Where to Invade Next

For mig er det et enkelt billede, der opsummerer Michael Moores seneste dokumentar. 

Filmmanden fra Michigan, der nærmest er invaderende i kraft af sin størrelse, sidder på en klejn børnestol i en fransk skole. Han prøver at underholde børnene omkring sig med det pladderfransk, han kan huske fra sin egen skolegang. De kigger på ham på samme måde, som man selv kiggede på den dér onkel, der havde fået for meget at drikke juleaften.

Men ved at inkludere den scene i filmen, tilbyder Moore os sin egen sårbarhed på en måde, som er nyt for hans oeuvre. For selv om instruktøren kun er 61, føles Where to Invade Next som et skumringsværk. Moore er nærmest bedstefaderlig, mere pikaresk end polemisk. 

Som en korpulent Quixote rejser Moore rundt i ni lande i og uden for Europa, og i stedet for en lanse har han det amerikanske flag. 

I begyndelsen af filmen afsløres det, at hans mål er at ”invadere” disse territorier. Ikke for at bringe dem demokrati eller for at undertrykke fjender (en komisk åbningsmontage fra Pentagon afslører, hvordan USA har fejlet med at gøre netop de ting med militære midler), men for at stjæle gode idéer og tage dem med til sit hjemland, som den aldrende kriger tydeligvis holder af, selv om han hudfletter det.

Italien er hans første stop, og han imponeres af, hvor meget betalt ferie og barselsorlov de italienske arbejdere er sikret via lov takket være oplyste kapitalister, der ønsker, at deres ansatte er glade.

I Frankrig kan han ikke begribe, at Coquilles St. Jacques (en ret med kammuslinger) serveres i skolekantinen. I Finland udtrykker han flere gange forbavselse over, at man ved at fjerne lektier har oplevet en øget faglighed.

I Slovenien taler han med amerikanske studerende, der har indskrevet sig gratis på Ljublana Universitet for at undgå forarmende studieafgifter derhjemme. Tyskerne imponerer ham, da han finder ud af, at de har Holocaust på skoleskemaet, hvilket står i stærk kontrast til USA, hvor der ikke engang fandtes et museum om slaver før 2015. 

Sådan fortsætter det, gennem Portugal (afkriminalisering af narkotikabesiddelse), Norge (glade indsatte), Tunesien (kvinderettigheder), Island (endnu flere kvinderettigheder og vellykket fængsling af de bankfolk, der var ansvarlige for finanskrisen i 2008). 

Det føles dog som en Moore-rundtur, en samling kapitler, som ikke helt udgør en bog. Der er en slags epilog, sat i scene foran rester af Berlinmuren, som prøver at binde en fin sløjfe om argumentet for, at ting kan ændre sig, selv om Muren engang virkede permanent.

Moore er en dygtig troldmand, og han har altid et es i ærmet. Men det er måske et utilsigtet gribende billede af Moore, som sidder fast i hukommelsen, når man ser ham, tung og besværet, gå med stok sammen med en ældre ven langs Muren.

Et spændsigt soundtrack virker opmuntrende, og så er der Moores humoristiske sans: nogle af de sjoveste oneliners involverer en slovensk minister, som er tvunget til at forklare, at det manglende ”W” i landets navn ikke har noget at gøre med George W. Bush.

Her er det dog tydeligt, at den interviewede kun er en marionet for instruktørens planlagte, komiske indslag og politiske synspunkter. Kun en trio af kvindelige, islandske forretningsfolk og en portugisisk stofvejleder gør modstand mod Moores metode på at finde et interview-offer, som giver ham det svar, han vil have.

Men på trods af dette, en forkærlighed for nationale stereotyper og en tendens til at forenkle de paradiser, Moore finder på sin rejse, er det svært ikke at synes om denne velredigerede film.

For sammen med den retfærdige harme – som er mest ophedet og effektiv i en sekvens, der afslører racismen i USA’s narkotika-lovgivning – er der i Where to Invade Next en slags kærlig nostalgi til en yderliggående politiks guldalder. Og en følelse af, at den nutidige dokumentars storartede cirkusdirektør er blevet mere mild med alderen.