I 1918 emmer Littlehampton af idyl.
Den lille landsby ligger med udsigt over Den Engelske Kanal, hvor man i fire år under Første Verdenskrig har fragtet død og ødelæggelse fra kyst til kyst. Mens mændene var væk, har kvinderne haft frie tøjler, og deres sammenhold varsler om, at et feministisk oprør er på trapperne.
Den dybt kristne, fromme pebermø Edith (Olivia Colman) har fundet en umage perleven i naboen Rose (Jessie Buckley), en voldsparat, rødhåret tilflytter fra Irland.
De to husstande deles om toilet og bulede køkkenredskaber, og deres identiske hoveddøre er malet i hver sin kontrastfarve for, at posten ikke skal levere breve til den forkerte adresse.
Det ville især være pinligt, fordi Edith begynder at modtage hadske breve med et skandaløst groft sprogbrug.
Efter at brev nummer nitten leveres uden frimærke – og efter at en udlånt bageform ikke bliver givet tilbage – falder mistanken på hendes viltre nabo. Og da den ellers dydige Edith fornemmer, at venindens ydmygelse ville kunne føre hende selv frem i rampelyset, melder hun Rose til politiet.
Wicked Little Letters er baseret på en utrolig, men sand historie om mystiske breve, som for over 100 år siden holdt den kulørte britiske presse i et jerngreb.
Olivia Colman, der vandt en Oscar for sin humørsyge dronning i periodedramaet The Favourite, er fantastisk som Edith og spiller med flere nuancer, end filmen formår at gribe. Hun stiller an med påtaget uskyldighed og et sødmefuldt blik, der ville kunne give enhver diabetes, og først sent fanger man, at Edith har meget mere at byde på.
Thea Sharrock stod bag den rosenrøde Mig før dig, men er primært kendt som teaterinstruktør. Hun har instrueret Wicked Little Letters for selv de mest tungnemme biografgængere. Hvilket er ærgerligt, når filmen forsøger at gøre publikum interesseret i mysteriet om brevenes sande afsender.
Jessie Buckley, der brød igennem som skotsk countrysanger i Wild Rose, leverer sine ætsende replikker med et flippet kropssprog, der på komisk vis giver den ellers lidt tunge, forældede tale nyt liv.
Når Rose bander derudad, er det tydeligt, at da Gud skabte bandeord, var det med hendes irske udtale i tankerne. Men manuskriptforfatter Jonny Sweet havde nu gjort klogt i at skrue op for grovheden. Det er ikke lige så chokerende at høre nogen sige ”fuck” i dag, som det var i 1918.
Det er derfor mere mellem linjerne end i skandalen om brevene, at de morsomme og spændende fortællinger udspiller sig.
Politibetjenten Gladys Moss (Anjana Vasan) følger sagen nøje. Hun er politistyrkens dygtigste efterforsker, men undergraves på absurde, underholdende måder af mandlige kollegaer. De lader hende kun deltage i afhøringer for, at hun kan tage sig af spontan gråd eller hysteri fra kvindelige mistænkte.
Som datter af en respekteret tidligere politimand har Moss meget at leve op til, men hun kæmper en hård kamp bare for at slippe af med prædikatet ”kvindelig politibetjent”.
Mens suffragetterne råber om ligestilling i baggrunden, er Moss’ subtile modstand mod autoriteter som taget direkte ud af debatten om micro-feminism, der handler om at lave små tiltag i hverdagen for at fremme ligestillingen.
Det er desværre det mest originale ved filmen, der ofte leder tankerne hen på en anden film om et vejrbidt vennepar, som bliver dødeligt uvenner i en lille kystby i starten af 1900-tallet, nemlig den mesterlige The Banshees of Inisherin.
Begge er fotograferet af Ben Davis i triste, jordfarvede nuancer, og de byder på bryske fortællinger, hvor stemningen lettes af storbandende hovedroller.
Skuespillerne har formentlig moret sig kosteligt, men humoren siver ud undervejs i Wicked Little Letters. Mod slutningen opgives den komisk-verbale pingpong og erstattes af fjollede pruttejokes op til den meget lidt overraskende afsløring af brevenes rette afsender.
Kommentarer