The Wheel of Time

Det meste af tiden ligner det rollespil. 

Den slags, hvor man smeder sin egen rustning, og orken, man lige har dræbt, i virkeligheden er en kammerat fra parallelklassen. 

Der er ikke noget galt med rollespil, men enhver, der har prøvet at tage med på togt i Hareskoven, ved, at den slags fantasyfiktion ikke er videre seværdigt. 

Det samme kan desværre siges om Amazons store ambition om at skabe en ny Game of Thrones. 

Serien lægger an til en episk maraton. Robert Jordans murstensroman-værk på fjorten bind er grundlaget for historien om magikere, monstre og monumentale omgivelser. Men på trods af et kæmpe budget mangler The Wheel of Time basalt filmhåndværk. 

En fantasyserie skal mestre den svære kunst at introducere et komplekst og ukendt univers med unikke problematikker. Men ganske klogt er grundfortællingen meget simpel. 

En ond mørkets herre er begyndt at røre på sig og skabe ravage. Han er ude efter den genfødte drage, et menneske, der kan destruere ham. 

På jagt efter den genfødte drage er også magikeren Moiraine (Rosamund Pike). Med sin beskytter Lan (Daniel Henney) finder hun frem til fem unge kandidater, heriblandt bondedrengen Rand al’Thor (Josha Stradowski). De må sammen flygte fra mørkeherrens troldesoldater og ud på et eventyr, som vil forandre dem for altid.

Kulisserne er flotte og overdådige. De mange monstre er overbevisende lavet. Og magien er originalt skildret. Alligevel er universet ikke troværdigt på grund af en eklatant mangel på sans for detaljerne. 

Noget så fjollet som maskintrimmede frisurer på hovedrollerne (selv om der ikke findes teknologi til at klippe hår) er med til at blotte den eskapistiske løgn, som fantasy er. Et mudret skrevet og monotont fremført manuskript gør det svært at engagere sig i serien på andet end et overfladisk niveau. 

Der er syv mere eller mindre intetsigende hovedpersoner, som hver især er blotte stereotyper: den stædige, den grådige og så videre. Og når man tænker tilbage på et afsluttet afsnit, føles mange af dialogscenerne som hvid støj. 

Historien er fortalt i en klodset rækkefølge, som skaber en svag start efter de første tre afsnit. Scenerne føles flere steder næsten ligegyldigt klasket sammen, når historien bevæger sig mellem de mange spirende handlingstråde. 

Samme ligegyldighed er at finde i klippearbejdet, der er unødvendigt hektisk og modarbejder seernes indlevelse. Faktisk forledes man til at tro, at der er lagt mere energi i at klippe seriens trailer end de første afsnit. 

Værre endnu står det til med kameraføringen. 

Den første scene i seriens indledende afsnit er en jagtsekvens, hvor noget føles forkert. Billederne og handlingen hænger ikke sammen. Det er, som om seriens cheffotograf har glemt at møde op, og assistenten bare peger kameraet hen, hvor handlingen udspiller sig. 

Billederne er funktionelle, som var de taget ud af en af de amerikanske universitetsfilmskolers introduktionsbøger. Det er teknisk korrekt, men intetsigende. 

Man forventer langt mere af så stor en produktion, der har ambitioner om at gå i fodsporene på kæmpe fantasy-franchises og blive tidens store samtaleemne. 

I de næste tre afsnit bliver serien bedre på næsten alle parametre, men seerne risikerer at falde fra forinden. 

Det er en skam, for velviljen og den gode historie er bestemt til stede. Og sammensætningen af filmholdet er rigtig interessant. Skuespillere, instruktører og resten af produktionen er hentet fra fem forskellige verdensdele. Diversiteten giver serien en særegenhed, der måske kan få lov til at skinne igennem i kommende sæsoner. 

Amazon er allerede i gang med at lave sæson to og tre. Det vil være en god idé, hvis selskabet laver et godt resumé af første sæson, så man slipper for at se alle otte afsnit. 

Man kunne måske hyre ham, der har lavet traileren.