Westworld – sæson 2

Det endte i et blodbad, da vi forlod fremtidsforlystelsesparken Westworld i sidste afsnit af den twistede og velsmurte sci-fi-series første sæson.

Værterne, intelligente robotter i et cowboy-landskab, blev sat fri af parkens skaber Dr. Robert Ford (Anthony Hopkins) og gik hurtigt i gang med at dræbe menneskegæsterne i parken.

Har man set seriens filmiske inspirationskilde, Westworld fra 1973, havde man nok lugtet lunten, men alligevel er det overraskende, at serien i så høj grad har skiftet gear.

I anden sæson er alt vendt på hovedet.

Cowboy-robotterne, der før var menneskenes legetøj, jager nu parkens gæster. Militære styrker er sat ind for at stoppe dem med tunge våben, sort panser og avancerede firehjulstrækkere, som ville få Batman til at savle misundeligt.

Der er krig og kaos, og serien har i de første fem afsnit af anden sæson foretaget et genreskift fra mystisk drama til storslået action. Det fungerer upåklageligt.

I første sæson skred handlingen frem med figurer, som ledte efter meningen med deres egen eksistens, hvilket akkurat undgik at blive for tungt og lommefilosofisk inden den bragende finale.

Nu har de fået en langt mere simpel, men også stærkere drivfaktor: overlevelse.

Det er liv eller død, dræb eller bliv dræbt. Det kan nok lyde banalt, men vi følger stadig de samme nuancerede figurer, som stadig er i rivende udvikling og nærmest ikke til at kende længere.

Parkens første robot, den smukke og søde Dolores (Evan Rachel Wood), er umiddelbart blevet til en hævngerrig dræbermaskine. Med sin hjerteven, pistolmanden Teddy (James Marsden), slagter hun alt på sin vej og prøver at samle en hær af robotter for at tage kampen op mod menneskene.

Med Anthony Hopkins’ fravær er det Ed Harris, der stjæler alle scener i rollen som den sadistiske The Man in Black. Gennem forskellige tidslinjer får vi yderligere indsigt i hans overgang fra den søde, unge William til den hårdføre, sortklædte cowboy, som Harris puster kuldegysende liv i med hver eneste rynke i sit ansigt.

For selv om der på bedste vis er skruet op for actionscenerne (der er slåskampe med både ninjaer og samuraier i anden sæson!), overrasker historien stadig med mystiske flashbacks og eksistentielle, ja, endda politiske budskaber under sci-fi-overfladen.

Mest iøjefaldende er revolutionen i parken ét stort kvindeoprør. Teddy føjer den voldsomme Dolores, og prostitutionsrobotten Maeve (Thandie Newton) har fået parkens forfatter Lee og den hårdhudede bankrøver Hector som trofaste undersåtter.

Kvinderobotterne har taget styringen over mændene, og det er en mandedomineret indsatsstyrke ledet af den maskuline og jakkesætsklædte Karl Strand (Gustav Skarsgaard), der er sat ind for at stoppe dem.

Men selv om Westworld har underliggende temaer og på interessant vis leger med eksistentielle spørgsmål, er den bedst, når den holder sig til at være et tempofyldt sci-fi-eventyr.

Det lader til, at seriens instruktører har uanede midler, og visuelt kan den konkurrere med både Game of Thrones og Altered Carbon. Særlig beundringsværdigt er det, at vi ser minimal brug af CGI og en skøn mængde stuntkoordinerede actionsekvenser.

Musikken, som allerede var fængende i første sæson, er på kreativ vis med til at udvide universet. Kendte melodier bliver elektronisk forvrængede, når robotterne går amok, og spillet på japanske blæseinstrumenter, når der svinges med samuraisværd.

Historien udvikler sig både forlæns og baglæns, og endnu engang demonstrerer ægteparret Jonathan Nolan og Lisa Joy, at de er banebrydende historiefortællere.

Westworld er underholdning i topklasse, og det er umuligt ikke at blive tryllebundet af den nye sæson, som puster frisk vind i et allerede stærkt sejl.