”For more than half an hour 38 respectable, law-abiding citizens in Queens watched a killer stalk and stab a woman in three separate attacks in Kew Gardens.”
Sådan skrev The New York Times i 1964 om mordet på Kitty Genovese, og drabsnatten blev mytologiseret på et øjeblik.
USA’s selvforståelse led et dramatisk knæk.
Havde over 30 personer virkelig bare stået og glanet ved vinduerne i lejlighederne uden at gøre noget, mens en ung kvinde blev slået ihjel på bestialsk vis?
Tanken var ubærlig, og forskere inden for socialpsykologien forsøgte i årene efter at forklare den skræmmende apati med begrebet ”bystander-effekten”: Hvis mange mennesker overværer en forbrydelse, fordeles ansvaret i så små portioner, at den enkelte ofte forholder sig passiv. Man tænker, at en anden nok tager sig af problemet.
Kitty Genoveses død blev symbolet på storbyens isolation og national apati, og over 50 år senere er det stadig en modbydelig tanke, at ingen hjalp hende.
Det lyder fuldstændigt usandsynligt. Det synes Kittys bror Bill Genovese også, og i den exceptionelt grundige dokumentar The Witness graver han i sagen, indtil den udbredte forestilling om mordet krakelerer.
Dokumentaren kobler sig på amatørdetektivarbejdet i 2004. Bill er besat af mordet og fortællingerne om det, hvilket de mange plancher og arkivudklip på tavler rundt om i arbejdsværelset hurtigt får etableret.
Kitty Genovese formede ikke bare socialpsykologien og en nations selvbillede – hendes død fik også konkret betydning for Bills skæbne.
I starten troede han på mediehistorierne, og han skulle ikke være endnu en apatisk, amerikansk tilskuer. Så han meldte sig som soldat til Vietnamkrigen, og her mistede han sine ben.
Det bliver et billede på ukuelighed, når han i kørestol kæmper sig op og ned ad opgange i bygningerne ved Kew Gardens for at undersøge, hvordan synsvinklen til mordet var i hver enkelte lejlighed.
Gennem retsudskrifter og politiets arkiver finder Bill frem til vidnerne fra dengang, og det går op for ham, at de faktuelle fejl i The New York Times-historien er så grelle, at den generelle opfattelse af mordet er decideret forkert.
Kitty døde ikke alene. En veninde fra bygningskomplekset var løbet ned til hende. Det er heller ikke sandt, at ingen ringede til politiet. De modtog opkald, men reagerede ikke hurtigt nok på dem. Og vigtigst: 38 personer så ikke drabet!
Mange hørte skrig om natten, men lagde sig efterfølgende til at sove igen. De troede, at det bare var et værtshusslagsmål.
Der er naturligvis fare for, at de mennesker, Bill interviewer, efterrationaliserer og pynter på begivenhederne. Det nævner dokumentaren ganske klogt selv, og instruktør James D. Solomons forhold til sandhed er fornuftigvis nuanceret.
Den fuldstændige sandfærdige historie kan aldrig graves frem, uanset hvor mange Bill taler med.
Den akademiske artikel The Kitty Genovese Murder and the Social Psychology of Helping: The Parable of the 38 Witnesses fra 2008 påpeger mange af de samme faktuelle fejl ved The New York Times’ artikel fra 1964, og den ellers velansete avis modtager da også behørigt mange, velplacerede slag i The Witness.
Mordet har også sat sig dybe spor i populærkulturen. Snart har Puk Grastens 37 om netop den skæbnesvangre nat premiere, og her anvendes episoden til at fortælle om uskyldstab og voksne menneskers kollektive svigt. Filmen diskuterer dog ikke specifikke fakta vedrørende Kitty Genoveses død, og drabet udfoldes gennem antydningens kunst.
Generelt har en fiktionsfilminstruktør da også ret til at bearbejde virkeligheden fuldstændigt, som vedkommende lyster.
Langt vigtigere er det, at historiebøger og forskning ikke baserer sig på det løgnagtige. Og at journalister ikke skarpvinkler artikler til ukendelighed. Det er simple, men vigtige sandheder, Bill Genovese og The Witness minder os om.
Kommentarer