Sophie (Emily Ratahkowski).
Den sociale historie om rodløshed bliver afløst af Hollywood-romantik.
Det bliver ikke bedre af, at dance-musikken er afsindigt komprimeret og banal. Den er nærmest en hån mod den elektroniske scene og særligt den progressive undergrund, som den udsprang af. Filmens musik er ren mainstream, hvilket er paradoksalt, for Cole mener, at James er gået i stå som dj og blot giver masserne, hvad masserne vil have.
Til gengæld ser James et talent i Cole. Han oplærer ham i hjemmestudiet og lader ham spille til de fede fester, imens Sophie og Cole bag hans ryg udvikler et forhold. Det har de masser af tid til, for den hærdede James viser sig at være dybt fordrukken.
Dette trekantsdrama virker opstillet, og det er svært at forstå, hvorfor de tre falder for hinanden. Vi ved ikke, hvad Sophie ser i Cole, og slet ikke, hvad James ser i Cole.
Skuespillerne gør, hvad de kan, men de er sagesløse i det svage manuskript, hvor deres roller slet ikke er tilstrækkeligt udfoldede. Vi tror på den Oscar-vindende Wes Bentley (American Beauty), når han spiller en fuld has-been, men vi får intet at vide om de psykiske problemer, han kæmper med.
Teenageidolet Zac Efron er troværdig som muskuløs kvindebedårer, men det er svært at se, hvilke personlighedstræk der gør ham tiltrækkende, eller hvorfor han er talentfuld.
Emily Ratajkowskis Sophie er smuk og læser på universitetet, men kan mest af alt lide at danse og feste. Det giver ikke meget for tilskueren at arbejde med.
Uafbrudt dans og fest får selvfølgelig sin tragiske pris. Piller og uhæmmet druk er sjovt i nuet, men ikke i længden, lyder filmens morale.
Tragedien påvirker ikke Coles affære eller hans forhold til James synderligt. Den spidser til gengæld til, da James får færden af Sophies utroskab, fordi Cole er upåpasselig som en dum teenager.
Trods trekant, tragedie, smukke skuespillere og dansevenlig pop tegner We Are Your Friends til at blive et historisk box office-flop i USA. Efter premieren 28. august har den leveret en af de dårligste åbningsweekender for en Hollywood-film nogensinde. Så det tyder ikke på, at det unge publikum har taget den appellerende titel til sig.
We Are Your Friends kan bedst ses som et surrealistisk eventyr om en middelmådig fyr, som vågner op i kongens seng, bliver hans lærling og tilmed dronningens førsteelsker. Altså én lang drøm. Det spændende er, om han både kan kysse og have mel i mund? Det sker i Hollywood.
Kommentarer