What Maisie Knew

Den magisk-smukke Hushpuppy viste forældresvigt fra et børneperspektiv i en verden fjernt fra de danske biografgængeres.

Det nye skilsmissedrama What Maisie Knew foregår i en mere velkendt ramme – New Yorks øvre middelklasse – men bliver som Hushpuppy set gennem et barns øjne, nærmere bestemt den skønne Onata Aprile, der er en betagende fregneunge i rollen som Maisie.

Hendes forældre skændes ustandselig. De overser deres lille pige, men det lader Maisie sig ikke rigtigt mærke med. Hun er i det store hele en glad og ivrig skolepige, og det er tydeligt, at ufred er en helt naturlig del af Maisies seksårige liv, der bobler af hendes særlige sans for smukke detaljer som plastikdyr, der breder sig over bordkanter og små, motoriserede. motoriserede sejlbåde i en sø i Central Park.

Maisies jeg-fortælling er i starten barnligt naiv, men når hun som en anden skilsmissehoppebold kastes fra den ene forældrefavn til den anden og siden til – heldigvis åbne og kærlige – stedforældrearme, bliver hendes ordløse forståelse af forældrene gradvis mere tvetydig.

Selv om hun nikker, fortæller hendes øjne, at hun ikke længere stoler hverken på faren, når han snakker om at flytte til England med hende, eller på den rockstjerne-turnerende mors forsikring om, at hun snart kommer tilbage til sin datter.

Julianne Moore og Steve Coogan gør det godt som de rædsomt egoistiske forældre, og det er ubærligt at se dem pleje deres egne, forsmåede følelser og selvoptagede behov frem for deres datters. Kamæleonen Moore kan spille alt med overbevisende lethed, også en afdanket, festglad rockmama, og Coogans britiske kølighed passer godt til rollens forfløjne, kyniske kunsthandler.

For egen vindings skyld gifter de sig med hver deres unge, søde partner, og særligt Alexander Skarsgård som bartenderen Lincoln tindrer på lærredet. Han har en tilstedeværelse, der bryder fri fra filmen, som vi også så det i hans birolle som Kirsten Dunsts nygifte ægtemand i Lars von Triers Melancholia.

Han er en venlig, tryg kæmpe, som Maisie tillidsfuldt falder for, og deres tætte forhold løfter filmen. Som når han sætter sig i børnehøjde og tegner med Maisie, eller når han gør en gåtur til en fantasileg med håndpistoler og fjollerier. For første gang hører man den lille pige grine hjerteligt.

Hvor Dustin Hoffmans far i skilsmisse-klassikeren Kramer mod Kramer (1979) gør sit bedste for at skærme sin søn mod alt det grimme, er der ikke andre end barnepigen og den kommende stedmor, spillet af en sød Joanna Vanderham, der passer på Maisie, før Skarsgård kommer ind i billedet. Der bliver lavet psykologisk profil på Maisie, og hver fejltagelse fra den ene forælder bliver skånselsløst fortalt videre til advokaten af den anden. Grimt, men realistisk, og fortalt med en enkel billed- og lydside, der fint formidler hovedpersonens barnligt, finurlige blik.

Danmarks Statistisk fortæller, at der har været cirka 15.000 skilsmisser om året de sidste fem år, så der er næppe nogen, der ikke har haft skilsmisse tæt på livet. Det er altså tale om barsk hverdagsrealisme, som giver publikum en gevaldig frustration over, at lille Maisie ikke har en voksen i sit liv, som kan og vil tage sig af hende. Der vil nok sidde en del forældre og pårørende derude, som får brug for lommetørklæder.

Denne film er et eksempel på, hvordan man ikkeskal gøre, hvis der er børn involveret. Kun en lidt for Hollywood-happy-følelse mod slutningen gør ikke det barske emne fortjeneste i en ellers enkel og intim film om en lille pige, der bare ønsker kærlighed og opmærksomhed.