Serieanmeldelse
12. jan. 2023 | 12:09

The White Lotus – sæson 2

Foto | Fabio Lovino
Den hovedrige milliardær-arving Tanya (Jennifer Coolidge) drømmer om at ligne filmstjernen Monica Vitti, når amerikaneren tager en knallerttur i de smukke omgivelser på Sicilien.

Mesterlig serie om rige turister i ferieparadis udstiller menneskeligt hykleri, så man aldrig ved, om man skal græde eller grine, men mest gør det sidste.

Af Anna Engmann

Det starter med et lig i havet.

En amerikansk turist tager en sidste dukkert, inden hun skal hjem efter en uges ferie på Sicilien.

Man ser hende gå i vandet med stranden bag sig dækket af blå og hvidstribede parasoller, før hun kaster sig i de skvulpende bølger og pludselig støder på et ben!

Sådan slår serieskaber Mike White tonen an i anden sæson af The White Lotus.

Efter første scene spoles tiden en uge tilbage, hvor en flok turister sejler i land på den sicilianske kyst. Ombord på båden er to vennepar, en ung mand i selskab med sin far og farfar og den betuttede Tanya, der som den eneste person er en genganger fra første sæson. Med sig har hun en kvindelig assistent på jagt efter eventyr.

Ingen af gæsterne ved, hvad der venter dem på den italienske vulkanø.

Hvis man var fan af første sæson, er det svært ikke at være skeptisk i starten – simpelthen fordi fortællingen om overklassen på et luksusresort på Hawaii var så vidunderlig.

Men gæsterne når knap nok at tjekke ind på det luksuriøse hotel – et forhenværende kloster, der troner på en klippe – før man må overgive sig fuldstændigt til fortællingen.

Undervejs glemmer man ofte seriens ildevarslende udgangspunkt, fordi man opsluges af det kulørte persongalleri.

Aubrey Plaza er olm ud over alle grænser i rollen som advokaten Harper, der er blevet slæbt med på ferie af sin partner Ethan. Parret er blevet inviteret af Ethans ven fra studietiden, alfahannen Cameron, og hans verdensfjerne kone Daphne, som Harper nærer mistro til.

I en fantastisk scene forklarer Harper, at hun sover dårligt om natten på grund af alt det, der sker i verden. ”Hvad mener du? Hvad sker der?” spørger Daphne lettere forvirret og tager en tår af sin Aperol Spritz.

Selv om Daphne – spillet med stor indlevelse af Meghann Fahy – hverken ser nyheder eller stemmer ved valg, er hun ikke naiv, når det gælder sin ægtefælles sidespring. Hendes overlevelsesstrategi er at straffe ham ved at gøre præcis, hvad der passer hende. Alligevel kan man ane en smerte bag hendes snorlige colgate-smil.

Seriens komiske højdepunkter leveres af Jennifer Coolidge. Med bare en enkelt bevægelse kan hun få én til at skraldgrine. Hun spiller Tanya, der gerne vil ligne Monica Vitti, men nok mere minder om Gurli Gris, som den lidt for ligefremme hotelbestyrer bemærker.

Ligesom i første sæson følger vi også hotelbestyreren. Hun nægter to sicilianske kvinder adgang til resortet, da hun med rette mistænker dem for at sælge sex.

Den ene af de to kvinder, Lucia, sælger sex til faren, der er afsted med sin nogle og tyveårige søn og sin egen far. De tre generationer af mænd er taget til Sicilien for at opsøge deres italienske slægtninge, og de udgør forskellige mandetyper, der alle bakser på hver deres måde.

Mest upassende er bedstefaren, der flirter med alle kvinder, mens han prutter højlydt.

Men værst viser sønnen Albie sig at være. På en tur til den by, hvor The Godfather blev indspillet, forklarer han sin far og farfar, at Francis Ford Coppolas klassiker har været med til at skabe et usundt mandeideal. Men til sidst i serien ender han med at betale Lucia for sex akkurat som sin egen far.

Mike White viser ligesom Ruben Östlund menneskets mest uflatterende sider og peger med kirurgisk præcision på sine karakterers hykleri og blinde vinkler. Utroligt nok formår han at gøre det uden løftet pegefinger.

Samtidig gribes man af fortællingen på grund af Whites dragende filmsprog. I en pirrende scene antydes det eksempelvis, at Daphne og Ethan sammen er deres partnere utro, da man ser Ethan følge efter Daphne ud på en ø, mens det dunker skæbnesvangert på lydsiden.

Det er den geniale afslutning, der gør The White Lotus til noget helt særligt, men den skal naturligvis ikke afsløres her, selv om Jennifer Coolidge lidt for åbenmundet gjorde netop det, da hun vandt en pris ved Golden Globe-uddelingen.

Tredje sæson er allerede på tegnebrættet, og Mike White har udtalt, at turen skal gå til et ikke nærmere bestemt sted i Asien og handle om religion. Det bliver spændende at se, hvordan han har tænkt sig at følge op på det mesterværk, som anden sæson af serien er.

Trailer: The White Lotus – sæson 2

Kommentarer

Titel:
The White Lotus

Sæson:
2

Land:
USA

År:
2022

Serieskaber:
Mike White

Medvirkende:
Jennifer Coolidge, Aubrey Plaza, Will Sharpe, Meghann Fahy, Theo James

Spilletid:
Syv afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Syv afsnit

Premiere:
31. oktober 2022 på HBO Max

© Filmmagasinet Ekko