What If

What If stræber så hårdt efter at være en sød og skæv romantisk komedie, at al charme drænes fra den påtagede historie.

Filmen har mange problemer, ikke mindst Daniel Radcliffe. For det kan godt være, at han var kær som troldmandsknægt, men nogen førsteelsker er han altså ikke som voksen. Og så affyrer han sine replikker, der er tænk som sorthumoristiske, med en sådan sammenbidt fart, at man bliver helt forpustet. Træk dog vejret, mand!

Folkene bag har virkelig prøvet hårdt på at lave en ny indie-kærlighedshistorie a la (500) Days of Summer eller Take this Waltz, men det bliver alt sammen på udseendet frem for indholdet. For der skal mere til at lave en interessant film end nuttede, men umotiverede animationssekvenser, farverigt sammensatte hipster-outfits og allestedsnærværende Adam Driver, der er kendt fra Girls.

”Jeg har lige bollet og skal til at spise nachos. Det er her er mit livs højdepunkt,” er den type guldkorn, Drivers karakter Allan slynger om sig.

Radcliffe spiller den introverte Wallace, der i tide og utide sidder på et tag og stirrer mod Torontos skyline, mens han tænker dybe tanker. Ikke ulig føromtalte (500) Days of Summer, hvor Joseph Gordon-Levitts hovedrolle igen og igen sidder på en parkbænk og skuer ud over Los Angeles højhuse.

Til en fest fordriver Wallace tiden med at lave køleskabsmagnetspoesi, men midt i sætningen ”love is stupid monkeys” bliver han forstyrret af Chantry (Zoe Kazan). De falder i snak, men da de har fulgtes ad hjem fra festen, går det op for Wallace, at hun har en kæreste. Hvorpå han påstår, at han bare vil være venner med hende.

Det er en stor fed løgn, og det ved alle på nær Chantry.

Wallaces drøm om et kæresteforhold er det evige samtaleemne hos ham og vennen Allan. Når han er sammen med Chantry, siger han ingenting. Så er de bare en dreng og en pige, der drikker kaffe sammen, shopper kjoler og nøgenbader, som venner jo gør.

De to har en løbende vits om Fool’s Gold, en virkelig ulækker madanordning med blandt andet bacon og peanutbutter, som Elvis elskede at indtage. Ellers er den dybeste samtale, de har, da de snakker om, hvad den værste oplevelse i deres liv har været.

Da Wallace hører, at Chantry har mistet sin mor, bliver han flov over den relativt ubetydelige modgang i sit eget liv. Derfor siger han, at den samtale, de har gang i, er det værste han har oplevet, for intet kan sammenlignes med at miste sin mor! På den måde får han punkteret alvoren med kejtet komik, hvor han i stedet burde have udvist sympati.

Chantrys kæreste, der virker ekstremt tilforladelig, bliver hurtigt skippet til Dublin (men først efter at han på ”komisk” vis er røget ud af et vindue). Der er derfor rig mulighed for, at venneparret uforstyrret kan dyrke de forbudte følelser for hinanden, der er blevet gensidige, men uudsagte.

Da det kommer til en konfrontation og Wallace afslører sine sande intentioner, viser de begge dybt usympatiske sider af sig selv, hvilket skurrer med filmens overnuttede univers.

Kemien er ikke til stede mellem de to hovedroller. Zoe Kazan er ellers smadder-dejlig, og hun beviste i Ruby Sparks (som hun også skrev manuskriptet til), at hun rammer plet som indie-dreamgirl. Der spillede hun over for sin virkelige kæreste, Paul Dano, hvilket nok har hjulpet med at få det til at slå gnister.

Hvis en anden end Radcliffe havde spillet hovedrollen, kunne What If måske være blevet mere charmerende. Men selv det ville ikke ændre ved, at det er en skabelonagtigt, forudsigelig formel, filmen er støbt efter.