Why Him?

God humor bygger altid på et element af overraskelse. Når vittigheden tager en uventet eller absurd drejning, bliver vores hjerne overrasket – og så griner vi.

Derfor er en komedie uden overraskelser åbenlyst heller ikke særligt morsom og sådan en komedie er Why Him?

Filmen er ellers skrevet af den altid sjove Jonah Hill og instrueret af John Hamburg, som lavede komedieperlen I Love You, Man. 

Opskriften på komik i Why Him? er velkendt.

Den unge Stephanie (Zoey Deutch) har fået kæresten Laird (James Franco), og nu skal hendes forældre Ned (Bryan Cranston) og Barb (Megan Mullally) møde ham for første gang.

Helt første gang er det dog ikke, da Laird ved et uheld har flashet sin røv til Ned og Barb i deres sidste Skype-samtale med Stephanie.

Ned kan slet ikke bære tanken om, at Stephanie har fået en ny kæreste og er skeptisk fra start, da familien ankommer til Lairds hus.

Laird er ellers en ung, succesfuld iværksætter, som har tjent mange millioner på at lave computerspil. Han bor i et kæmpe hus med indbygget bowlingbane, japanske toiletter uden toiletpapir og en kunstig intelligens, som styrer hele huset.

Godt nok er Laird en meget hyperaktiv person, som gør mange atypiske ting. Eksempelvis får han tatoveret hele Stephanies families julekort på ryggen og træner kampsport og parkour, så han ikke behøver nogen bodyguards.

Men på bunden er Laird en rigtig fin fyr, og han elsker tydeligvis Stephanie meget højt. Derfor føles det aldrig, som om der egentlig er noget på spil i filmen.

Godt nok laver Bryan Cranston en masse grimasser, der viser, at han ikke bryder sig om Laird, men fordi Laird både er rig og charmerende, er det svært at forstå, hvorfor Ned ikke kan lide ham.

Det giver ingen mening, da Laird er alt for likeable. James Franco er klart filmens sjoveste karakter og den eneste, som forstår at spille overdrevet skuespil. Han har et glimt i øjet, som får ham til at virke troværdig og elskværdig.

Cranston overspiller på den dårlige måde og leverer en kikset og skabagtig præstation som den skeptiske familiefar. Han klæber sig så tæt op ad faren-som-ikke-kan-snuppe-at-hans-lille-pige-skal-giftes-væk-klichéen, at han aldrig bliver troværdig.

Filmen forsøger at skubbe til pinligheden og forargelsens grænser, men kommer aldrig ud over dem. I en af de første scener får Laird Stephanies lillebror Scotty (Griffin Gluck) til at sige en masse bandeord. Det får Ned og Barb helt op i det røde felt, som om de var katolske præster fra 1600-tallet.

Men da filmen tydeligvis skal forestille at foregå i 2016, giver det ikke mening, at de bliver forarget over, at deres søn siger nogle sjofle ting.

Senere har Ned problemer med det japanske toilet, så Lairds tjener Gustav (Keegan-Michael Key) må komme ham til undsætning. Ned kommer til at slå en prut, mens Gustav er inde på toilettet.

Den efterfølgende tavshed og blikkene fra de to skuespillere trygler os om at græmmes og grine af det, men når man som dansker har set Klovn, imponerer en prut og to mænd på et toilet altså ikke.

Til en fest ryger Barb en joint, og Megan Mullally, der tydeligvis aldrig har røget en joint før, gør et tåkrummende og åndssvagt forsøg på at spille skæv, som hverken er sjovt eller forarger. Det er bare kikset og kedeligt at se på.

Rockbandet Kiss optræder i filmen og fylder en del hen imod slutningen. De kommer ind i Ned og Barbs hjem, hvilket nok også skal forestille at være sjovt, men de gør ikke noget morsomt. Manuskriptforfatterne har åbenbart syntes, at Kiss er sjove i sig selv, men det er de desværre ikke.

Det er kedeligt, når man tidligere har set kendisser i både sjove og absurde situationer i andre mere vellykkede komedier, som da Rihanna afgik ved døden i This is the End, og Bent Fabricius-Bjerre var bordelejer i Klovn.

Slutningen på Why Him? er kvalmende forudsigelig, og hvis man har set Meet the Parents er her ikke meget, der kan overraske eller forarge.