Denne ordknappe film om en bjerglandsby i Afghanistan er ikke bare Shahrbanoo Sadats spillefilmdebut, den er også en af de første spillefilm af en kvindelig instruktør i Afghanistan.
Det er tydeligt i ethvert billede, at Sadat har ønsket at være tro over for det stille liv, de subtile socialkonstruktioner og den hedenske tro blandt bjergfolket, men det er også problemet med Wolf and Sheep.
Den lider under det træge tempo og manglen på dramatisk gods, selv om oprigtigheden ikke er til at overse.
Filmen blev faktisk optaget i Tadsjikistan, fordi den anspændte situation i det krigsødelagte Afghanistan var for farlig for det hovedsageligt udenlandske filmhold.
Det til trods fremstår alt andet ved landsbyen autentisk, og man kan mærke, at Sadat selv er vokset op et lignende sted. Dyrene bor i et værelse i huset, mens køkkenet er et lille, udendørs bålsted. Her sidder en kvinde og holder øje med maden, mens en anden kvinde reparerer en husvæg med klatter fra møddingen.
Ikke overraskende lever beboerne et meget hierarkisk liv, hvor mændene bestemmer og kan have flere koner, hvis de vil. De kan faktisk også have sex med hvem, de vil, mens utro kvinder bliver udstødt af deres egne.
Den pubertære dreng Qodrat og hans lillebror mister derfor den eneste ledestjerne for deres liv, da drengenes far dør i filmens første scene. Uden en mand i huset er de overladt til deres stedmor, som helst vil sende dem hen og bo med fjerne slægtninge, og det er ildeset at være under en kvindes nåde, selv for en stor dreng.
Samtidig prøver Qodrat at finde sin plads blandt de unge, hvor drenge og piger oftest holder sig adskilt, når de vogter får i bjergene. Her får drengene tiden til at gå med at lave slangebøsser, kalde hinanden grimme skældsord og af og til tage en slåskamp.
Men kvinderne er trods alt ikke bare hjælpeløse stakler i denne samfundsorden. Mens drengegruppen farer rundt på den ene side af bjerget, er pigerne samlet i en ligeledes hierarkisk gruppe på den anden side.
De er mere fredelige end drengene, men ikke mindre bevidste om deres status, når de sladrer om hinanden og drømmer om deres (temmelig dystre) fremtid som nogens kone, mens de af og til for sjov foregiver at ryge kviste.
Unge Sediqa er ligesom Qodrat mere eller mindre udstødt af sin gruppe på grund af et rygte om, at hendes bedstemor blev blind efter at have ammet en slange. Den detalje lyder nok som et fantasifuldt påfund, men Sadat viser, at det godt kan passe i en verden, hvor sagn og magi er en fast del af dagligdagen.
Landsbyboerne fortæller historien om Kashmiri-ulven, en mærkelig skabning, der ligner en ulv, men også en kvinde, som går på to ben. Nogle gange smider ulven efter sigende pelsen for at vise sit sande jeg: en slags grøn fe.
Sandelig om vi ikke ser begge i nattescener, der dukker op meget pludseligt i fortællingen. Den sylfideagtige grønne figur går igennem landsbyen, når alle sover, mens den behårede ulve-udgave render rundt i bjergene, hvor fårene græsser.
Har angrebene på fåreflokken noget at gøre med de uhyggelige væsner, eller er det bare ganske almindelige ulve, der er på spil?
Shahrbanoo Sadat lokker troværdige præstationer ud af sin utrænede rollebesætning, og filmen ser altid imponerende ud takket være Virginie Surdejs elegante billeder. Men det langsommelige tempo, der mimer det stille liv, balancerer mellem det hypnotiserende og rent ud sagt kedelige.
Undtagen til sidst, hvor truslen om ukendte, bevæbnede mænd truer freden i landsbyen, sker der meget lidt, selv om en dreng slår øjet ud på en anden med sin slangebøsse. Om ikke andet beviser det, at mødre verden over har ret, når de advarer mod at svinge rundt med ting.
Kommentarer