Welcome to Chippendales

Som formentlig de fleste andre kender jeg mest til mandestrip-fænomenet Chippendales fra spillefilmen Magic Mike. Det fremstår på overfladen som uskyldig nøgen underholdning for kvindelige husarer, der er så modne, at de ikke kan se, at størstedelen af danserne er homoseksuelle.

Men det viser sig, at der er stoffer, ildpåsætning og flere mord bag mændene i de bare kasser.

Den blodige forhistorie udforsker Robert Siegel, der senest stod bag den ligeledes opsigtsvækkende og autentiske Pam & Tommy, der handler om Pamela Anderson og Tommy Lees sexbånd.

Serien Welcome to Chippendales er et hybridmonster af Hollywood-glitter og klassisk hybrishistorie, som de gamle grækere skrev dem.

Somen Banerjee (Kumail Nanjiani) er en indisk immigrant i USA baseret på et autentisk menneske. Han har sparet en kæmpesum sammen, mens han arbejdede på en tankstation. Nu skal han opfylde 80’er-drømmen om at blive en rigtig greed is good-kapitalist med Hugh Hefner som forbillede.

Han køber et skræddersyet jakkesæt og et diskotek, der skal gøre ham berømt i Los Angeles’ natteliv. Men stjernerne skyr ham og hans dansegulv. Indtil playboymodellen Dorothy Stratten træder ind på klubben med sin mand Paul Snider slynget om sig som en kvælende pytonslange.

Da hendes venner tager på homobar, falder idéen til økonomisk succes ned i skødet på Banerjee. Strattens glitrende øjne betragter en mand, som stripper.

”Kvinder bliver også liderlige,” siger hun til sin måbende mand, da Banerjee foreslår mandestrip som trækplaster på klubben. Nu skal den hedde Chippendales efter lædermøblerne fra 1800-tallet.

For kvinders seksualitet er stilfuld, mener Banerjee. De vil have en historie.

Snart hyrer Banerjee den Emmy-vindende koreograf Nick De Noia (Murray Bartlett), der gør Chippendales til et massivt hit. Sammen med den åbenlyst adhd-plagede kostumedesigner Denise (Juliette Lewis) stabler de et sceneshow på benene, som skaber den nødvendige hype omkring den erotiske mandedans.

Endelig flokkes stjernerne til Banerjees klub.

At stikke dollar-sedler ned i trusserne på mænd, der nu må iklædes småt, ukomfortabelt undertøj, viser sig at være noget, der går som varmt brød blandt kvinderne. Nu kan de ”endelig føle sig som mænd!”

Og det ser de muskuløse Chippendales-dansere ikke ud til at have det mindste imod, mens de velkoreograferet ruller deres kroppe, som var de store tunger.

Nick De Noia tager æren for den revolutionerende optræden, og snart findes der altså en slange for meget i det beskedent afklædte mandestrip-show. Der er åbenlyst grænser for, hvad man kan vise på Disney+.

Til gengæld viser Kumail Nanjiani – kendt for roller i superheltefilmen Eternals og den romantiske komedie The Big Sick – som Banerjee, hvordan det gode og det onde kæmper om overtaget i et menneske.

På den ene side har Banerjee lyst til at kue sine ansatte og diskriminere minoriteter. Men konen, spillet ualmindeligt sympatisk af Annaleigh Ashford, forsøger hele tiden at elske det gode frem i ham, hvortil han svarer med dyne-varme øjne.

Man skal næsten se Welcome to Chippendales alene for samspillet mellem de to.

Men serien er langt fra hele tiden lige så godt koreograferet som de erotiske danse. Man får af og til fornemmelsen af en biopic, der læner sig for meget op ad den virkelige, gakkede historie. Skal man virkelig udnytte sit medie, gælder det om at skride fra virkeligheden ogdigte.

Hele første afsnit handler om Stratten og Snider, som dog ikke er med i resten af serien. I stedet får vi en entreprenør-serie i et par afsnit, hvor man følger Banerjees arbejde med at stable showet på benene.

Denne anmeldelse er baseret på fem afsnit, og i femte afsnit ser serien ud til igen at skifte spor og blive en gangster-thriller!

Historien om virkelighedens Banerjee er en tragedie af dimensioner. Den kan man selv google sig frem til, men for underholdningens skyld er det bedst at lade være og i stedet lade dramaet folde sig ud i Welcome to Chippendales.