Nogle mennesker har bare et uheldigt navn.
Da Anthony Weiner ved en fejl tweetede et billede af sine bugnende boksershorts, var aviserne ikke sene til at spille på efternavnet, som ligger besnærende tæt på ”wiener” (slang for ”penis”).
”Weiner exposed,” skrev New York Post. Og da det amerikanske kongresmedlem trak sig, lød overskriften naturligvis: ”Weiner pulls out.”
Mister man sin værdighed, mister man også sin politiske troværdighed. Men to år senere stillede Anthony Weiner op til valgkampen om at blive borgmester af New York.
Josh Kriegman og Elyse Steinbergs dokumentarfilm starter med at varme op til et fænomenalt comeback.
Det lykkes nemlig Weiner at lægge skandalen bag sig. Og da en modkandidat forsøger at bringe sexskandalen på banen, bliver han mødt af buh-råb. På vej hjem med toget holder medpassagererne aviser op for ham – aviser, hvis overskrifter hylder hans mod.
”I’m back,” spiller en sang på lydsporet, mens han kipper med flaget til Pride-parade, ”back in the New York Groove.” I en velsmurt billedmontage går han fra total ydmygelse til at føre i meningsmålingerne.
Og så sker det igen.
Nye billeder dukker op i pressen, da en telefonsex-partner øjner en mulighed for at gøre mediecirkusset til sit eget reality-show. Og den stille implosion griber om sig, efterhånden som støtterne falder, og pressen hetzer ham.
Man stirrer med samme morbide nysgerrighed, som hvis man overværede en trafikulykke.
Det lykkes fænomenalt godt for dokumentaren at komme bag facaden på en politiker, der har en uforlignelig evne til at spænde ben for sig selv. Weiner starter som et glat politikerportræt, men ender med at tegne et usminket, nærgående portræt af en stor mands selvforskyldte deroute.
Ikke siden den banebrydende Primary om det demokratiske primærvalg i 1960 er der lavet en så hudløst ærlig valgkampsdokumentar.
Weiner håber i begyndelsen på at kunne dokumentere sit comeback, og da stemningen vender sig imod ham, er kameraholdet placeret i mediestormens øje. Man mærker ham skifte strategi fra selviscenesættelse til total blotlæggelse i håbet om, at instruktørerne vil tegne et fair, om ikke nødvendigvis flatterende portræt.
Og det er præcis, hvad de gør.
Hverken Kriegman eller Steinberg har tidligere lavet en dokumentar i spillefilmlængde, men filmen er stykket sammen med sikker hånd, komisk overskud og en sjælden evne til at zoome ind på de små, afslørende øjeblikke.
Forud for et særligt pinligt pressemøde beder Weiner hele holdet om at gå ud, indtil han står alene tilbage med sin kone Huma Abedin. De kigger på hinanden. Længe. Og så vender Weiner sig mod kameraet: ”Kan I lige gå ud?”
Deres forhold er filmens uudtalte omdrejningspunkt. Hun præsenteres som en af Hillary Clintons topfolk, og derfor går hans skandale ud over begge deres karrierer.
Hver gang hun opdager, at kameraet hviler på hende, smiler hun, ryster på hovedet og trækker sig tilbage. Det er både en begrænsning og en styrke: Hendes rolle er at være den, han svigter.
Hvorfor han svigter hende, er et af filmens helt store spørgsmål. Hvorfor bliver denne mand, der professionelt er i mediernes konstante søgelys og privat har en gudesmuk kone og en toårig søn, ved at sende billeder af sin wiener til anonyme kvinder på nettet?
Skyldes det rendyrket narcissisme? Uforbeholden sexmani? Eller måske et ubevidst ønske om at sabotere sig selv?
Han forsøger selv at svare, men kommer til kort. Han aner det ikke. Og vi tror på ham.
Kommentarer