Wet Hot American Summer: Ten Years Later

”Hey, skal vi ikke love hinanden at mødes om præcis ti år? Så kan vi se, hvilke mennesker vi er blevet til.”

Siden Bradley Cooper – forklædt som teenageren Ben iført små hotpants, poloskjorte og sideskilning – foreslog tiårs-jubilæet for sine sommerlejr-venner på Camp Firewoods verandatrappe er der gået seksten år i virkeligheden og ti år i serien, hvis første sæson foregik i 1981.

Samtlige klikemedlemmer hyldede idéen, og det præcise klokkeslæt 9.30 blev aftalt og – skulle det vise sig – overholdt. Men det havde måske været bedst for både skuespillere og publikum, hvis aftalen var løbet ud i sandet.

Det er som oftest knald eller fald med den type genforeninger, der i disse år vælter frem som ukrudt fra diverse streamingtjenester.

En tendens, der parodieres, når personerne i den nye sæson Wet Hot American Summer: Ten Years Later én efter én ankommer til Camp Firewood til lyden af vennerne, der jubler deres navne af gensynsglæde. Det eneste, som mangler, er den dåselatter, der næsten overdøver dialogen i de første ti minutter af Fuller House.

Første sæson, med undertitlen First Day of Camp (2015), overraskede i den grad positivt. Hele originalfilmens stjernespækkede rolleliste var tilbage og formåede at spille yngre versioner af deres tidligere karakterer. På den måde genskabte man det særegne, humoristiske univers, hvor femten videobånd snildt kan være i en lille mavetaske, og en mand kan drukne i en pøl af giftigt affald for kort efter at genopstå som talende konservesdåse.

I den nye sæson har både serieuniversets og virkelighedens forgangne år sat deres spor.

Amy Poehlers passionerede teaterinstruktør Susie er forvandlet til flippet filmproducer, Michael Showalters småtumpede Coop er blevet korpulent memoirer-forfatter, og Bradley Coopers nuttede mors dreng Ben spilles nu af Adam Scott! Den drastiske ydre forandring bortforklares på typisk Wet Hot-manér med en lille, undselig næseoperation.

Bradley Coopers fravær kan i den grad mærkes, for den dynamiske duo, han udgjorde med Poehler, var utvivlsomt et af både filmens og seriens gyldne trumfkort.

Og måske gjorde Cooper klogt i at takke nej. Anden sæson er på mange måder en fortænkt konstruktion af forceret fjolleri, hvori Camp Firewoods skæbne pludselig er kommet i kløerne på en ondsindet – og dårligt parodieret – Ronald Reagan.

Stjerneskuespillernes forlorne teenagere var morsomme i første sæson, fordi aldersproblemet var så synligt, at det blev komisk.

Her ti år senere har karikaturen ikke længere samme virkning. Man glemmer simpelthen, at de 40-årige skuespillere skal forestille at være i midt-tyverne, og derfor virker de mest som irriterende voksne, der prøver at være ung med de unge.

Til gengæld pryder de geniale genreparodier, filmiske referencer og metakommentarer, der også højnede første sæsons originalitet, stadig hvert enkelt afsnit. Claire kalder sig selv en ”rigtig slacker”, hvortil Susie tilføjer, at ”det er ligesom den film, der udkom for fem uger siden” – en reference til Richards Linklaters Slacker, som netop havde premiere i sommeren 1991.

Der hoppes fermt fra familiekomedie til ungdomsdrama og videre til erotisk thriller i løbet af et enkelt afsnit, hvilket resulterer i nogle sjove – og mindre sjove – sidehistorier.

Der er tydeligvis hentet inspiration fra 90’er-typiske psykologiske thrillers med erotiske undertoner. Som når McKinley og Bens yndige barnepige Renata viser sig at være en psykopatisk morder, og når flipperparret Donna og Yaron har støbt afsindigt uhyggelige masker af hinandens ansigter og inviterer Victor ind som sæddonor i en akavet masketrekant.

Men de mange tråde fortaber sig i fjollerier, og den lille sommerlejr vikles ind i en større statskonspiration, der omfatter hele to præsidenter og noget med en atombombe.

Det er sådan set fint tænkt at flette det kæmpestore og det lillebitte sammen i historien om den ærkeamerikanske institution, som sommerlejren er. Men Camp Firewood har simpelthen mistet sin humoristiske gnist.