William Tell

Sagnhelten Wilhelm Tell er berømt for at skyde til måls efter et æble placeret på sin søns hoved og ramme plet. Det er dateret til 18. november 1307, men noget bevis på hans eksistens findes ikke.

Forfatteren William S. Burroughs prøvede i 1951 at eftergøre Tells dåd med en revolver, men fik i stedet skudt og dræbt sin hustru. Episoden indgår i David Cronenbergs Burroughs-filmatisering Naked Lunch – en af de få gange, Wilhelm Tells eftermæle har sat et betydningsfuldt spor i filmhistorien.

På andenpladsen kommer brugen af overturen fra Rossinis opera William Tell. Det galoperende musikstykke blev i 1930’erne populariseret som åbningsmusik i en række radiohørespil om westerhelten Lone Ranger og høres derfor i diverse Lone Ranger-film. Senest i Disney-filmen med Armie Hammer og Johnny Depp.

Helt exceptionel er brugen i Stanley Kubricks A Clockwork Orange, hvor Malcolm McDowell og to duller har galop på sengekanten, mens vi hører Wilhelm Tell-overturen i en ultrahurtig synthesizer-version.

Wilhelm Tell-operaen fra 1829 bygger på Wilhelm Tell-skuespillet fra 1804, som også ligger til grund for den aktuelle Wilhelm Tell-film, der ligesom operaen staver ”Wilhelm” som ”William”. 

Det er overraskende nok første gang, at den kendte mesterskytte får hovedrollen i en stort anlagt spillefilm. 

Han har optrådt i et par korte stumfilm, og i 1953 forsøgte adventure-stjernen Errol Flynn at producere en Wilhelm Tell-film, men efter flere ugers optagelser i Norditalien med mesterfotografen Jack Cardiff som instruktør svigtede en af investorerne, og projektet kollapsede.

Det er således en meget stor begivenhed, at vi nu endelig har fået en spillefilm om Wilhelm Tell og kan opleve sagnheltens berømte æblepletskud i dets historiske kontekst.

Tell var nemlig ikke en skydegal fjollerøv, men en stolt bjergbonde med principper. Æbleskuddet var ifølge sagnet en straf for, at han nægtede at bøje sig for Habsburg-imperiet. Han gav inspiration til en triumferende frihedskamp, der førte til dannelsen af det moderne Schweiz.

Filmens ene store svaghed er desværre Claes Bang i titelrollen. Bang har leveret mesterlige præstationer i skurkeroller som BBC’s Dracula og som Christian 2. i Stockholm Bloodbath, men som nobel adventurehelt er han fejlplaceret.

Filmen giver ham mange gode replikker, men med sin nasale stemme – skabt til sarkastiske spydigheder – taber den danske skuespiller de fleste på gulvet. Ydermere ligner han med sin maskinklippede frisure absolut ikke en person fra 1300-tallet.

Ellers fungerer næsten alt i filmen, hvis manuskript tegner et detaljeret billede af den politiske situation samt komplekse relationer blandt de mange personer.

Filmen er dyrt indspillet i Schweiz og Italien med majestætiske ridderborge omgivet at snedækkede bjergtinder. Man får lyst til at se landet blive frelst fra de magtgale habsburgere. Blandt skurkene er blandt andre Ben Kingsley, der med et kunstigt øje af metal ser fæl ud. Blandt heltene finder vi Ellie Bamber som knivbevæbnet femme fatale.

Filmen er ikke uden klichéer.

Wilhelm Tell har fået en forhistorie som traumatiseret korsridder. Ligesom enhver anden moderne actionhelt kan han derfor åbne en ladeport og afsløre et omfattende våbenlager klar til anvendelse i sidste akt. Og ligesom Kevin Costner tog Morgan Freeman med hjem fra det hellige land i Robin Hood: Prince of Thieves, har Tell medbragt en muslimsk hustru. 

Inklusion, tjek.

Ser man William Tell i håb om episk action, må man vente en times tid, mens kanonerne køres i stilling. Herefter skiftes til dristige baghold, medrivende kampscener og bitre tvekampe, hvor skarpt stål får blodet til at sprøjte. Den centrale scene med Tells armbrøst versus æblet på issen er specielt godt håndteret.

I Den tredje mand morer Orson Welles sig over, at de 500 års demokrati og fred i kølvandet på Wilhelm Tell ikke førte til andet end kukuret. Men hallo, fra Schweiz har vi også fået cellofan, tinfolie, hvidløgspressen, hvid chokolade, lsd og schweizerknive.

Længe leve Wilhelm Tell!