Wicked

Revisionisme er et nøgleord, når vi snakker Oz. Da Frank L. Baum skrev sin første Troldmanden fra Oz-roman, var det hans hensigt at tilslutte sig Alice i eventyrland-forfatteren Lewis Carols opgør med traditionen for moraliserende børnelitteratur. 

Men når man i dag tænker på Baums fortælling om toppolitikeren Troldmanden fra Oz, der forblænder masserne med sine løgne, er det næsten umuligt ikke at se sagen som en belærende allegori – en advarsel. 

En revisionistisk subtekst af moraliserende pointer optræder allerede i MGM’s berømte Judy Garland-musical fra 1939. Den indledende drøm om en bedre verden over regnbuen punkteres af en afsluttende øst-vest-hjemme-bedst-moral, og med Walter Murch’ Return to Oz fra 1985 fik vi en ætsende, Ken Loach-agtig advarsel om moderne ungdomspsykiatri. 

Musicalen Wicked er den første af to planlagte film baseret på Stephen Schwartz og Winnie Holzmans teatermusical fra 2003. Sidstnævnte bygger på Gregory Maguires roman fra 1995, der selv er baseret på en bog af L. Frank Baum og illustratoren W.W. Denslow fra 1900 plus nævnte MGM-filmatisering fra 1939. 

Dér var materiale til en hel julefilmquiz! 

Gregory Maguires roman Wicked er revisionistisk ikke blot ved at være moraliserende, men også ved at vende op og ned på den oprindelige fortællings hekseskikkelser. Den onde heks Elphaba fremstår nu som en talentfuldt og godhjertet, men anderledes og derfor udstødt heltinde, mens den gode heks Glinda er en overfladisk, selvfikseret cheerleadertype. 

Skoleelev-arketyperne heroisk nørddreng og geekgirl versus skurkagtig jock og cheerleader kom i fokus i amerikansk populærkultur med film som Revenge of the Nerds fra 1984. De er i dag blevet en kliché, men stadig en god pointe, som enhver cineast og supernørd nemt kan værdsætte. 

Broadway-musicalen baseret på Maguires roman var en vigtig forgrening af nævnte typer, blandt andet ved at tilføje et antydet queer-forhold mellem de to heksepiger. Musicalens indflydelsen er eksempelvis umiskendelig i forholdet mellem de to søstre i Disneys Frozen og i forholdet mellem de to heltinder på pigeværelset i Tim Burtons serie Wednesday. 

Jeg har ikke set Wicked på teatret, men er stor fan af Stephen Schwartz’ sange og har i årtier drømt om en filmudgave. Mit hjerte sank, da jeg hørte, at filmudgaven skulle strækkes ud til to spillefilm. Men nu har jeg set første film og kunne, ligesom da jeg så The Hobbit-trilogien, dårligt være gladere. 

Min eneste anke er faktisk, at alting er flot, med et konstant væld af fantastiske billeder og storslåede præstationer. Hist og pist kan man derfor savne en rytmisk struktur fra optrapning til klimaks. Tilsvarende er Dancing Through Life-sekvensen så flot koreograferet i roterende bogreoler a la Skærsilden i Københavns Tivoli, at de fleste nok vil overse, at sangen faktisk er ment som en sarkastisk fordømmelse af overfladisk slacker-filosofi. 

Overordnet er Wicked dog i overvældende grad en gennemført inspireret og veludført filmoplevelse og en kandidat til rangen som dette årtusinds hidtil bedste filmmusical. 

Scenografien inkorporerer træk fra Judy Garland-filmen, men skaber derfra sit eget univers befolket af en perfekt rollebesætning. Som de to hekse er Ariana Grande sjov og velfungerende og Cynthia Erivo sympatisk fremragende. Mens Joel Gray som den oprindelige Broadway-troldmand er perfekt udskiftet med tilsvarende ranglede Jeff Goldblum. 

Filmen kulminerer med teatermusicalens højdepunkt, sangen Defying Gravity, og det er svært at forestille sig, hvordan del to skal kunne holde samme niveau. 

Man kunne opremse stort set alle filmens elementer og bidragydere sammen med et væld af rosende adjektiver. Men først og fremmest efterlader Wicked tilskueren med en fornyet tro på, at CGI-æraens teknologiske mirakler kan bruges til andet og mere end superheltefilm. 

Det er på vej ud af biografens mørke en virkelig dejlig tanke at have i hovedet kombineret med al den glæde, som filmens billeder, sange og tematik vækker i hjertet.