Welcome to Utmark

Det kræver sin mand at få et selvmordsforsøg til at fremstå morsomt. Især når man helt iskoldt starter et afsnit med hændelsen uden yderligere forklaring. 

Men hvis nogen kan, er det Danmarks grand old man inden for pudseløjerlige manuskripter, Kim Fupz Aakeson, og den ligeledes mesterligt skæve instruktør Dagur Kári, der dyrker det tragikomiske med en underfundig, underspillet humor. 

Derfor bliver det rent faktisk sjovt af følge vores hovedperson Finn (Tobias Santelmann) forberede sig på sit endeligt ved at forbinde en slange fra udstødningsrøret til den ramponerede bils vindue, sætte sig ind og starte den i tomgang, imens han langsomt venter på at dø af kulilteforgiftning. 

I et totalbillede ser vi den ensomme bil i den norske natur. Ruderne er hvide af den tætte røg, og sørgemusikken stiger i tone, lige indtil man hører en hakkende lyd. Bilen er gået i stå! Inde fra den hvide tåge kan man høre en tændingsnøgle, der drejes panisk, og en velkendt lyd af en motor, som prøver at starte uden held. 

Totalbillederne bruges ofte komisk i Welcome to Utmark, der bedst kan beskrives som en nordisk western med Twin Peaks i ascendanten. 

Den westernske duel står mellem den fordrukne fårehyrde Finn og den hysterisk maskuline same Bilzi (Stig Henrik Hoff), der med patos og kraftige armbevægelser betegner sig selv som en naturkraft. 

Derfor har han selvfølgelig også opkaldt sin rottweiler efter den samiske tordengud Horagallis. Og derfor er det bare ærgerligt, når Finn kommer forbi med endnu et skambidt får, for Horagallis kan og skal ikke tæmmes! 

Konflikten optrappes, da Finns elskede, rengøringskonen Siri (Marie Blokhus), beslutter sig for at forlade ham til fordel for Bilzi. 

Deres tolvårige datter Marin tager nødtvungen med moren, hvilket igangsætter Finns alkoholiske deroute. Så da han pludselig ser Horagallis stå på vejen, gør han sig ikke mange overvejelser, førend der trykkes på speederen. 

Det er i al sin enkelthed hovedkonflikten i den otte afsnit lange serie, der kan synes lige fattigt nok. 

Men Welcome to Utmark lever i høj grad af alle de særlinge, der bebor den vindblæste udørk i Nordnorge, og som tilsammen danner et uhyre morsomt univers. 

Min yndlingskarakter er nok landbetjenten Willman.

Han lider af en tarmsygdom, der gør, at han konstant skal på toilettet. Det er et af de mindst vellykkede tiltag i serien – latrinær humor er bare aldrig rigtigt sjovt – men til gengæld er det hylende morsomt at have en landbetjent, der er konfliktsky. 

Da Finn kommer for at beklage sig over de døde får, slår Willman det hurtigt hen. For nu skal man jo ikke løbe med sladder, og det kunne jo også være en ulv? 

Landbetjenten er så rystende nervøs for konfrontationer, at han gentagne gange ender med at hjælpe lokalsamfundets beboere med at skjule kriminelle handlinger. Og hjemme bliver Willmans løgne over for sin demente kone bare værre og værre, da han begynder at sælge deres ting for at betale sin pokergæld. 

Der er også den søde kassedame, der sirligt arrangerer opstillinger af varer. Men uheldigvis fik hun en ond ånd i sig ved en seance, og derfor kan hun pludselig stoppe op og brøle: ”Jeg lugter blod!” 

Der er den nytilkomne skolelærer Kari, der glæder sig til et roligt liv i naturskønne omgivelser. Det bliver dog hurtigt manet til jorden af Siri, der advarer hende om at falde i den samme fælde som hende selv: ”Det viser sig, at den mystiske, stille mand, du forelskede dig i, faktisk bare er stille.” 

Der er kundeservicemedarbejderen, som giver den dårligste service, en alfons i sorg, en præst, der hader Gud, to prostituerede og en bedemand. 

Kim Fupz Aakeson og Dagur Kári formår at balancere tonen og integrere de mange karakterer, så de hver især bliver spændende at følge. 

Man savner en større historie, men det kommer forhåbentlig. At dømme ud fra sidste afsnits cliffhanger lægges der op til en anden sæson og et endeligt opgør mellem samerne og nordmændene.