I et fly opdager passagererne, at de har én ting tilfælles: De kender en bestemt mand, Pasternak, som de alle har behandlet dårligt. Uheldigvis er Pasternak også om bord på flyet.
Klip: Et ældre ægtepar sidder og læser i deres havestole, da de i det fjerne ser et passagerfly, som har retning direkte mod deres have!
Åbningen af Wild Tales får én til at miste vejret med dette på en gang frygtelige og frydefulde billede, som næppe er set lignende i filmhistorien.
Og vi når knap at komme os over chokket, før filmen springer til en ny historie. Den handler om en ung servitrice, der genkender en uforskammet kunde, som har ødelagt hendes familie. Sammen med kokken planlægger hun en grufuld hævn, som dog løber ind i jordnære problemer såsom: Er rottegift, der har passeret udløbsdatoen, mere eller mindre skadelig?
I tredje historie kører en tjekket karrieremand i en Audi i et øde bjerglandskab. Da han overhaler en gammel Peugeot, kan han ikke nære sig for at håne føreren. Det skulle han ikke have gjort, for snart punkterer han og bliver indhentet af bondeknolden. Det udvikler sig til en drabelig duel, som leder tankerne hen på Spielbergs Duellen, men med en spandfuld kulsort satire oveni.
Først nu går det op for én, at Damián Szifróns Oscar-nominerede Wild Tales fortæller afrundede historier – seks i alt – om mennesker, hvis bæger flyder over.
Dramaerne udspiller sig i Argentina, men kunne have foregået et hvilket som helst sted i den vestlige verden. Ligesom Michael Douglas i Falling Down har disse mennesker længe levet under et massivt pres og bidt smerten i sig.
Men en dag kan de ikke klare mere. De går bersærkergang og tager grusomt hævn – hævn over musikkritikeren, der stoppede deres karriere, den utro ægtemand, den materialistiske blærerøv, den kolde skrankepave med flere.
Det er skamløst underholdende og serveres med et eminent håndelag, der tåler sammenligning med Tarantino og Coen-brødrene.
Instruktøren Damián Szifrón varmer lærredet op med raseri og får begivenhederne til at eskalere, så vi mærker angsten brede sig hos flypassagererne eller adrenalinen pumpe hos kamphanerne i bilerne.
Han har blik for visuelle detaljer og balancerer humor og horror, når civilisationens fernis skrælles af, og drifterne slippes løs. Ikke uden grund præsenteres skuespillernes navne i starten sammen med billeder af vilde dyr.
Det er snart surrealistisk grotesk, snart tragikomisk, og spændingen holdes i live, for det går hævnerne vidt forskelligt.
Ikke alle historier er lige stærke. Men den femte historie er interessant, selvom den føles for kompleks til det korte format.
Den er en kommentar til korruption og handler om rigmanden Mauricio, som via bestikkelse forsøger at redde sin søn fra fængselsstraf, fordi sønnen har trafikdræbt en gravid kvinde. Men da Mauricio bliver mødt med stigende økonomiske krav fra advokater og politi, får han nok og opgiver at kæmpe for sønnen. En personlig tragedie, men ironisk nok også en lettelse.
Det gælder for samtlige historier: Lykken er at skide hul i samfundets normer og krav.
På den måde er Wild Tales noget så sjældent som en revolutionær underholdningsfilm.
Den er et humoristisk frontalangreb på det kapitalistiske samfund – fra den umenneskelige konkurrencementalitet til den ægteskabelige institution, som spærrer begæret inde. En regulær anarkistisk film, som viderefører traditionen fra salig Luis Buñuel. Det er imidlertid ikke borgerskabets diskrete charme, men dets nervøse sammenbrud, vi er vidne til.
Hvis der er nogen retfærdighed til, bliver Wild Tales årets kultfilm.
Det er en film, der ikke bare giver dig afløb for dine frustrationer, men også maner til eftertanke. Og den er så medrivende fortalt, at den gamle advarsel er på sin plads: Don’t try this at home!
Kommentarer