Westworld

Det skabte gru og rædsel, da robotterne gik bersærk og jagtede gæsterne i en fremtidsforlystelsespark i Michael Crichtons Westworld fra 1973.

James Cameron var nok ikke kommet på idéen om en Terminator, hvis ikke han havde haft Yul Brynners sortklædte dræberrobot fra Westworld i øjenkrogen, og kultfilmen har sat dybe spor i flere af sci-fi-genrens største værker.

Sporene fortsætter i det ambitiøse tv-serie-remake Westworld, som er instrueret af ægteparret Jonathan og Lisa Joy Nolan – førstnævnte er bror til instruktøren Christopher Nolan.

Serien bruger den samme skabelon som 1973-filmen.

I en ikke nærmere bestemt fremtid har velhavende mennesker mulighed for at holde ferie i en kolossal forlystelsespark med western-tema. Parken er fyldt med menneskelignende robotter, der er designet til at give gæsterne en eventyrlig oplevelse.

Det er geniet Dr. Robert Ford (spillet med tilpas arrogance af Anthony Hopkins), som har grundlagt parken og udviklet de yderst realistiske robotter. Hans vision er at skabe et sted, hvor mennesker har mulighed for at udleve deres vildeste fantasier og lege cowboyhelt eller -skurk i så lang tid, pengene rækker.

Parken drives af den benhårde Theresa Cullen (Sidse Babett Knudsen), som er skeptisk over for parkens koncept. Hun har en flirt med den brillante programmør Bernard Lowe (Jeffrey Wright), der mistænker robotterne for at være smartere, end man skulle tro.

I filmen blev robotterne til dræbermaskiner, men serien handler i højere grad om, hvordan maskinerne udvikler menneskelige personligheder.

Hver dag vågner robotterne og følger deres skrevne historier. Den smukke farmerdatter Dolores (Evan Rachel Wood) står glad op og byder parkens gæster velkomne. Det sammen gør hendes revolverheltekæreste Teddy (James Marsden), luderrobotterne på det lokale bordel, sheriffen og alle parkens andre kunstige western-personligheder.

Deres dage ender dog yderst forskelligt alt efter hvilke gæster de støder på. Måske møder Dolores en heltemodig gæst, som har lyst til at redde hende fra bestialske banditter, eller måske møder hun en sadistisk rigmand, som skalperer og voldtager hende.

Om natten rydder parkens ansatte op. De reparerer robotterne, som er blevet dræbt og lemlæstet, sletter deres hukommelse og får alting gjort klar en ny dag.

Men med bedste Lost-suspense (J.J. Abrams er producer på serien) hentydes det langsomt, at robotterne husker alle grusomhederne. Sex-robbotten Maeve (Thandie Newton) vågner endda til sin rædsel op på operationsbordet, mens ingeniørerne er i gang med at lappe hende sammen.

Konceptet med robotter, som kan slukkes og tændes og skifte følelser på programmørernes ordre åbner for flere mageløse skuespilpræstationer og foruroligende scener. I glimt ses robotternes mareridt og deres vage forståelse af den verden, de lever i.

Det er en slags omvendt The Matrix: At opdage, at din verden er falsk, og at du ikke er et menneske.

Stemningen er meget Nolan’sk. Med episk musik, farverige billeder og dybe skygger minder serien om Inception og Interstellar. Ligesom disse værker er Westworld sci-fi, som sætter menneskets eksistens i centrum.

Robot-cowboy-fantasien kan være svær at sluge, men hvis man har let ved at glide ind i fantasy- eller sci-fi-universer, vil Westworld være en yderst gribende fortælling.

Tv-serier er perfekte til at opbygge dybe og nuancerede karakterer, fordi vi kan følge deres udvikling så længe. I Westworld ser det ud til, at vi i et roligt, men nervepirrende tempo kommer til at bevidne fødslen af kunstig intelligens som noget smukt og rørende, men også mareridtsagtigt.