Fra vores egen filmprofessor Torben Grodal ved vi, at frygten for at blive forladt er indlejret i barnets hjerne og derfor fungerer som et effektivt ledemotiv i børnefilm. Tænk bare på Bambi eller Chihiro og heksene, hvor børnehelten pludselig er alene i en eventyrlig og voldsom verden.
På papiret laver den Super16-uddannede newzealænder Daniel Borgman børnefilm. Hans film er i hvert fald proppet med fraværende forældre og erstatningsforældre og næsten-teenage-hovedpersoner, der føler sig ensomme og forladte og må prøve at finde sig selv i en verden af bøller, mobbere og voksne, der bare ikke forstår. Hans debutspillefilm, støttet af Det Danske Filminstituts børnefilmkonsulent Rasmus Horskjær, er ingen undtagelse. Det er dog ingen børnefilm. Til det er hans drama for inderliggjort og uhåndgribeligt, hans æstetik for svævende og poetisk-porøs. The Weight of Elephants er en børnefilm for voksne.
Vi oplever Adrians verden – et trøstesløst newzealandsk provinshul – med den elleveårige drengs følelsesregister. Adrian er blevet udpeget som ”Monkey Boy” af klassens gorillaer, og hans buttede lidelsesfælle Clinton er ikke sen til at udlevere Adrian for en sidsteplads blandt alfahannerne. ”Alle forlader mig. Du må ikke forlade mig,” siger Adrian til sin psykisk syge onkel Rory, der nok er utilregnelig, men ikke desto mindre den eneste voksne, som Adrian føler et slægtskab med. Mor kan ikke tage sig af ham, så nu er der kun den småskøre onkel og Adrians bedstemor tilbage.
Den fortabte Adrian spejler sig i tv-billedernes kriminalhistorie om nogle bortførte børn, hvor grædefærdige forældre trygler om at få deres elskede igen. Og han oplever en form for samhørighed med sine to nye, jævnaldrende naboer, to søstre, hvis mor ligger i sengen, syg og hjælpeløs.
Demos Murphy i hovedrollen er hjerteskærende at iagttage, som en omvandrende hudafskrabning, og der er isolation og ensomhed over hele linjen. Man mangler dog en større, mere sammenhængende fortælling. Borgmans eget ordknappe manuskript lader for mange ting stå uforklaret: Moren, der nævnes, faren, der ... hvor er han? Og så er der for mange abstrakt-symbolske og forstyr- rende replikker, som i hvert fald ikke kan ligge i munden på en elleveårig. For eksempel da Adrian sammen med sine to nabo-veninder holder en mindehøjtidelighed for de forsvundne børn, og den ene af pigerne filosofisk noterer sig: ”Hvis ikke vi bekymrer os om dem, hvem gør så?” Bedre bliver det ikke, når onklen i et rablende toneleje forklarer sin nevø, at krystal, i modsætning til glas, synker til bunds. Man fornemmer en højtsvævende kunstnerisk ambition, der gør det hele en smule uvedkommende.
Borgmans debutfilm åbner således med kidnapningen – formoder man – der skildres med drømmeagtige billedfragmenter: et siv i vinden, en hånd, en nakke, provinshullet i melankolsk slow-motion, altid omsluttet af solens stoflige modlys, der leder tankerne hen på Terrence Malicks billeder af mennesker i den brutale og smukke natur. Borgman og Sophia Olsson, udråbt til Nyt talent i Ekko #56, har bestemt skabt smukke billeder, og sammen med Kristian Selin Eidnes Andersens sparsomme, sfæriske lydside skaber de mindeværdige kollager, som når Adrian finder et øjebliks frirum i legen i en tørlagt jolle. Her rammer filmen en både tragisk og opløftende nerve. Men Borgman overforbruger inspirationen, og de lyrisk-realistiske billeder kommer i længden til at føles som tom poesifyld.
Hvor man efter at have set Borgmans Cannes-vinder Berik ønskede sig historien om den banjo-spillende elefantmand foldet ud som en spillefilm, ønsker man sig efter spillefilmdebuten, at Borgman i stedet havde lavet en kortfilm. Her føles sølle 87 minutter for lange og for tunge. Måske oven i købet inspireret af svenske Lasse Hallströms mesterlige Mit liv som hund. En børnefilm for voksne – og for børn.
Kommentarer