Den verdensberømte, aldrende amerikanske forfatter, Joe Castleman, ligger i dobbeltsengen med sin kone Joan og venter på opringningen. Venter han på at blive bedstefar, siden hans datter er højgravid?
Nej. Han håber på, at det bliver hans tur i år. Hans tur til at modtage den ultimative hyldest for sit virke, selveste Nobelprisen i litteratur.
Joe bruger den uudholdelige ventetid til at gennemføre et samleje med Joan, hvor han prøver at få hende til forestille sig, at han er en viril, ung mand. Hun tager overbærende imod ham. Da opringningen så virkelig kommer, og en høfligt højstemt repræsentant for Det Svenske Akademi overbringer nyheden, lytter Joan med fra den anden telefon – vi er i fastnettets tid, filmen foregår i 90’erne.
Efter samtalen hopper Joe og Joan som to små børn i dobbeltsengen: ”Vi vandt Nobelprisen! Vi vandt Nobelprisen!”
Vi, råber de. Ikke jeg. Joe inddrager sin kone i alt, bortset fra sine affærer, of slynger om sig med floskler om, at uden hende ville han ikke være noget. Han slår fast over for pressen, da parret er ankommet til Stockholm for at deltage i ceremonien, at hans kone er hans muse, men at hun ikke skriver selv.
Det skulle han nok ikke have sagt.
Langsomt går det op for os, blandt andet via flashbacks fra 50’erne og 60’erne, at Joan var en lovende forfatter engang, og at hendes stil minder mistænkeligt meget om stilen i Joes gennembrudsroman.
Hvem har skrevet Joes bøger?
Den klæbende journalist Nathaniel (Christian Slater), som er forsmået over, at Joe ikke ønsker ham som biografist, er på sporet af det, han mener, må være sandheden om Joes forfatterskab. Og truer med at afsløre ham. Joes søn, forfatterspiren David (Max Irons), er med på turen til Sverige, anglende efter sin fars anerkendelse. En anerkendelse, Joe ikke vil give ham.
Så der er masser af pres på den feterede forfatter. Han er det naturlige centrum for filmens handling, men i skyggen står Joan og viser sig snart at være den vigtigste og mest komplekse karakter i historien.
Journalisten puster til ilden, men den har sandsynligvis ulmet længe, og under rejsen til Nobels vinterkolde land blusser den op. Joan kan ikke længere acceptere sin rolle som biperson i sin mands liv. Hun indleder et opgør.
Glenn Close som Joan er en tikkende bombe. Tilsyneladende rolig, mild, eftergivende. Men hun kan næsten ikke være i sit ægteskab længere. Har hun spildt sit liv?
Med sit tilbageblik på, hvor svært det egentlig kunne være for en kvindelig forfatter at blive taget alvorligt før i tiden, og hvor meget nemmere det var at være mand i faget, er The Wife en film til tiden uden at forfalde til at blive et stykke feministisk propaganda.
Jonathan Pryces Joe er svær at holde af. Mage til patetisk, selvforherligende og gennemskuelig nar er sjældent set. Det hårde er så, at i hvert fald jeg som midaldrende og tumpet forfatteragtig person genkender mig selv alt for godt i ham. Flygtende fra døden, for optaget af smiger og applaus. Selv når han reciterer James Joyces smældende klare afslutningslinjer fra novellen The Dead, lyder det opblæst og hult.
The Wife er en morsom og klog film. Pinagtig at se, som var det et alderdomsafsnit af Klovn. Smerteligt intens, som var det Bergman light. Og det er et drama, som særligt Close giver tyngde. Hele gengivelsen af det fimset-formelle omkring uddelingen af den kongestøttede Nobelpris virker dokumentarisk præcis. Men det er formidlet så diabolsk, at man spørger sig selv, om det er en forbandelse eller velsignelse at modtage prisen.
Jane Anderson har skrevet et præcist og bidende manuskript efter Meg Wolitzers roman. Svenske Björn Runge har instrueret knivskarpt. Først og fremmest er filmen et memento mori: Husk på, du skal også dø.
Kommentarer